Skip to main content

Privathospitaler behandler flere offentlige patienter

Privathospitalerne har igen fremgang af patienter henvist fra det offentlige, viser nye tal. Patientforening advarer om, at udviklingen kan få negative konsekvenser for det offentlige sundhedsvæsen.

(Foto: colourbox.com)

Anders Heissel, ah@dadl.dk

12. sep. 2014
2 min.

Langt flere patienter bliver henvist af det offentlige til behandling på landets privathospitaler.

I alt 5.000 flere patienter – svarende til en stigning på knap 10 pct. – blev henvist fra det offentlige til privat behandling i 1. halvår af 2014 sammenlignet med året før, viser nye tal fra Danske Regioner, skriver Jyllands-Posten.

Udviklingen skyldes primært regeringens løfte om at give syge en diagnose inden for 30 dage – udredningsretten – siger regionernes formand, Bent Hansen (S).

Vi har ingen problemer med at bruge de private som supplement til det offentlige, når det giver mening rent økonomisk og for den enkelte patient. Bent Hansen, formand for Danske Regioner (S)

»Det kræver en lang række undersøgelser at stille en diagnose, og når vi skal holde tiden, kan det være nødvendigt at købe nogle af ydelserne privat,« siger Bent Hansen til avisen.

Han ser stigningen som permanent.

»Det er nok en tendens, der vil fortsætte i de kommende år. Vi har ingen problemer med at bruge de private som supplement til det offentlige, når det giver mening rent økonomisk og for den enkelte patient,« siger han.

Formanden for Danske Patienter, Lars Engberg, advarer om konsekvenserne, hvis stigningen tager overhånd i de kommende år.

»Hvis privathospitalerne vokser massivt, kan det betyde, at regionerne, som jo betaler på privathospitalerne, bliver tvunget til at lukke afdelinger eller ikke kan få det nødvendige personale,« siger Lars Engberg.