Det skyldes ikke mindst, at der er mange faktorer, der spiller ind på, når man skal estimere. For eksempel inden for thoraxkirurgi:
”Voresspeciallægers aldersfordeling kan godt være lidt farlig. De fleste er fra midt i 50’erne til midt i 60’erne. Så vi har en risiko for, at vi mangler speciallæger om ti år. Men det er vores vurdering, at indsatsen inden for forebyggelse og den generelle udvikling inden for medicin betyder, at vi ikke kommer til at mangle folk. Danskernes generelle sundhedstilstand og nye invasive behandlingstiltag bedres i takt med, at vi mister speciallæger”, siger Lars Peter Riber.
I 2012 var der 84 thoraxkirurger i beskæftigelse. I 2014 forventes der at være 79.
Hvordan har I det med at jeres fag bliver mindre?
”Der er jo ikke nogen, der har lyst til at være små. Men vi har heller ikke lyst til at have en overproduktion, så vi skal sende en masse speciallæger i arbejdsløshed. Men vi er dog lidt kede af, at vi er blevet meget vagtbelastede. Når vi ikke er så mange, er der heller ikke mange til at dække vagten. Det kan godt true vores evne til at tiltrække folk til specialet”.
Inden for thoraxkirurgi har man skåret ned, og nu er der umiddelbart udsigt til status quo. Men måske er turen til at bremse op nu kommet til kirurgien. Det mener Niels Qvist.
”Fra kolleger i uddannelsesstillinger hører jeg ofte, at der er for få håndværksmæssige udfordringer. Og der skal jo være noget relevant at lave for lægerne. Derfor skal man måske skære ned på antallet af uddannelsespladser inden for nogle områder af kirurgien fremover, så kirurgerne beholder fagligheden og får den nødvendige træning og vedligeholdelse i at operere. Man kan ikke være kirurg og så sidde ved en computer eller på ambulatoriet fra morgen til aften”.
Ligesom med thoraxkirurgi er det ændrede behandlingsformer, der påvirker behovet inden for kirurgien, hvor lidelser, der tidligere blev behandlet med kirurgi, nu behandles medicinsk, f.eks. mavesår.
Komplekst
Andre specialer har en forventning om at vokse i de kommende år. Det faktum, at der bliver flere og flere ældre, betyder et større behov for geriatere. Det mener selskabet selv, og det er allerede afspejlet i den seneste dimensioneringsplan, hvor der lægges op til en stigning på 258 procent i 2040. Udgangspunktet er relativt lavt – i 2015 var antallet af geriatere 107. I 2040 skal der være 383.
”Vi regner med, at ældre de sidste 2-5 år bliver plejekrævende og vil have øget behov for hospitalsindlæggelser. Dansk Geriatrisk Selskabs generelle plan er, at ældre patienter som hovedregel skal ligge på en geriatrisk afdeling, hvor lægerne er geriatere, som er de brede internmedicinere, der dækker 80-90 procent af alle indlæggelser”, siger formanden Kim Otto Jacobsen.
Ligesom der er mange faktorer, der skal tænkes med, når dimensioneringsplanen skal lægges, er der mange interessenter.
Det afspejlede et debatmøde, som De Lægevidenskabelige Selskaber og Lægeforeningen havde indkaldt til for nylig, hvor specialeselskaberne diskuterede dimensioneringsplanen. Formanden for Lægeforeningens udvalg for uddannelse og forskning, Mads Skipper, indledte med at ridse elementerne (se boks), der påvirker dimensioneringsplanen, op og afsluttede med spørgsmålet: Hvem har overblikket? Svaret hang i luften, men ”ingen” var nok det svar, han hældede til.
Ifølge formanden for De Lægevidenskabelige Selskaber, Henrik Ullum, ser udfordringen sådan ud:
”Vi skal have det antal speciallæger, vi skal bruge. Ikke for mange, ikke for få, og med de rigtige specialer, hvis vi skal undgå lægemangel”.
Han tilføjer:
”Der er er mange interessenter i spillet om dimensioneringsplanen”.
