Selv om mange fagfolk var skeptiske over for pakkeforløb i psykiatrien, rummer de flere fordele end ulemper, erkender psykiatri-overlæge
Selv om mange fagfolk var skeptiske, da man i 2010 begyndte at indføre såkaldte pakkeforløb i psykiatrien, må både patienter og behandlere i dag indrømme, at pakkerne rummer flere fordele end ulemper.
Det skriver medlem af Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS), overlæge René Sjælland, i et blogindlæg på DPS' hjemmeside. Medaljens bagside er dog, at mange af de svageste patienter ikke rummes i pakkerne, mener han. Det drejer sig om f.eks. misbrugere og patienter med så svær angst, at de ikke kan møde op til behandlingen.
Indlægget beskriver historien bag indførelsen af pakkeforløbene, som var inspireret fra hjerte- og kræftområdet, og de betænkeligheder, som både psykologer og psykiatere gav udtryk for:
“Vi er ikke en pølsefabrik, men arbejder med mennesker, der indimellem handler uforudsigeligt, og som ikke bare sådan lader sig putte ind i forudbestemte behandlingspakkeforløb”. Sådan skrev fire psykologer i tidsskriftet PsykologNyt. ”De var bestemt ikke alene – mange psykiatere delte deres bekymring”, skriver René Sjælland.
Men psykiatrien var præget af lange ventetider på behandlingstilbud. For de hundredtusinder af danskere, som lider af ikke-psykotiske lidelser som angst, depression, spiseforstyrrelser og OCD kunne ventetiden på et behandlingstilbud være op til 12 måneder.
Derfor lancerede Danske Regioner i 2010 de første pakkeforløb i Region Hovedstaden. Man samlede herefter erfaringerne, og siden er ideen udbredt til landets øvrige fire regioner.
Pakkerne rummer en række grundelementer. Antallet af timer varierer, afhængig af diagnosen. Der er f.eks. 15 timer i en angstpakke, 18 timer i en depressionspakke, 29 timer i en PTSD-pakke og 59 timer i en pakke for emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse.
For at sikre at patienter med størst behov bliver henvist til den hospitalsbaserede behandling, har regionerne etableret et fælles visitationssystem i hver region. Henviseren skal blot beskrive de psykiatriske symptomer, tidligere behandlingstiltag, social status og sende disse informationer ind til den centrale visitation i regionen, hvor sygeplejersker og speciallæger i psykiatri tager stilling til den videre behandling.
Det skal sikre, at patienten får tilbudt behandling inden for to måneder, og i særlige tilfælde én måned. Er der usikkerhed om diagnosen, kan patienten få tilbudt en udredning i visitationen eller på udvalgte centre, som herefter kan henvise til behandling. Alt dette skal sikre, at selve udredningen ikke forsinker igangsættelsen af behandlingen.
Trods mange fordele, er der også ulemper ved pakkeforløbene, påpeger René Sjælland i sit indlæg. Det er især et problem, at misbrugere ”ofte lander mellem to stole”, idet pakkeforløbene kræver, at patienten skal have været stoffri i tre måneder inden henvisning.
Patienter, der har svært ved at møde op på behandlingsstedet, f.eks. på grund af svær angst, får heller ikke fuldt udbytte af pakketilbuddet og må i stedet klare sig med kommunale behandlingstiltag med støtte i hjemmet uden psykiatrisk behandling. Her efterlyser René Sjælland et ”overgangstilbud”, som kunne være et specialiseret, udgående team.
Overordnet vurderer han dog, at der er flere fordele end ulemper ved de psykiatriske pakkeforløb.
