Skip to main content

Region Sjælland sender to lægeklinikker i udbud

For første gang sender Region Sjælland ydernumre i almen praksis i udbud. Det drejer sig om fem ydernumre i hhv. Nakskov og Horslunde, hvor det ikke har været muligt at få praktiserende læger til at overtage på overenskomstvilkår.

Da Lisbeth Errebo-Knudsen og Kim Kristensen stoppede i lægehuset i Horslunde, var der ingen til at overtage. Nu udbyder regionen klinikken sammen med en klinik i Nakskov.
Da Lisbeth Errebo-Knudsen og Kim Kristensen stoppede i lægehuset i Horslunde, var der ingen til at overtage. Nu udbyder regionen klinikken sammen med en klinik i Nakskov.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

2. okt. 2015
4 min.

I alt fem ydernumre Nakskov og Horslunde på Lolland bliver genstand for Region Sjællands første udbud i almen praksis. Dermed følger regionen i hælene på hhv. Region Nordjylland og Midtjylland, der allerede har gennemført udbud.

Ligesom i de to andre regioner er der gået en lang tid med opslag af de ledige ydernumre og dialog med interesserede, men det er ikke lykkedes at få klinikkerne - der p.t. drives af regionen selv - overtaget af praktiserende læger på almindelige vilkår.

Nu har regionen taget konsekvensen og sender ydernumrene i udbud i henhold til den nye sundhedslov.

"Vi har haft en lang og positiv proces bl.a. med uddannelseslæger og f.eks. vist dem klinikkerne. Det har været en tæt dialog, som vi holder fast i. Men det er læger, som har måske halvandet år eller to tilbage, før de er flyveklar”, siger Praksisdirektør Christina Lundgren fra Region Sjælland.

”Og vi har haft dialog med en del praktiserende læger, som har udtrykt interesse og vist nysgerrighed for modellen med at drive mere end ét ydernummer”, siger hun.

Men dialogen har ikke ført til en umiddelbar afløsning af regionen som driftsherre af de pågældende klinikker.

”Det er jo ikke en regional kerneopgave at drive lægeklinikker, men vi skal sikre, at alle borgere har en læge. Så lige nu og her, hvor vi har et aktuelt behov i den sydlige del af regionen, følger vi de principper, der ligger i sundhedsloven, som foreskriver, at vi skal udbyde ydernumrene offentligt”, siger Christina Lundgren.

Regionen driver også en klinik i Kalundborg, og det kan også komme på tale at sende den i udbud.

P.t. er de to klinikker på Lolland imidlertid prøvestenene, der skal vise, om det kan lykkes at finde alternative løsninger, ligesom det er sket i hhv. Region Nordjylland og Midtjylland, hvor Falck og vikarbureauet Nordic Medicare har vundet indpas via udbudsproceduren. Desuden er der et enkelt eksempel – i Region Midtjylland - på en eksisterende lægepraksis, der har vundet et udbud, og som altså bliver driftsherre for flere ydernumre.

Faktaboks

Fakta

Ingen naturlige partnere

Region Sjælland har i forvejen en såkaldt strategisk partner, et konsortium bestående af Privathospitalet Hamlet A/S, Hospitalet Valdemar og Falck Healthcare. Sidstnævnte driver adskillige almen praksis klinikker i det jyske, men der er ikke tale om nogen fortrinsstilling, siger Christina Lundgren, når opgaven bringes i offentligt udbud.

”Man kan ikke sige, at der er nogen, der er mere naturlige samarbejdspartnere end andre. Vi ser på, hvor mange kravspecifikationer, der bliver tilgodeset”, siger hun.

Hvad er det så for nogle krav, I har specificeret i jeres udbud?

”Vi ser f.eks. på, hvordan man vægter kvalitet og pris op imod hinanden. Vi har lagt meget vægt på kontinuitet i lægebehandlingen – der er f.eks. minimumskrav på lægeresurserne. Der må gerne være videokommunikation til understøtning af kommunikation mellem praksis og andre enheder. Man må også gerne involvere sig i lokalsamfundet, f.eks. indgå i den vagtring, der er i området”.

Af udbudsmaterialet fremgår, at det ikke længere er muligt så at sige at kortslutte processen ved at tilbyde overtagelse på almindelige overenskomstvilkår.

”Det er et meget stort arbejde at byde ind på sådan et udbud. Så hvis folk skal byde ind, skal der være gennemskuelige betingelser”, siger Christina Lundgren.

Tror du på en satellitmodel som f.eks. en enkelt læge har forsøgt sig med i Region Midtjylland?

”Jeg tror det bestemt, det er en mulighed på sigt, men det har ikke været en løsning i denne her situation. Det vil typisk være læger fra større praksisenheder, der byder ind der. Men almen praksis er en virksomhedskonstruktion, som dags dato for de flestes vedkommende er en solopraksis, så jeg tror, det tankesæt skal modnes, og måske skal der arbejdes med risikovillighed. Men jeg tror, det er noget, der kommer”.

Udbudet på de to lægeklinikker i hhv. Nakskov og Horslunde varer til 2. november kl. 12, hvor alle bud, der ønsker at komme i betragtning, skal være modtaget. Kontrakten vil løbe i fire år.