Skip to main content

Plejehjemslæger kan hjælpe med den svære samtale om døden

FOLKEMØDE - Den svære snak om døden med især ældre patienter kan faste plejehjemslæger være med til tage – og dermed bryde et tabu, sagde PLO-næstformand.

Niels Ulrich Holm, næstformand i PLO, Ove Gaardboe, overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Michael Teit Nielsen fra Ældre Sagen, Henriette Ry Nielsen, hospitals- og sognepræst og Karen Stæhr fra FOA.
Niels Ulrich Holm, næstformand i PLO, Ove Gaardboe, overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Michael Teit Nielsen fra Ældre Sagen, Henriette Ry Nielsen, hospitals- og sognepræst og Karen Stæhr fra FOA.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

19. jun. 2016
3 min.

Når praktiserende læger bliver en fast bestanddel af landets plejehjem, kan de i høj grad være med til at bane vejen for den svære samtale om døden med patienterne – og dermed kan et tabu brydes både hos både læger og patienter.

Det sagde Niels Ulrich Holm, næstformand for PLO, søndag til et velbesøgt debatmøde på Folkemødet på Bornholm.

”Når vi får faste plejehjemslæger, så får vi også en helt anden mulighed for at tage den svære samtale om døden med de ældre beboere. Og desuden får vi også mulighed for at uddanne de ansatte på plejehjemmet, så de står bedre rustet – også til at forberede de ældre på, at vi som læger kommer og tager den svære samtale,” sagde Niels Ulrich Holm.

Debatten handlede om, hvordan både læger, pårørende og andre sikrer, at flere får et værdigt forløb frem mod døden, hvor patienter og pårørende har hovedrollen, og hvor der er plads til individuelle ønsker. Og med den nye aftale mellem staten, PLO, KL og Danske Regioner, der fremover sikrer en fast læge på plejehjemmet, vil det skabe en bedre ramme om den samtale som er så nødvendig, understregede Niels Ulrich Holm.

”Som praktiserende læge oplever jeg samtalen om døden som et kæmpestort tabu. En af barriererne er selve samtalen med patienten. Når en svækket cancerpatient står over for to måneders kemobehandling, er jeg nødt til at spørge patienten, om vedkommende er i live om et halvt år, og om kemobehandling er det rigtige. Det er svært for mig at spørge om, og patienterne undslår sig tit og spørger, hvorfor vi skal snakke om det. Men det skal vi, hvis patienten skal have en god sidste del af livet. Desuden er kontakten til de pårørende enorm vigtig, fordi de også en meget stor andel i at få snakket igennem med patienten, hvordan den sidste del af livet skal være,” sagde Niels Ulrik Holm.

Som praktiserende læge oplever jeg samtalen om døden som et kæmpestort tabu. Niels Ulrik Holm, næstformand for PLO

Debatten handlede også om, hvor usikkert det er, om patientens ønske om livsforlængende behandling i form af forsøg på genoplivning med hjertestarter eller ej når de rette mennesker i rette tid. En praktiserende læge fra tilhørerne fortalte, at selv hvis hendes patient på hospitalet havde sagt, at han ikke ønskede forsøg på genoplivning, når han kom tilbage på plejehjemmet, skulle det ønske bekræftes af hende som praktiserende læge. Og det kunne skabe en kaotisk situation, hvor hun i al hast – mens han lå døende på plejehjemmet – skriftligt skulle bekræfte hans ønske over for plejehjemmets ansatte, så de ikke satte genoplivning i gang.

”Det er ikke værdigt, at patientens ord ikke er gyldigt,” sagde den praktiserende læge.

Ove Gaardboe, overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, påpegede, at det burde være naturligt, at patientens ønske fulgte patienten – som en slags vandrejournal.

Han understregede også problemet med, at ønsket i patientens livstestamente ikke altid er kendt på plejehjemmet.

”Hvis man dør mellem 8-16 på hverdage, så kan plejehjemmet få fat i den praktiserende læge, men det er jo uholdbart, så det skal poppe alle steder, hvad patientens ønske er, men det gør det ikke,” sagde Ove Gaardboe.

Michael Teit Nielsen, underdirektør i Ældre Sagen, foreslog, at livstestamentet kunne bæres som et slags sygesikringskort, så alle med sikkerhed vidste, hvad de enkeltes ønske var.