Skip to main content

Psykiater fik job i Danmark trods sexdom i Norge

En dansk psykiater fik frataget sin autorisation i Norge, fordi han havde sex med en kvindelig patient, men skiftede navn og har i flere år haft job i Danmark. Først nu har endnu et forhold til en patient kostet den danske autorisation.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

9. sep. 2015
2 min.

Selv om en dansk psykiater fik frataget sin autorisation i Norge i 2010 efter at have haft et seksuelt forhold til en patient, nåede han efterfølgende at arbejde flere steder i Danmark. Først i august har psykiateren fået frataget sin autorisation i Danmark, skriver TV2 Nyhederne.

Inden da havde han skiftet navn og nåede at arbejde som psykiater i både Region Midtjylland og Region Nordjylland, men ingen af regionerne kendte til hans dom i Norge, da de ansatte ham.

"Jeg mener da, at når man har så alvorlig en sag, som der er tale om her, så bør der være overvejelser om at vi på en eller anden måde kan forbedre det, og det vil vi tale med Sundhedsstyrelsen om," siger Jan Mainz, der er vicedirektør i Region Nordjylland.

Psykiateren blev i 2008 i Norge anmeldt for at have sex med en kvindelig psykisk syg patient, og efter at have anket den første dom blev han dømt halvvandet års fængsel og fratagelse af sin autorisation i 2011. Efterfølgende flyttede han til Danmark, skiftede navn og fik med Sundhedsstyrelsens accept lov til at praktisere i Danmark. I 2014 var han ansat i Region Midtjylland, men sagde op efter, at han var anmeldt til politiet for et upassende intimt forhold til en patient. Herefter arbejde han i Region Nordjylland til august i år.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der er forskellige regler i Norge og Danmark for, hvornår man kan fratage autorisationen.

”Man skal tænke på, at en strafferetslig forseelse, som en seksuel krænkelse er, der foregår efterforskningen i anklagemyndighedens regi. Det vil sige, at anklagemyndigheden har mulighed for at nedlægge en rettighedsfrakendelse. Det, man på daværende tidspunkt gjorde i Sundhedsstyrelsen, var, at man sagde, at det var et anliggende for anklagemyndigheden, og så afventede vi hvad anklagemyndighedens konklusion så blev. Den procedure har vi rettet op i dag, således at vi har styrket vores samarbejde med anklagemyndigheden, så vi nu går ind parallelt med, at anklagemyndigheden efterforsker sagen og vurderer om vi har grundlag for midlertidigt at fratage autorisationen,” siger chef for styrelsens tilsyn Anette Lykke Petri til TV2 Nyhederne, der afviser, at kunne have informeret regionerne om lægens fortid.

”Vi har ikke juridisk grundlag for at gå ud med en generel advarsel om enkeltpersoner.”

Region Midtjyllands direktion vil nu tage sagen op i Danske Regioner for at drøfte, hvordan regionerne og Sundhedsstyrelsen fremover kan blive bedre til at dele informationer.