Sundhedsvæsenet ville ikke kunne opfylde f.eks. udrednings- og behandlingsgarantierne, hvis landets læger pludselig besluttede sig for, at nu ville de ikke længere bijobbe.
Rigsrevisionen kom i går med en rapport om lægers bibeskæftigelse, som kritiserer flere regioner for ikke at have styr på hverken arten eller omfanget. Rapporten kritiserer ikke bibeskæftigelsen som sådan men opremser en række potentielle farer, f.eks. interessekonfikter og for meget overarbejde, så lægerne bliver for trætte. Derimod rettes skytset mod regionerne - eller nogle af dem - idet deres manglende overblik gør det umuligt at vurdere, om bijobberiet går ud over patientbehandlingen, eller om der er andre uhensigtsmæssigheder involveret i det.
Det manglende overblik får statsrevisorerne til i deres kommentar til rapporten at vurdere, at der derfor er ”risiko for, at bibeskæftigelsen går ud over behandlingen af patienter”.
Men det modsatte kan også siges at være tilfældet.
"Der er rigtig meget brug for mange af de opgaver, de løser, uanset om det er for andre offentlige hospitaler, politiet, kommuner m.m. Vi kan ikke undgå, at der er nogle læger, der arbejder mere end deres faste ansættelse. Vi mangler de timer", siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner.
"Det, der er vigtigt med bijobberi, er fuldstændig åbenhed om det, og så at vi får det struktureret og tilrettelagt, så alle er klar over, at det foregår på en ordentlig måde, og så vi ikke bliver udsat for myter af forskellig karakter".
Synes du, bijobberiet er et problem?
"Nej, jeg synes, vi efterhånden har fået en god offentlighed om det og gode regler for det. I mange sammenhænge er det ikke noget problem".
Nogle steder er bibeskæftigelsen vanskelig at komme uden om.
”Det ville være sværere f.eks. at få udfyldt erklæringer til forsikringsselskaber, kommuner m.m. Og der ville være nogle uddannelses- og ekspertindsatser for forskellige aktører, der ikke ville kunne opfyldes”, siger Ulla Astman (S), formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.
Men det er en forudsætning, at der er styr på organiseringen af bijobberiet.
”Reglerne skal klart overholdes, og det er en gensidig forpligtelse. Hovedbeskæftigelsen bør være det primære, ellers er det et skråplan. Der er heller ikke mange private virksomheder, som ville være interesserede i, at deres ansatte bijobbede i deres fritid hos konkurrenter”.
Faktaboks
Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, peger også på, at bibeskæftigelse for læger nærmest er en nødvendighed med de politiske linjer, der p.t. er udstukket.
”Det ville være svært at opfylde f.eks. udredningsgarantien uden lægers bijob”, siger Kjeld Møller Pedersen,
”Det er en forudsætning for, at mange af de garantier, der er blevet udstedt, kan honoreres, at der er en stødpude i den private sektor. Og her er en stor del af arbejdspladserne besat af læger, der har deres hovedbeskæftigelse i den offentlige sektor”.
Ditto med de mange attester, forskellige typer læger udsteder til offentlige instanser. Det sker ofte i fritiden og mod honorering.
”Så kunne man gøre det til en pligt og sige, at lægerne skulle gøre det i arbejdstiden. Men så trækker det dem jo væk fra andet arbejde samtidig. Bijobberi er i virkeligheden et forsøg på at øge den lægelige kapacitet”.
Spørgsmålet er imidlertid, om det alene er udbuddet af lægelig arbejdskraft, der øges med bijobberiet. Måske påvirkes efterspørgslen også.
”Det bidrager selvfølgelig i en vis grad til, at der laves nogle ting, som ellers ville have svært ved at blive lavet. Men der er formodentlig også et element af det modsatte. Det er jo lægerne, der definerer, om folk er syge”, siger Jakob Kjellberg, professor, programleder for sundhed hos KORA.
Han synes, det mest problematiske ved bijobberi er den kultur, det skaber.
”Hvis du indarbejder en kultur, hvor det bliver interessant at stå stejlt på sin 37 timers arbejdsuge, fordi det bedre kan betale sig at arbejde et andet sted. Der kunne man godt gå ind og lave nogle reguleringer, f.eks. at sige, at folk er ansat uden øvre tidsgrænse”, siger han.
Hos de lægelige organisationer er der imidlertid god tilfredshed med de nuværende regler. Der er indgået en aftale mellem RLTN og hhv. FAS, som f.eks. dækker overlægerne, og Yngre Læger, som dækker afdelingslægerne.
”Jeg synes som udgangspunkt, at reglerne giver god mening. De sætter fokus på patientsikkerheden, og at der ikke er interessekonflikter. Vi vil ikke have læger, der tager for meget arbejde, eller hvor der er konflikt i forhold til hovedbeskæftigelsen”, siger FAS’ formand, Anja Mitchell.
Hun peger på, at overlæger allerede er ansat uden højeste tjenestetid, og at de ofte arbejder mere end 37 timer i deres primære job - også de overlæger, der har bijob. Men at reglerne naturligvis skal respekteres.
”Det er en ledelsesopgave at sørge for, at de regler, der er vedtaget, bliver overholdt. Det er rigtigt vigtigt med bijob, f.eks. inden for forskning, attester og specialistbehandling på højt niveau, der ikke kan indfries inden for det offentliges rammer. Det gavner rigtigt mange patienter”.
Rigsrevisionens rapport peger på, at mange ledende overlæger bijobber, selv om de som udgangspunkt forventes ikke at gøre det?
”Det er en vurdering af, hvor meget primærjobbet fylder, og om der er interessekonflikter. Det er også derfor, vi siger, at det er vigtigt, at ledelsesjob har både den tyngde og den kompensation, der skal til, for at tiltrække de dygtigste. Så de er uafhængige. Hvis nogen vil ændre det, så må der forhandling til”.
Ligger det i kortene?
”Vi er ikke blevet kontaktet af nogen, som er utilfedse med reglerne”.
Yngre Læger er heller ikke optaget af, at der skal nye regler til.
”Jeg synes generelt, at arbejdsmiljøloven burde være nok. Der er ikke behov for flere regler”, siger Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger.
”Jeg håber, man gør hvad man kan for at overholde arbejdsmiljølovgivningen. Det er jo for lægernes egen skyld, så de ikke bliver udtæret af for meget arbejde - men det er jo også af hensyn til patienterne”.
Rigsrevisionens beretning peger på en i denne sammenhæng overset gruppe: de uddannelsessøgende læger f.eks. i hoveduddannelsesstillinger er ikke omfattet af pligten til at oplyse arbejdsgiveren om eventuelle bijobs, som de øvrige hospitalslæger er. Camille Rathcke har ikke noget imod, at de bliver det.
”Som udgangspunkt synes jeg ikke, der er noget forgjort ved, at der er oplysningspligt. Men generelt må man sige, at regionerne har ansvar for, at arbejdsmiljøloven overholdes og sikrer, at læger overholder hviletidsbestemmelserne og kan møde friske på arbejde, samt at patientsikkerheden overholdes. Mange af de læger, der er i gang med videreuddannelsen, bijobber jo enten på samme hospital eller på en afdeling, de tidligere har været ansat på i enten samme region eller naboregionen, og der bør man nok være bedre fra regionernes side til at sikre, at man ikke samlet set får planlagt med den enkelte, så det strider mod arbejdsmiljøloven".