Således er det ikke bare behandlingsformer og sygdomsbillede, men også politiske beslutninger, der i sidste ende kommer til at betyde noget. Supersygehusene, der samler behandlinger, kan indvirke på behovet for visse speciallæger på de mindre sygehuse. Der er andre politiske initiativer på vej, som kan få indflydelse. Udvalget om det nære sundhedsvæsen kan f.eks. godt ende med at opjustere behovet for praktiserende læger. Får vi et akutspeciale, som et udvalg er i gang med at vurdere, vil der gå uddannelsespladser fra ortopædkirurgi, intern medicin og kirurgi til uddannelsesstillinger i akutmedicin, er vurderingen. Endelig er der lægedækningsudvalget – hvad gør man ved lægemanglen i især yderområderne?
Status quo
Kikkerten rettes uvægerligt mod almen praksis, som udviklingen kan få store konsekvenser for. Det redegjorde praktiserende læge Gunver Lillevang, DSAM, for på debatmødet: Supersygehusene, der samler behandlingen, vil lægge flere opgaver over på det nære sundhedsvæsen, som derfor skal styrkes. Den voksende mængde ældre skal behandles og vil lægge mere beslag på praksis, de kortere indlæggelsestider vil ligeledes kræve mere af almen praksis. Alt i alt mener Gunver Lillevang, at der skal uddannes 120 ekstra praktiserende læger om året.
Men hvor skal de 120 pladser komme fra? Og hvis der skal laves et akutmedicinsk speciale, og hvis der skal uddannes flere geriatere, hvor skal de uddannelsespladser komme fra? Spørgsmålet stod klart: Kommer der flere uddannelsespladser?
Knap så klart var svaret fra Sundhedsstyrelsen. Der er ikke umiddelbart lagt op til at udvide det samlede antal uddannelsespladser for speciallæger inden for den næste dimensioneringsperiode, var signalet fra Lisbeth Høegh-Jensen.
Rekrutteringsproblemer
Det er ikke godt nyt for de specialer, der har problemer med at rekruttere. ”Hvordan skaffer vi kvalificerede folk?”, lød spørgsmålet fra flere overlæger fra afdelinger, der har allerede nu har rekrutteringsproblemer.
For det er også en sandhed: at flere specialer har rekrutteringsproblemer. Således har geriatrien – som der vil blive mere brug for – vakancer. Der blev i 2015 opslået 27 uddannelsespladser, og 20 blev besat.
Men rekrutteringsproblemer i visse specialer – og i geografiske områder – skal ikke løses via dimensioneringsplanen. Det siger formanden for De Lægevidenskabelige Selskaber, Henrik Ullum, til Ugeskrift for Læger efter debatmødet:
”Mødet viste, at der er her og nu er en betydelig mangel på speciallæger i flere specialer. Især manglen i almen medicin gjorde indtryk”, siger han og tilføjer:
”Tilbagemeldingerne fra specialerne var generelt, at dimensioneringsplanen ikke kan løse specialemæssige og geografiske rekrutteringsproblemer. Hvis man slår flere uddannelsespladser op i yderområder, risikerer man, at disse forbliver ubesatte, og det vil øge manglen på speciallæger på sigt. Samtidig er der en risiko for, at lægerne i stedet søger deres uddannelse i vore nabolande og ikke vender tilbage til Danmark efter endt speciallægeuddannelse. Så er man rekrutteringsmæssigt lige vidt. I stedet skal man bruge faglig profilering og gode arbejdsforhold, som er faktorer, der dokumenteret kan tiltrække og fastholde arbejdskraft”.
Henrik Ullum pointerer også, at effekten af de store kandidatårgange endnu mangler. Optaget af medicinstuderende er vokset, men de første vil først begynde at søge uddannelsespladser om 3-4 år.
”På lang sigt tror jeg ikke, at der bliver lægemangel i Danmark. Der er et problem her og nu sine steder, men når de store årgange kommer, tror jeg, det vil være løst”, siger han.
