Skip to main content

Region Syddanmark nedjusterer vækst i medicinudgifter

Sidste års udgifter til medicin blev knap så store som forventet. Det får Region Syddanmark til at håbe det samme for næste år. Problemet er dog, at medicinudgifterne er svære at forudsige, siger økonomidirektøren.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

11. feb. 2016
1 min.

Udgifterne til medicin vil måske ikke stige helt så meget i Region Syddanmark, som hidtil antaget. Det viser en gennemgang af medicinudgifterne, som regionen har foretaget. På den baggrund har regionens forretningsudvalg på et møde i går vurderet, at der er omkring 20 millioner kroner mere til rådighed end forventet. Det skal ses i lyset af, at regionen er i gang med en markant sparerunde, der skal finde 187 millioner kroner.

Økonomidirektør Mogens Sehested Kristensen forklarer til Ugeskriftet, at nedjusteringen sker, fordi medicinudgifterne i 2015 blev knap så store, som forventet.

”Derfor tør vi lave et skøn på 20 millioner i mindre vækst i 2016. Problemet er, at vi ikke kan pege på, præcis hvad der er årsagen. Der er så mange faktorer, der har indflydelse på medicinudgifterne, fx hvor hurtigt et produkt kommer på markedet, hvor hurtigt, der kommer biosimilære produkter osv. Derfor ved vi heller ikke om den begrænsede stigning fortsætter”.

Han understreger, at medicinudgifterne fortsat stiger med en vækst, der vil være en stor udfordring i de kommende år.