Skip to main content

Psykiatere: Ja til uanmeldte kontroller

Dansk Psykiatrisk Selskab støtter forslaget om, at Sundhedsstyrelsen skal tage på uanmeldte besøg hos psykiatere. Det er vigtigt at skabe den nødvendige tillid mellem patient og læge, siger psykiaternes formand.

Thomas Middelboe er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.
Thomas Middelboe er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

4. feb. 2015
2 min.

”Alle skal kunne tåle at få uanmeldt besøg.”

Sådan lyder det fra Thomas Middelboe, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab. Han mener, at uanmeldte besøg giver et mere virkelighedsnært billede af, hvordan speciallægers praksisser fungerer.

”Det er vigtigt at sikre kvaliteten af den lægelige behandling. Det er vigtigt, at patienten kan stole på psykiateren. Og det er vigtigt, at Sundhedsstyrelsen slår ned på de brodne kar, der måtte være,” siger han til Ugeskriftet.dk.

Det er vigtigt at sikre kvaliteten af den lægelige behandling. Det er vigtigt, at patienten kan stole på psykiateren. Og det er vigtigt, at Sundhedsstyrelsen slår ned på de brodne kar, der måtte være. Thomas Middelboe, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab

Omtalt sag – ikke incitament for kontroller

Det er blandt andet Bedre Psykiatri og Det Sociale Netværk, der opfordrer Sundhedsstyrelsen til at tage på uanmeldte besøg hos psykiaterne. Opfordringen efter sagen, hvor en psykiater i flere år praktiserede på trods af klager og indberetninger, som DR har beskrevet.

Thomas Middelboe mener dog ikke, at man kan sige, at sagen er et decideret incitament for, at styrelsen skal tage på uanmeldte kontroller.

”Her er der tale om en sag, hvor problemet har været kendt i årevis, uden at der er blevet gjort noget. Det havde et uanmeldt besøg ikke ændret på,” mener Thomas Middelboe, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Han uddyber, at der altid vil være brodne kar i alle brancher og specialer, hvorfor det derfor er vigtigt at føre tilsyn – blandt andet gennem uanmeldte besøg.

Nødvendigt med uanmeldte besøg

Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, mener også, at det kan være nødvendigt med uanmeldte besøg.

”Det er afgørende for patienternes tillid, at lægen har de rette kvalifikationer,” sagde han tirsdag til Radioavisen, DR P4.

Netop af samme grund mener Dansk Psykiatrisk Selskab, det er nødvendigt, hvorfor Thomas Middelboe er glad for, at Sundhedsstyrelsen er i gang med at forbedre tilsynet.