Skip to main content

Privathospitaler får ny forening

Brancheforeningen for privathospitaler skifter navn og udvider med bl.a. Falck Healthcare. Målet er mere synergi mellem det offentlige og private sundhedsvæsen.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

1. apr. 2016
2 min.

Et mere sammenhængende sundhedsvæsen, hvor private udbydere af sundhedsydelser bliver tænkt mere og tidligere ind, når patienterne har brug for hjælp. Det er målet for en nydannet sammenslutning af privathospitaler og andre sundhedsvirksomheder med navnet Sundhed Danmark.

Det er Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK), der udvider sit fokus og sin medlemsskare, som kombinerer og koordinerer både de behandlende og de forebyggende virksomheder. Det betyder bl.a., at Falck Healthcare Holding bliver medlem.

Ambition er at kunne dække bredere til fordel for patienter og borgere, og sikre samarbejdet med det offentlige sundhedsvæsen i hele kæden, siger bestyrelsesformand Bent Wulff Jakobsen i en pressemeddelelse.

”På nuværende tidpunkt tænkes de private leverandører først ind, når de offentlige tilbud ikke kan leve op til fx behandlings- eller udredningsgarantier. Ved at gøre bedre brug af hinandens kompetencer og viden, rummer samarbejdet et langt større potentiale - særligt når øget vækst og beskæftigelse tænkes med som ønskede målsætninger, ” siger bestyrelsesformand Bent Wulff Jakobsen.

Og ifølge næstformand Thomas Kiær skal der være bedre samarbejdet mellem det offentlige og private sundhedsvæsen.

”Den nye forening skal arbejde for at skabe en stærkere synergi mellem de offentlige og private sundheds- og behandlingstilbud, således at begge sektorer bliver ligestillede i at bidrage til at skabe gode sundhedsløsninger og tilbud til borgerne,” udtaler næstformand Thomas Kiær.