Skip to main content

Overlæge tyr til politik i kampen for psykiatrien

Uacceptable forhold for medarbejdere og patienter i psykiatrien har fået overlæge Peter Møller Andersen til at opstille en psykiatriliste til regionsrådsvalget. For når han slutter sit arbejdsliv, skal det gerne være med ro i sjælen og viden om, at han gjorde, hvad han kunne for psykiatrien.

Urimelige forhold i psykiatrien har fået funktionsledende overlæge Peter Møller Andersen til at gå ind i politik. Foto: privat
Urimelige forhold i psykiatrien har fået funktionsledende overlæge Peter Møller Andersen til at gå ind i politik. Foto: privat

Kristine Buske Nielsen, krn@dadl.dk

12. apr. 2017
4 min.

Psykiatrien har længe skreget op om, at nu kan der ikke skæres mere. Og særligt i Region Midtjylland er de hårdt ramt, hvor hospitalerne har færre sengepladser og mindre personale sammenlignet med de øvrige regioner. Men hvad gør man, når politikerne ikke vil lytte, selvom personalet er ved at vælte omkuld af pres, og forholdende er til fare for både ansatte og patienter? Man går da selv ind i politik.

Det var i hvert fald sådan funktionsledende overlæge på Arhus Universitetshospital, Risskov, Peter Møller Andersen, tænkte, da han for nylig besluttede sig for sammen med sine kollegaer at oprette en psykiatriliste til det kommende regionsrådsvalg. Et projekt, der måske kan lyde for ambitiøst for nogle, men som Peter Møller Andersen selv tror på kan lade sig gøre ved at samle læger, sygeplejersker, en præst, social- og sundhedsassistenter og socialrådgivere.

”Vi regner med at stille en liste med gode kandidater fra alle fagområder. Det er ikke kun en kamp for læger eller for sygeplejersker. Det er en kamp for vores patienter, og den har alle faggrupper, der er ansat i psykiatrien, tilfælles”, siger Peter Møller Andersen og fortæller, at listen indtil videre har ti kandidater.

Idéen til listen kom som en strøtanke. Overlægerne fra Arhus Universitetshospital, Risskov, var samlet for at diskutere, hvordan de skulle få råbt regionspolitikerne op, da Peter Møller Andersen pludselig foreslog selv at opstille en liste i stedet for at stå og se fortvivlet med fra sidelinjen. Det fortæller Peter Møller Andersens kollega og gode ven overlæge på Arhus Universitetshospital, Risskov, Ea Bøhm Jepsen.

”Da han sagde det, tænkte jeg: ,hold da op’. Det ville jeg aldrig selv gøre, fordi politik er et stort område, der hurtigt kan føre mange ting med sig. Men her viser han, at han er en ildsjæl”, siger Ea Bøhm Jepsen.

Faktaboks

Fakta

Vil gøre alt for psykiatrien

Det er ikke nyt for Peter Møller Andersen at engagere sig i politik. Han var medlem af SF fra 1985 til 2005, hvor han hjalp med at hænge valgplakater op og dele flyers og gode budskaber ud, men uden selv at stille op.

Det var heller aldrig Peter Møller Andersens mening med Psykiatrilisten selv at blive kandidat. Han har travlt med en dobbelt funktionsledende overlægestilling på to sengeafsnit og som tillidsmand for resten af husets overlæger. Men efter at have været i rampelyset hos flere medier har pres fra kollegaer fået ham til alligevel at overveje at stille op som kandidat på listen.

”Jeg tænker ikke, der er behov for, at han stiller op for at gøre en forskel. Han kan sagtens gøre sin indflydelse gældende fra gulvet. Men jeg tror, at han kan trække flere stemmer ved at stille op, fordi han har vist i medierne, at han tør stå frem og sige sin mening”, siger Ea Bøhm Jepsen, der kender Peter Møller Andersen gennem flere år.

De har svedt sig igennem medicinstudiet sammen, og i dag inviterer Peter Møller Andersen somme tider Ea Bøhm Jepsen over til en god steg og en hyggelig snak uden for arbejdet.

”Peter er en rummelig fyr. Hvis der er noget, der går mig på, kan jeg altid komme til ham og brokke mig eller få relevant sparring. Men han holder heller ikke sin mening tilbage. Han er altid klar til at gå ind i en faglig diskussion”, siger Ea Bøhm Jepsen.

For Peter Møller Andersen er det nødvendigt at lægge alle kræfter i sit arbejdsliv, for at han en dag kan forlade det med ro i sindet.

”Kirurger bruger en kniv, medicinere giver en pille. Men for mine patienter er recepten ofte et godt bosted og et godt socialt liv. Jeg har bare ikke ordinationsret til at sørge for, at det bliver sat i værk. Derfor er jeg nødt til at kæmpe politisk. Den dag, jeg slutter min arbejdsliv, vil jeg gerne kunne tænke, at jeg gjorde alt, jeg kunne, for at fremme de psykiatriske patienters vilkår. Og hvis det er at være i regionsrådet og kæmpe der, så er det det, jeg gør”, siger Peter Møller Andersen.