Skip to main content

PLO-formand om differentieret honorar: Lad os kigge på det

Vi er ikke fremmede over for differentieret honorar, men det skal være en del af et generelt løft for alle i almen praksis, siger PLO-formand, Christian Freitag.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

18. jan. 2017
2 min.

Hvis nogle praktiserende læger i fremtiden skal have mindre i honorar i forhold til andre læger afhængigt af, hvilke typer patienter de ser, skal det ske med en større fairness.

Det siger formanden for PLO, Christian Freitag, om den pose med et tre-cifret millionbløb, som regeringen er klar til at bruge på at sikre differentieret løn til landets praktiserende læger.

”Nogle praktiserende læger arbejder i dag mere end andre læger og tjener derfor også mere. Og i dag er det også sådan, at nogle ydelser er godt honoreret mens andre er dårligt honoreret, så hvis vi kan få en større fairness mellem den tid vi bruger på borgerne og det beløb, der følger med, så er vi helt åbne for en ny model. Vi kan sagtens håndtere, at der er forskel i lægers indtægt, men der skal være en fair fordeling mellem arbejdsindsats og honorar,” siger Christian Freitag og fortsatte:

”Hvis dette forslag favoriserer nogle enkelte praktiserende læger og andre læger bliver dårligere stillet, så har vi et problem med at fastholde lægerne,” siger PLO-formanden.

Vi kan sagtens håndtere, at der er forskel i lægers indtægt, men der skal være en fair fordeling mellem arbejdsindsats og honorar. Christian Freitag, PLO-formand

Han vidste ikke, at ministeren havde millionerne med, og havde af den grund flere helt grundlæggende spørgsmål til, hvordan pengene skal bruges.

”Der skal meget til, at regeringen sætter så mange penge af, så jeg tager det som et udtryk for, at regeringen vil almen praksis i fremtiden. Men vi har - helt naturligt - en del spørgsmål til om, hvordan de penge skal arbejde. Indgår midlerne i de nuværende overenskomstforhandlinger eller er det statslige midler, der er øremærket”,” sagde Christian Freitag.