Skip to main content

Psykisk syge foreslår: tag penge fra somatikken

Hvem kan ikke undvære en halv pct.? Sådan spørger de to store foreninger på det psykiatriske område, Sind og Bedre Psykiatri,

24. apr. 2014
1 min.

Hvem kan ikke undvære en halv pct.? Sådan spørger de to store foreninger på det psykiatriske område, Sind og Bedre Psykiatri, som ifølge Jyllands-Posten foreslår at tilføre psykiatrien flere midler ved at hente dem fra andre dele i sundhedsvæsenet.

”Det er et kontroversielt forslag, og vi får måske nogen på ørerne. Men i årevis har vi hørt på løfter om, at psykiatrien skal styrkes og sidestilles med de fysisk syge. Det er bare ikke sket”, siger Knud Kristensen, formand for Sind.

Den halve pct. af udgifterne til de fysisk syge udgør 363 mio. kr. om året, og i 2020 vil det betyde ekstra 2,2 mia. kr. til psykiatrien, hvis modellen bliver indført.

»Vi tror ikke længere på, at der er politisk vilje til at hente penge i forsvaret eller fra en Fermern-bro. Det eneste realistiske er at hente pengene inden for sundhedsvæsenet,« siger formand Ebbe Hemmingsen, Bedre Psykiatri.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) er enig i behovet for flere ressourcer til psykiatrien.

”Men at tage fra andre sygdomsgrupper er ikke en vej at gå. Psykiatrien skal indgå i en prioritering af det samlede sundhedsvæsen”, siger han til avisen.