Ortogeriatri eller gerontoortopædi?

Geriatriske patienter er kendetegnet ved høj alder og betydende komorbiditet. I undersøgelser, hvor man har randomiseret medicinske patienter, der var kendetegnet ved en række skrøbelighedsfaktorer (bl.a. høj alder, polyfarmaci, langvarigt sengeleje, depression, demens) til indlæggelse på enten geriatrisk eller bred intern medicinsk afdeling, har det vist sig, at patienter, der indlægges på geriatrisk afdeling, har en lavere dødelighed og opnår et bedre funktionsniveau [1, 2].

En stor andel af de ældre patienter, som indlægges med hoftefraktur, er kendetegnet ved netop de oven for nævnte skrøbelighedskriterier. Det er derfor nærliggende at antage, at også disse patienter kan profitere af geriatrisk intervention under en eller anden form. Der foreligger flere internationale under-søgelser, i hvilke værdien af samarbejde mellem geriatere og ortopædkirurger omkring disse patienter vurderes.

I et studie har man fundet en signifikant lavere forekomst af delirium og især af de alvorligste tilfælde, når en geriater vurderede de ortopædkirurgiske hoftefrakturpatienter dagligt [3].

I et Cochrane- review vurderes evidensen for en organisatorisk model, hvor et geriatrisk ledet tværfagligt team i samarbejde med den ortopædkirurgiske stamafdeling varetager behandlingen. Forfatterne finder en trend mod bedring i forhold til alle primære behandlingsresultater herunder mortalitet, morbiditet, postoperativ funktionsstatus, indlæggelsesvarighed og genindlæggelser og foreslår, at en sådan samarbejdsmodel implementeres.

I et nyere studie fandt man, at indlæggelse af -ældre med hoftefraktur på geriatrisk afdeling reducerede hyppigheden af fald og ny fraktur [4].

Effekten af et tværdisciplinært samarbejde mellem geriatere og ortopædkirurger er ikke tidligere -systematisk vurderet i nogen dansk undersøgelse. Det gør Gregersen M et al i dette Ugeskrift [5], og de finder en reduktion i indlæggelsesvarighed og en tendens til en reduceret frakturrisiko i de følgende to år - måske fordi flere fik stillet en diagnose i forhold til faldårsag, og fordi flere kom i profylaktisk osteoporosebehandling?

Alt både i internationale og nu i et dansk studie taler således for, at samarbejdet mellem ortopæd-kirurger og geriatere skal etableres og intensiveres.

Spørgsmålet er, hvordan det praktisk bedst organiseres?

Overordnet beskrives der tre samarbejdsmodeller:

1. Geriatrisk konsulentmodel, hvor patienten ligger på en ortopædkirurgisk afdeling og geriateren, eller det geriatriske team fungerer som kon-sulenter.

2. Ortopædkirurgisk konsulentmodel, hvor patienten efter operation indlægges på en geriatrisk -afdeling

3. Fælles ortogeriatrisk sengeafdeling

Man kan på baggrund af de foreliggende studier ikke konkludere, hvilken af disse modeller, der giver det kvalitativt bedste og mest omkostningseffektive -patientforløb.

Lokale (og nationale) forhold vil øve en væsentlig indflydelse herpå.

Derimod er det af afgørende betydning, at den indholdsmæssige del af den ortogeriatriske indsats kvalificeres og optimeres i et tæt samarbejde mellem ortopædkirurg, geriater og øvrige tværfaglige samarbejdspartnere.

Det første skridt i den rigtige retning kunne være at samle frakturpatienterne på et sengeafsnit med henblik på kvalificering/vidensdeling i lighed med organisering af apopleksibehandlingen på særlige apopleksiafsnit og understøtte udredning og behandling ved hjælp af lokale kliniske vejledninger, der kan udmønte referenceprogrammets anbefalinger.

Data fra Danmarks Statistikbank viser, at hyp-pigheden af »brud af lårbenshals« gennem en årrække har været faldende, men aktuelt er stigende. Der er således al mulig grund til at iværksætte et samarbejde, som kan mindske hospitalsforbrug og hos den enkelte patient reducere risikoen for fald og nye frakturer.

Korrespondance: Ellen Holm, Geriatrisk Afdeling, Roskilde Sygehus, DK-4000 Roskilde. E-mail: ellh@regionsjaelland.dk

Interessekonflikter: Ingen