Patienterne bliver meget glade

Malika Setti er en munter og livlig marokkansk kvinde, og den ene af de to kulturelle mediatorer på universitetshospitalet UZ Brussel. Den anden er tyrkisk. De fungerer som tolke og bindeled mellem sundhedspersonalet og de to største indvandrergrupper fra Tyrkiet og Marokko og er tilknyttet hospitalets plejeafdeling.

Malika Setti taler fransk, flamsk, arabisk og berberisk og har gennemgået en tre-årig mediatoruddannelse.

»Min første opgave om morgenen er at gå en runde på stuerne med marokkanske patienter. Og her koncentrerer jeg mig først og fremmest om 1. generations indvandrerne. De fortæller mig, hvis der er noget, de ikke forstår og om der er problemer på anden vis, og så bringer jeg det videre til sygeplejerskerne. Sagen er jo, at disse patienter tit siger ja, ja, selv om de ikke har forstået, hvad lægen eller sygeplejersken forklarer. Men alene det, at jeg går denne runde, gør patienterne meget glade,« fortæller hun.

Hendes udsagn bekræftes af de undersøgelser, som den statslige mediationsenhed har foretaget. Alene det faktum, at hospitalet har en person som Malika Setti, betyder, at minoritetspatienterne føler sig bedre tilpas og mindre ensomme.

En patient udtrykker det sådan: »dette at møde en landsmand på hospitalet giver dig en følelse som om dit hjerte åbner sig.«

Malika Setti bliver også brugt af 2. generations indvandrerne, selv om de taler fransk.

»Vi er tit inde på problemer, der følelsesmæssigt er vanskelige at tale om og hvor patienten føler sig mere tryg på sit modersmål. Det kan være fra kontraception til massive familieproblemer som skilsmisse, børnemishandling eller incest,« fortæller hun.

Hendes job består også i at løse op for konflikter, som i øvrigt tit bunder i sproglig uformåenhed.

»En patient siger f.eks. til sygeplejersken ,hent et glas vand.` Sygeplejersken føler sig stødt og møder patienten med uvilje, hvorefter han oplever hende som racist. Men i virkeligheden bunder det i, at han ikke forstår at udtrykke sig,« siger Malika Setti.

Hun har desuden opgaver med sundhedsoplysning. En del marokkanere og tyrkere har diabetes, og det er især svært at formidle oplysning til kvinderne, fordi mange er analfabeter. I praksis sker det bl.a. på den måde, at hospitalet samler en gruppe patienter, en kulturel mediator samt en læge eller sygeplejerske.