Region Hovedstaden må tage sit ansvar alvorligt

Efter to måneder lever den nye akutordning i Region Hovedstaden stadig ikke op til de krav, som borgere bør kunne stille om at få den rigtige hjælp inden for et rimeligt tidsrum.

Medierne kan næsten hver dag bringe artikler med overskrifter som »Ny plan: Akuttelefonen 1813 skal virke til april« og »Region Hovedstaden skal stå skoleret om 1813-krise« om de problemer, der opstår, når faglighed og forberedelse ikke prioriteres i noget så komplekst som en akutordning for 1,7 mio. mennesker.

I skrivende stund er det endnu ikke lykkedes for Region Hovedstaden at leve op til sine egne målsætninger om ventetider. Regionen er fortsat milevidt fra det fastsatte mål, om at 90 pct. af alle opkald skal være besvaret inden for tre minutter.

Børn med mindre alvorlige sygdomme, som tidligere uden problemer blev behandlet af lægevagten, sendes af sted til sygehusene, hvor de og deres forældre i aften- og nattetimerne skal vente i timevis på at få lægehjælp. Det har skabt så frustrerende forhold, at læger har måttet gå rundt med overfaldsalarm. Familielæger har udtrykt frustration over, at den nye akutordning har været alt for længe om at fremsende epikriser. Oveni har regionen i sagen om lægers opkald til 1813 uden faglig grund hængt en læge ud med navns nævnelse i pressen, selv om vedkommende ikke har ringet til akuttelefonen.

Overordnet set har Region Hovedstaden udvist en forbløffende mangel på evne til at få løst problemerne. Her kritiserer jeg ikke 1813-medarbejderne, som selvfølgelig gør deres bedste, men de faglige og politiske ledere, som bærer ansvaret. Det nytter f.eks. ikke at bevilge 15 mio. kr. til at ansætte flere sygeplejersker, når det er læger, der mangler.

Set i det lys er det naturligvis positivt, at Region Hovedstaden har meddelt, at den vil gennemføre en evaluering af forløbet med 1813. Det er helt afgørende, at det bliver en uvildig og grundig undersøgelse. Den skal belyse, hvordan det påvirker kvaliteten af patientbehandlingen, at det ikke længere er praktiserende læger, der står for telefonvisitationen, og den skal gå i dybden med de afledte virkninger af den nye ordning på sygehuse, hjemmebesøg og ambulancekørsel.

Udmeldingen er dog, at der kun bliver tale om en egentlig evaluering af 1813 fra april til oktober i år. I perioden frem til april er det udelukkende planlægning og implementering, som skal vurderes – ikke konsekvenserne for patienterne. Det er at bevilge sig selv en meget lang indkøringsperiode af et system, som berører mange mennesker hver eneste dag.

Mit ønske er, at Region Hovedstaden vil følge op på resultaterne og sikre grundlag for organisering af en moderne og fagligt velfunderet akutordning, og at der kommer en erkendelse af, at praktiserende læger bør have en fremtrædende rolle, der udnytter deres stærke almenmedicinske faglighed.