Skip to main content

PLO: Ingen gratisarbejde

Torben Kitaj, tki@dadl.dk

20. apr. 2012
3 min.



Der er ikke udsigt til stigninger i aflønningen af de praktiserende læger ved de kommende overenskomstforhandlinger, men det forhindrer ikke PLO i at formulere krav og ønsker.

»Vi går ind i forhandlingerne om en ny overenskomst med en forventning om et økonomisk resultat, som i hvert fald vil bevare vores realindtægt«, sagde PLO-formanden Henrik Dibbern i sin mundtlige beretning på PLO's repræsentantskabsmøde.

Samtidig gjorde han opmærksom på, at både regionerne og kommunerne appellerer til de praktiserende læger om at løse flere opgaver:

»Det bliver helt umuligt, hvis Regionernes Lønnings- og Takstnævns vigtigste dagsorden er at begrænse aktivitetsstigningen i almen praksis«.

Tankerne om en ændret honorarstruktur blev kædet sammen med den stramme økonomi. Hvis regionerne ikke vil lukke op for pengeposen til løsning af nye opgaver, har det ingen interesse for PLO at omlægge honorarstrukturen. Den entydige stemning blandt repræsentanterne var, at der ikke skal løses flere opgaver uden ekstra betaling.

»Vi må signalere, at vi ikke påtager os flere nye opgaver uden flere penge. Der kommer ingen nyskabelser inden for it og ingen akkreditering af almen praksis«, sagde formanden for PLO Hovedstaden Birgitte Alling-Møller, og hun blev bakket op af adskillige andre talere, bl.a. næstformand Peter Magnussen, som sagde:

»Har de ingen penge med, kan de ikke få nogen varer«.

Kravene skal være fremsat inden den 1. juli 2012, og forhandlingerne skal være tilendebragt inden den 15. november 2012.

Lægemangelen skal tages alvorligt

Formanden for de praktiserende læger i Region Nordjylland Kaj Bernth slog på PLO`s repræsentantskabsmøde alarm ved udsigten til en snarlig akut mangel på praktiserende læger i Nordjylland.

»Om kort tid kommer vi til at mangle 100 praktiserende læger i Nordjylland. Regionen har en plan, men de vil ikke sige hvilken. Det bliver nok en anden aktør, der kommer ind. Og det er en løsning, der vil sprede sig. Nogle af vores medlemmer har over 3.000 patienter. Det går ikke, det går ud over kvaliteten og patientsikkerheden. Vi er også i konkurrence med regionen, som nu ansætter almenmedicinere i de fælles akutmodtagelser eller i regionsdrevne klinikker. Derfor må vi styre nynedsættelserne mere, så der kommer flere læger i de områder, hvor der er mangel«.

Støtte til PLO's syn på samarbejdet med industrien

Debatten om samarbejdet mellem læger og industri er vigtig, men nu må den føres videre i Lægeforeningens regi.

PLO's formand Henrik Dibbern har været meget aktiv og synlig i debatten om lægers samarbejde med medicinalindustrien, og han ønskede på repræsentantskabet en debat om formålet med diskussionen.

Flere repræsentanter bakkede op om PLO's udmeldinger og henviste bl.a. til den fempunktsplan, som blev vedtaget på et bestyrelsesmøde den 27. februar i år. I planen er der bl.a. forslag om, at der skal være fuld åbenhed om lægers biindtægter.

Men PLO i Region Syddanmark og Region Midtjylland gav udtryk for, at nu må sagen gøres til et standsanliggende for alle læger, og derfor rettelig bør fortsætte i Lægeforeningens regi, så der kan fokuseres på de kommende overenskomstforhandlinger.