Skip to main content

Professor: Ny lægegruppe skal styrke sundhedssamarbejde

LÆGEDAGE - Almen praksis’ samarbejde med kommuner og sygehuse skal styrkes, lød det samlede budskab tirsdag. En ny lægegruppe og personligt kendskab til hinanden blev foreslået som løsninger.

Der er brug for en helt ny lægegruppe, lød det fra læge og professor Flemming Bro efter en Lægedage-session om almen praksis’ fremtid. Foto: Claus Boesen
Der er brug for en helt ny lægegruppe, lød det fra læge og professor Flemming Bro efter en Lægedage-session om almen praksis’ fremtid. Foto: Claus Boesen

Nana Fischer, nanarosenvinge@msn.com

11. nov. 2014
2 min.

For at styrke fremtidens samarbejde i almen praksis, har vi brug for en helt ny lægegruppe. Sådan lød det fra læge og professor Flemming Bro, efter at han tirsdag havde været med i sessionen om almen praksis’ fremtid.

”I dag bliver vi meget fastlåste i diskussionen, fordi vi kun tænker i de systemer, vi har i dag,” sagde han.

Hans pointe er, at der er brug for en ny gruppe læger, der hverken er i praksis eller i sygehusene, til at binde sektoren sammen:

”Vi har brug for en gruppe læger, der kan tage sig af fælles patienter, der ikke behøver at komme ind på sygehuset, men som alligevel har behov for speciallægebehandling. En gruppe læger, der har overblik over hele patientgrupper og ved, hvordan man tilrettelægger håndteringen af grupper på tværs i systemet, forklarede han.

Flemming Bro brugte sin taletid under sessionen på at opridse de konkrete problemer, almen praksis står overfor: Flere kronikere og ældre patienter, den nedbrudte autoritet og familielægens udfordring i, at folk flytter rundt i landet mere end nogensinde før. Og for at håndtere udfordringerne er det afgørende at samarbejde og nytænke sektoren, forklarede han efter sit oplæg.

Knyt lokale bånd

Han var ikke den eneste, der lagde vægt på behovet for styrket samarbejde. Således talte også praktiserende læge Lars Foged om sine gode erfaringer på samarbejdsområdet i Skjern, som han gerne vil udbrede til hele landet.

”Det sker automatisk lokalt. Det personlige kendskab er helt unikt i det lokale samarbejde. Man skal ses omkring patienten igen og igen, holde små lokale møder og have lokale målsætninger, som man sætter fokus på. Så får man kendskab til hinanden,” sagde han.

Han erkendte, at det kan blive svært at indføre i store byer som København, men fastholdte at den ”lokale model” kan virke.

”Man behøver jo ikke som læge i Greve at tale med folk i Hundige eller Gentofte, der er vel også lokale enheder, hvor man kan knytte bånd mellem læger og kommunen,” sagde han.