Skip to main content

Region vil styre hospitaler efter kvalitet - og ikke kvantitet

Som den første region i Danmark vil Region Midtjylland ikke længere styre sine sygehuse efter kvantitet og DRG-systemet, men kvalitet. Et paradigmeskifte, siger regionsformand Bent Hansen (S).

Bent Hansen (S), formand for Region Midtjylland, vil gerne væk fra DRG-systemet til at styre sine hospitaler med. Foto: Danske Regioner
Bent Hansen (S), formand for Region Midtjylland, vil gerne væk fra DRG-systemet til at styre sine hospitaler med. Foto: Danske Regioner

Anders Heissel, ah@dadl.dk

15. aug. 2016
4 min.

Væk fra fokus på at behandle så mange patienter som muligt og hen mod et fokus på højere kvalitet og større patienttilfredshed.

Det er essensen, når Region Midtjylland som den første region i landet fra januar næste år helt vil fjerne DRG-systemet som målestok over for regionens sygehuse. Formand for Region Midtjylland – og formand for Danske Regioner – Bent Hansen (S) kalder det et paradigmeskifte i måden at drive et sundhedsvæsen på.

”DRG-systemet betyder i dag, at man i princippet bliver præmieret for genindlæggelser og for at foretage en indlæggelse i stedet for en ambulant behandling. Det er vigtigt, at vi bevæger os væk fra den rigide måde at styre sundhedsvæsnet på, og derfor prøver vi nu på at styre efter kvalitet i stedet for kvantitet. Jeg er sikker på, at lægerne vil opleve et skift mod højere faglige kvalitet,” siger Bent Hansen.

DRG-systemet betyder i dag, at man i princippet bliver præmieret for genindlæggelser og for at foretage en indlæggelse i stedet for en ambulant behandling. Det er vigtigt, at vi bevæger os væk fra den rigide måde at styre sundhedsvæsnet på. Bent Hansen (S), formand for Region Midtjylland

I dag mandag skal Forretningsudvalget i regionen tage stilling til forslaget, der både står på skuldrene af regeringens otte nationale kvalitetsmål fra foråret og ikke mindst et lokalt projekt i regionen, hvor ni udvalgte afdelinger i to år har været fritaget fra DRG-kravet. Afdelingerne skulle i stedet styres efter regionens andre mål og nogle selvvalgte patientnære mål, der skulle bidrage til mere sundhed for pengene. Og erfaringerne er gode, siger Bent Hansen.

Faktaboks

Fakta

”Projektet har ikke givet længere ventelister, men større tilfredshed hos personalet og større fokus på kvalitet hos patienterne. Det er altså ikke et forsøg på at slække på produktionen, men fokusere mere på kvalitet og elementer som ventetid,” siger Bent Hansen.

Derfor er det meningen, at samtlige sygehuse og afdelinger i Region Midtjylland fra 2017 skal have et øget ”fokus på kvalitet og relevant aktivitet”, som der står i notatet til Forretningsudvalgsmødet.

"Vi går all in"

Det betyder ifølge økonomidirektør i Region Midtjylland Mette Jensen, at afdelingerne stadig skal styres efter at kunne holde budgetterne og ”relevant aktivitet”, som eksempelvis er evnen til at overholde kræftpakker og udrednings- og behandlingsgaranti.

”Vores projekt har vist, at vi godt tør gå all in. Man kunne måske tro, at hvis man slækkede lidt på antallet af patienter, ville det være lettere at nå målet om behandlingsgarantien. Men det sker ikke. Afdelingerne opretholder aktiviteten og behandler det samme antal patienter,” siger Mette Jensen.

Men mens Region Midtjylland internt begynder at afregne på en anden måde, afregner staten stadig via DRG-systemet over for Region Midtjylland, og det kan blive et problem. For selv om en afdeling i regionen indkalder en patient til flere undersøgelser en dag, og dermed gør som regionen beder den om, indkasserer afdelingen færre DRG-penge, fordi to undersøgelser på én dag udløser mindre end to undersøgelser på to forskellige dage.

”Hvis det viser sig, at vi mister finansiering på den front, går vi i dialog med staten, fordi vi kan dokumentere, at det er til gavn for patienterne at ændre styringskurs. Vi har en forhåbning om, at det at gøre det rigtige for patienterne ikke samtidig betyder, at Region Midtjylland straffes i finansieringen af vores sygehuse," siger Mette Jensen.

Regionen vil sammen med sygehusene i løbet af efteråret forberede afdelingerne på, at de skal ændre kursen.

"Jeg håber, at det bliver lettere for læger og sygeplejersker at tilrettelægge optimale patientforløb i dialog med patienten, uden at personalet samtidig skal tage hensyn til DRG-værdien. På den måde skal personalet frigøre sig fra DRG-tænkningen," siger Mette Jensen.