Skip to main content

Region H erkender fejl bag dødsfald

Region Hovedstaden fastslår, at vagtcentralen begik fejl, da der blev ringet efter ambulance til en hjemløs. Han døde nogle minutter før ambulancen ankom - 26 minutter efter opringningen.

9. okt. 2014
2 min.

Region Hovedstaden fastslår, at personalet på vagtcentralen ikke fulgte retningslinjerne, da der blev ringet efter en ambulance til en hjemløs mand, som var faldet om på gaden ved Amagerbro Station i København. Ambulancen blev sendt for sent, og da den ankom, var den hjemløse død.

Regionen har gennemgået telefonsamtalerne, den skriftlige dokumentation og har talt med det involverede sundhedspersonale og konkluderer, at der var tale om ”beklagelige menneskelige fejl”:

”Der er ikke spurgt tilstrækkeligt grundigt ind til den ukontaktbare borgers tilstand. Der bliver ikke givet tilstrækkelig vejledning til indringeren om, hvordan den ukontaktbare borger skal hjælpes, og der bliver ikke lavet en klar aftale med indringeren om, hvilken hjælp der påtænkes sendt til den ukontaktbare borger”, skriver regionen i sin redegørelse.

Videre hedder det, at fejlene ”er at betragte som alvorlige og har formentlig betydet, at Akutberedskabet ikke sendte en ambulance og akutlæge tids nok i forhold til at hjælpe den ukontaktbare borger”.

Den 33-årige hjemløse døde nogle minutter før ambulancen ankom – 26 minutter efter, at den blev tilkaldt.

”Akutberedskabet vil nu indlede et forløb med de pågældende medarbejdere og deres tillidsrepræsentanter. De konkrete personalemæssige konsekvenser vil bero på en individuel vurdering af deres rolle i forløbet”, hedder det i redegørelsen.

Læs Region Hovedstadsens redegørelse (link)