Skip to main content

Pensionskasse: Vi bliver ikke helt fri for tobaks-investeringer

LÆGEMØDE: Investeringer i tobaksfirmaer for 3 mio. kr. ud af 80 mia. kr. kan ikke gøres meget mindre. Men vi forsøger, understregede direktør i Lægernes Pension.

Chresten Dengsøe er direktør i Lægernes Pension. Foto: Palle Peter Skov
Chresten Dengsøe er direktør i Lægernes Pension. Foto: Palle Peter Skov

Anders Heissel, ah@dadl.dk

29. apr. 2017
4 min.

I alt 3 mio. kr. af lægers pensionspenge endte sidste år som investeringer i tre konkrete tobaksfirmaer forskellige steder i verden. Men det beløb skal ses ud af en samlet investeringspulje sidste år på i alt 80 mia. kr., og tobaksinvesteringerne kan være svært at få meget længere ned.

Det sagde Chresten Dengsøe, direktør i Lægernes Pensionskasse ved generalforsamlingen i Lægernes Pension i Kolding fredag.

”De tre millioner kroner udgør en så lille del af investeringen, at I som læger ikke tjener penge på tobaksfirmaer. Men vi investerer i tobaksfirmaer, fordi vi via en tredjepart (amerikansk investeringsfirma, red.) investerer 1 mia. kr., hvor de firmaer så udgør en meget lille del. Og vi kan ikke få det investeringsfirma til at ændre strategi, fordi vi udgør en så lille del af deres portefølje. Vi kan så acceptere de 3 mio. kr. eller trække hele den samlede investering på 1 mia. kr. og investere andre steder. Men selv hvis vi gjorde det, ville det næppe være muligt at investere 100 pct. tobaksfrit,” sagde Chresten Dengsøe.

Emnet blev taget op på generelforsamlingen, fordi Jyllands-Posten fornylig satte fokus på, hvordan Lægernes Pension investerer i firmaer, der enten sælger eller producerer tobak.

Og som fik Michael Borre, overlæge og formand for DMCG, til at kalde "paradoksalt, at vi som læger efter et langt arbejdsliv med behandling af bl.a. rygerelaterede skader, under pensionen skal leve af tobakssalg."

De andre gør det meget mere

Men Chresten Dengsøe fremhævede på generalforsamlingen, at mens lægerne i 2016 investerede 3 mio. kr. i tobaksaktier, investerede andre faggrupper meget mere. Magistre, arkitekter og dyrlæger investerede i alt 667 mio. kr., jurister, økonomer og ingeniører i alt 311 mio. kr. mens skolelærerne investerede 235 mio. kr. i tobaksaktier.

Han understregede dog også, at pensionskassen nu vil gøre endnu mere for at investere endnu mindre i tobak.

”Vi bliver nok ikke fri for tobaksinvesteringer alene af den grund, at 1,1 mia. mennesker ryger, og mange virksomheder har med tobak at gøre i et større eller mindre omfang. Men vi vil nu undersøge, hvad andre investorer, som ønsker at være tobaksfri, gør, og vi vil undersøge mulighederne for at indføre bagatelgrænser f.eks. for, hvor meget tobak må udgøre af et selskabs aktiviteter og i vores samlede formue,” sagde han.

I min verden er der ingen bagatelgrænse, når der handler om rygning, der slår så mange mennesker ihjel. Finn von Eyben, speciallæge i intern medicin og onkologi fra talerstolen

Ingen bagatelgrænse for mig

Fra talerstolen var speciallæge i intern medicin og onkologi Finn von Eyben kritisk.

”I min verden er der ingen bagatelgrænse, når der handler om rygning, der slår så mange mennesker ihjel. Og hvis I som pensionskasse siger, at I ikke kan gøre noget, fordi det investeringsfirma alligevel ikke vil høre på jer, så skubber I ansvaret fra jer. Jeg mener, at det er et grundprincip i social ansvarlighed, at vi ikke som læger skal investere i tobak,” sagde Finn von Eyben.

Anna Inger Roe Rasmussen fra Yngre Læger slog også fast, at bestyrelsen skal fortsætte kampen, ”for ellers rykker vi os ingen vegne på dette vigtige område”.

Der var dog også andre, der støttede bestyrelsens måde at håndtere opgaven på, og fremhævede proportionerne, bl.a. Bjarne Skjødt Worm fra Yngre Læger.

”Jeg vil være meget ked af binde bestyrelsen på hænder og fødder og gøre det mere besværligt for jer at forvalte formuen. Jeg er stolt af, at det er så lidt som tre mio. kr.” sagde han.

Faktaboks

Fakta

Nej til penge i fossile brændstoffer

Udover tobaksfirmer blev investeringer i fossile brændstoffer diskuteret. Og på generelforsamlingen blev vedtaget et forslag, der satte bestyrelsen i gang med et arbejde mod en fossilfri investeringsforening i Lægernes Invest.

Investeringer i tobaksfirmaer, fossile brændstoffer og andre firmaer gav i 2016 pensionskassen et afkast på 8,5 pct., der ifølge direktøren ligger i den øverste fjerdel blandt andre pensionskasser. Og set over en periode på 25 år har Lægernes Pension et årligt afkast på i gennemsnit 8,0 pct. mod et gennemsnit blandt alle pensionskasser på 7,2 pct.

Desuden kunne Lægernes Bank præstere en markant fremgang blandt kunderne, så der i 2016 blev 3100 nye kunder, så banken i alt har 35.000 kunder.