Skip to main content

Publikation af kliniske retningslinjer i Danish Medical Bulletin

Redaktør Jacob Rosenberg

18. jun. 2010
3 min.

Der udarbejdes i disse år mange kliniske retningslinjer både i Danmark og i udlandet. Disse dokumenter kan have forskellig form og indhold. I en periode i Danmark blev der udgivet en del medicinske teknologivurderinger (MTV-rapporter). Herefter var der et flot initiativ med udarbejdelse af referenceprogrammer, som var evidensbaserede gennemgange af forskellige sygdomsområder med heraf følgende anbefalinger om klinisk håndtering. I øjeblikket udarbejdes behandlingsrekommandationer overvejende af de videnskabelige selskaber eller de offentligt støttede kliniske databaser, og arbejdet offentliggøres typisk på dansk på selskabernes eller databasernes hjemmesider. Under alle omstændigheder repræsenterer de forskellige kliniske retningslinjer en meget stor arbejdsindsats, og det må derfor være en god ide, at dette arbejde synliggøres bedre.

Vi har derfor besluttet at give plads til publikation af kliniske retningslinjer i Danish Medical Bulletin. De forskellige sektioner i Danish Medical Bulletin vil derfor fremover være originale artikler, oversigtsartikler, ph.d.-afhandlinger, disputatser og den nye sektion med kliniske retningslinjer. Som alt andet indhold i Danish Medical Bulletin skal de kliniske retningslinjer være på engelsk, og de vil blive indekserede i f.eks. MEDLINE/PubMed. Publikationen vil fremstå som en regelret videnskabelig artikel med tilhørende søgbarhed og impact factor (som p.t. er 1,6).

I princippet kan disse kliniske retningslinjer udarbejdes af hvem som helst, men vi indfører den rutine, at manuskriptet skal godkendes i det tilhørende videnskabelige selskab før publikation. Denne godkendelsesproces erstatter den traditionelle peer review -proces, som gælder for de andre artikler, som vi sender til blindet peer review hos eksperter i Danmark eller i udlandet. Godkendelsesproceduren i det videnskabelige selskab betragtes derfor som peer review af de kliniske retningslinjer.

De forskellige forfattergrupper, som udarbejder de kliniske retningslinjer, ønsker undertiden at lægge manuskripterne på deres respektive hjemmesider og at udarbejde en dansk version. Da Danish Medical Bulletin er et regelret open access -tidsskrift, har vi intet imod dette, forudsat at man tydeligt anfører, at den originale publikation findes i Danish Medical Bulletin, og angiver den præcise reference til denne.

Kliniske retningslinjer kan ikke rummes inden for vores vanlige grænser for hverken originalartikler eller oversigtsartikler. Vi har derfor udarbejdet en skabelon i Microsoft Word, hvor forfatterne selv sætter deres manuskript op og herefter sender det ind til os mhp. publikation. Systemet svarer til, hvad vi anvender til publikation af ph.d.-afhandlinger og disputatser. På denne måde har forfatterne selv det fulde ansvar for publikationens endelige udseende, og der vil ikke være grænser for omfang hverken for antal ord eller antal referencer. Så snart manuskriptet er sat korrekt op i skabelonen og er godkendt af det tilhørende videnskabelige selskab, vil det blive publiceret i det førstkommende nummer af Danish Medical Bulletin (dvs. inden for højst en måned). Vejledning for opsætning og indsendelse af kliniske retningslinjer kan findes i manuskriptvejledningen for Danish Medical Bulletin [1].

Dette nye tiltag gælder for dansk forankrede grupper (dvs. det skal være guidelines gældende for Danmark) og kun for de lægelige fag. Vi håber, at dette nye tiltag vil synliggøre det store arbejde, der udføres med udarbejdelse af kliniske retningslinjer både for danske og ikke mindst for de udenlandske læsere. I den travle kliniske hverdag vil det tillige være let at finde dem på internettet.

Pga. dette tiltag vil vi ikke mere udsende de såkaldte klaringsrapporter med Ugeskrift for Læger, idet vi nu tilbyder gratis publikation af klaringsrapporterne i form af clinical guidelines i Danish Medical Bulletin. Publikationen i Danish Medical Bulletin skal forsynes med et


Jacob Rosenberg , Gastroenheden, Kirurgisk Sektion, Herlev Hospital, 2730 Herlev. E-mail: jaro@heh.regionh.dk

Interessekonflikter: Ingen


Referencer

  1. Link til manuskriptvejledningen for DMB vedr. clinical guidelines. http://www.ugeskriftet.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/
    UGESKRIFT_FOR_LAEGER/UFL_MANUSKRIPTVEJLEDNING/
    Danish%20Medical%20Bulletin (maj 2010).