Panum opruster med professorer

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, Panum Instituttet, opslår umiddelbart efter sommerferien otte professorater i basalfagene.

Dekan Ralf Hemmingsen betegner initiativet som en strategisk satsning på at tilføre forskningen et tiltrængt løft.

»De dårlige og stadigt vanskeligere forhold for grundforskningen må høre op. Derfor har vi blandt andet besluttet at opslå otte professorater i forskellige basalfagsområder, og vi vil følge op med en ny runde opslag med professorater om ca. et år. Selv om økonomien er presset, kan det ikke nytte, at vi sætter udviklingen i stå. Vi har været for restriktive i København med at opslå professorater«, udtaler Ralf Hemmingsen.

Pengene til de otte professorater har han fundet internt ved en skarp prioritering. Han vil endnu ikke røbe, hvilke områder som er blevet henholdsvis ned- og opprioriteret, eftersom stillingerne ikke er offentliggjort endnu.

Ralf Hemmingsen nævner, at satsningen skal ses som et nødvendigt initiativ for at rekruttere og fastholde yngre og stærke forskere i basalfagene.

Han kan af gode grunde ikke love stillingerne til læger, men understreger, at han meget gerne så læger i stillingerne, for der er relativt få læger, som underviser i basalfagene.

»Det ville være godt, hvis vi kunne nå op på, at halvdelen af underviserne var cand.med.er, men tallet ligger væsentligt under i dag«, oplyser han.

Ud over flere professorater så Ralf Hemmingsen gerne flere stillinger som post.doc., som er betegnelsen for niveauet mellem ph.d. og lektor eller professorat. Derved får fakultetet endnu en mulighed for at tiltrække og fastholde forskningstalenter. Kombinationsstillinger - halvt forskning, halvt klinik - ville også være en god mulighed, nævner Ralf Hemmingsen.

Endnu en løsning efter hans hoved var at lade en ph.d. indgå som formel del af speciallægeuddannelsen, som også er et emne i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse under Sundhedsstyrelsen.

Men de fysiske rammer og, især, lønnen kan vise sig at være de måske største barrierer for at give forskningen det fornødne løft.

»Vi skal i det mindste kunne tilbyde faciliteter, som er tidssvarende. Men for at det kan blive til virkelighed, har vi her og nu brug for 50 til 60 mio. kroner bare for at bringe de eksperimentelle faciliteter ajour med udviklingen«, mener Ralf Hemmingsen.

Lønnen til forskerne er uden for Ralf Hemmingsens rækkevidde, men han har fx kun hovedrysten over for de tillæg på maksimalt op til 50.000 kroner årligt, som en professor typisk får. Foruden lønforhøjelse skulle de måske have 500.000 kr. om året til forskningsaktiviteter og løfter om ansættelse af et par forskningsassistenter, mener dekanen.

Ralf Hemmingsen håber og tror på en snarlig statslig tilførsel af midler. Andelen af midler fra private er i forvejen høj - på enkelte institutter er op mod halvdelen af de ansatte lønnet af private. En tredje donor kunne være amterne, påpeger Ralf Hemmingsen.

»De forskningsbevillinger, som ligger i tilskuddet til sygehusene, kunne det måske være klogt at kanalisere via universiteterne, så pengene kunne tjene til at styrke samarbejdet mellem basalfagene og de kliniske fag«, udtaler han.

Ralf Hemmingsen mener, at Københavns Universitetshospital, som er betegnelsen for det universitetsbaserede samarbejde mellem Panum Instituttet, H:S og Københavns Amts Sygehusvæsen samt Steno Diabetes Center, kunne være et eksempel på det rette forum til at koordinere og uddele forskningsmidler, men Københavns Universitetshospital har efter dekanens mening desværre ikke den funktion i dag.