Skip to main content

Regioner vil have færre knæ- og skulderoperationer

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

25. feb. 2011
4 min.

Står det til Danske Regioner skal indikationerne på skulder- og knækirurgi igennem et nøjere gennemsyn. Det har regionerne meldt ud til Sundhedsministeriet, og de to parter har holdt et første møde om det.

Udmeldingen er en opfølgning på de nye retningslinjer for ryg- og fedmekirurgi, som regionerne udsendte i slutningen af 2010. Regeringen har i økonomiaftalen fra sidste år lovet regionerne, at flere sygdomsområder skal igennem samme omgang. Og de næste bliver, formentlig, skulder- og knækirurgi.

Når det lige skal være de to områder, skyldes det ifølge direktør i Danske Regioner, Per Okkels, at der her findes alternativer til operation:

»Det her er ikke noget, vi gør for at forringe serviceniveauet. Vi peger på de områder, fordi vi ved, at man der har et alternativ til operation. Man kan styrke f.eks. et knæ med slidgigt med træning, men selvfølgelig kun til en vis grænse, så er operation nødvendig. Men der vil givetvis kunne ske en afdæmpning af operationsaktiviteten. Det er strategien bag, og jeg vil gerne understrege, at vi accepterer regeringens politik med en måneds-behandlingsgarantien«.

Regionerne har allerede en arbejdsgruppe i gang, der skal gennemgå skulderoperationer. Tidligere formand for Dansk Selskab for Skulder og Albue Kirurgi, Hans Viggo Johannsen, er med i arbejdsgruppen, der ser nøjere på, om patienter med bestemte almindelige skulderlidelser skal opereres eller har mere gavn af at blive tilbudt fysioterapi. Han er dog bekymret for arbejdsgruppens konklusioner, der forventes inden for de næste par uger:

»Vi skal nødig ende i samme situation som inden for fedmekirurgien, hvor regionerne kommer med anbefalinger, der ikke flugter med de sundhedsfaglige rekommandationer, og som man kan mistænke hovedsageligt er begrundet i økonomiske hensyn«, siger Hans Viggo Johannsen.

Fysioterapi eller skulderoperation?

Regionernes arbejdsgruppe skal som nævnt se på bl.a. indikationerne for hyppige skulderkirurgiske indgreb og skulderoperationer. Der er nedsat en følgegruppe, som skal give faglige input til den mindre arbejdsgruppe. Følgegruppen består af bl.a. repræsentanter for de relevante lægefaglige selskaber, Sundhedsstyrelsen og observatører fra flere regioner. Det er den mindre arbejdsgruppe, der beslutter de endelige anbefalinger, og den eneste med specifik viden om skulderkirurgi er Hans Viggo Johannsen. Derudover deltager en arbejdsmediciner, en forskningsleder og seks MTV-konsulenter fra Center for Folkesundhed, Region Midtjylland.

Hans Viggo Johannsen oplyser, at arbejdsgruppens anbefalinger vil bero på en gennemgang af de foreliggende randomiserede kontrollerede kliniske studier. Den endelige rapport skal indeholde anbefalinger, som ikke er direkte kliniske retningslinjer, men en MTV-rapport om operativ og ikkeoperativ behandling af »rotator cuff-syndrom« og relaterede lidelser.

Arbejdsgruppen er ved at formulere konklusionerne, og Hans Viggo Johansen ønsker derfor ikke at løfte sløret for status. Men han udtrykker bekymring for, at det ender med en for firkantet anbefaling af ikkeoperation. Det er der ikke 100 procent fagligt belæg for, fordi de undersøgelser, der findes, ikke er gode nok: »Det er ingen hemmelighed, at der er rimelig dokumentation for, at det er fint at starte med ikkeoperativ behandling for patienter med disse skulderlidelser. Men der er en lang række spørgsmål, der fortsat er ubesvarede, og nuancerede holdninger er absolut påkrævet. Jeg har en frygt for, at vores konklusioner og anbefalinger kan misforstås af det politiske system i en situation, hvor økonomi og faglighed tørner sammen og trækker i hver sin retning. Hvis anbefalingerne bliver formuleret for firkantet og unuanceret, vil politikerne kunne sige, at der ikke er nogen forskel på, om en patient med disse typer skulderlidelser bliver opereret eller får fysioterapi, og de vil derfor vælge fysioterapien som det billigste alternativ. Det er ud fra undersøgelserne rigtigt. Men det er også forkert, hvis man siger det så kort, for der er en lang række omstændigheder, der skal tænkes med - og en masse ting, vi ikke ved. Vi kan ikke opstille så kategoriske anbefalinger«.

Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, pointerer, at det er vigtigt at sikre fagligheden:

»Det er ikke et problem i sig selv i at analysere visitation for skulder- og knækirurgi, men det er helt afgørende, at det sker på en måde, så læger efterfølgende kan have faglig respekt for dem. Derfor skal arbejdet ledes af fagfolk. Umiddelbart synes jeg, at den model, som Danske Regioner skitserer, lyder rodet. Det er svært at se, hvilken status retningslinjerne skal have, og hvordan de skal spille sammen med nationale kliniske retningslinjer. Jeg synes, at sporene fra debatten om visitation for fedmekirurgi skræmmer, og jeg håber, at både ministeriet og regionerne har lært af den proces«.