Skip to main content

Overenskomsten kvalitetssikres

Journalist Klaus Larsen, klaxis@journalist.dk

31. okt. 2005
4 min.

Der var bred enighed, da Yngre Lægers repræsentantskab evaluerede OK-processen positivt, fra indsamling af medlemmernes krav til den endelige urafstemning.

En af de få dråber malurt i debatten handlede om, at for få - kun ca. 40 pct. - havde ulejliget sig med at stemme om OK-resultatet.

Til gengæld stemte overbevisende 70 procent ja.

Medlemmer følte sig hørt

Nu skal overenskomstforhandlingerne - fra valget af forhandlingsmodel over forhandlingsfællesskaber og samarbejde til medlemsinformation evalueres for at undersøge, om noget skal gøres anderledes næste gang - i 2008.

Denne gang var forhandlingerne kendetegnet ved, at bestyrelse og forhandlingsdelegation systematisk har søgt at involvere medlemmer, tillidsfolk og repræsentantskab i formuleringen af krav, og informationer om de enkelte faser i forhandlingerne er flydt i en lind strøm, hvad der også høstede megen ros på repræsentantskabsmødet den 28. april.

»Det har været den mest nærværende overenskomstforhandling, jeg har været med til«, sagde amtsreservelægerådsformand Mads Koch Hansen. Han havde tidligere oplevet, at indsamlingen af krav var foregået noget distanceret fra medlemmerne. Denne gang havde det været lige modsat, hvilket ikke mindst skyldtes, at forhandlingerne var blevet »vendt på hovedet«, således at man faktisk kom til at føle, »at det var vores egen overenskomst, det handlede om« og ikke noget, der foregik ved store, fjerne forhandlingsborde i AC og KTO.

Denne fremgangsmåde havde - uden at man dog ligefrem kunne tale om tilløbsstykker - sikret en mærkbart stigende interesse fra medlemmernes side, lød det.

Enkelte talere henviste til det store ja-flertal som argument for, at man måske burde overveje at droppe de dyre ekstraordinære repræsentantskabsmøder og urafstemninger.

Det blev dog kraftigt afvist af andre: For det første betyder et stort ja i år ikke, at man automatisk kan give fremtidige forhandlingsresultater det blå stempel; og for det andet er et stort flertal for resultatet en vigtig markering over for de grupper, som ikke er tilfredse med et resultat, og som ville være svære at sælge et resultat til, som kun er en bestyrelsesbeslutning.

Task force mod vagtmisbrug

Da et ekstraordinært repræsentantskabsmøde anbefalede et »ja« til overenskomstresultatet, besluttede det samtidig, at overenskomsten skal følges op med en »kvalitetssikring«.

Overenskomstresultatet skal følges op på en række områder, som Lisbeth Lintz, formand for YL's Overenskomst- og Aftaleudvalg (OAU) orienterede om. Ikke mindst vagtområdet, som har vakt stærk debat ved de sidste 2-3 overenskomstforhandlinger.

§ 21, stk 5

Den afgørende nyhed er denne gang overenskomstens paragraf 21, stk. 5, hvor det nu siges klart, at de yngre læger har ret til en forhandling med arbejdsgiveren, hvis vagterne på en afdeling opfattes som for belastende.

»Det bliver en kæmpeopgave. Fra et tæt samarbejde med arbejdsgiverne har vi dokumenteret, at der er mindst 75 vagtlag i Danmark, hvor belastningen er så høj, at vi mener, det er for meget« sagde Lisbeth Lintz.

Planen er nu at etablere en »task force«, der kan rykke ud med hjælp til problemafdelinger med ekspertise fra både sekretariat og YL-politikere.

»Task forcen kan tage hånd om både dokumentation og forhandling. Og skulle det vise sig, at der efter flere forhandlingsmøder ikke sker ændringer, kan vi i hvert fald sikre grundig indrapportering til den styregruppe, der ifølge overenskomsten også skal nedsættes, således at det i det mindste dokumenteres, at en arbejdsgiver ikke er parat til at gøre noget ved et problem.«

Styregruppen har ganske vist ikke givet livstegn endnu. »Men Yngre Læger har ladet Amtsrådsforeningen forstå, at vi forventer det første møde inden sommerferien«, sagde Lisbeth Lintz.

»Dette er ikke et projekt, der kan vente til 2006, 2007 eller 2008. Det er noget, vi skal i gang med - nu.«

Lisbeth løftede desuden sløret for et nyt projekt med at udarbejde en slags instruks for at løse OK-problemer ude på afdelingen - f.eks. hvad gøres når arbejdsgiveren nægter en at holde ferie.

Slankning

Yngre Lægers repræsentantskab skal slankes. At sammenkalde de mange medlemmer er en bekostelig affære, som tilbagevendende diskussioner vidner om. Et »slankere« repræsentantskab vil være billigere at sammenkalde, og derfor også en mere smidig størrelse at operere med - en størrelse, der samtidig tager højde for, at de mange amter bliver til færre, men større regioner.

Slankningen er allerede gennemdrøftet på tidligere repræsentantskabsmøder. Mødet den 28. april kunne derfor uden større debat enstemmigt vedtage

  • at der til valggruppe B (valgkredsenes repræsentanter) vælges en repræsentant for hver påbegyndt 150 medlemmer i valgkreden (mod hidtil en pr. påbegyndt 100)

  • at valggruppe A (gruppen af yngste læger, GYL), slankes lidt mindre end først foreslået, men således, at den afspejler slankningen i valggruppe B