Skip to main content

Regionsbudgetter eroderer 2 procents-kravet

2018-budgetter i de fem regioner viser, at det stærkt kritiserede 2 procents-krav er godt på vej til at blive udfaset.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

15. sep. 2017
1 min.

Efter at Region Nordjylland i denne uge indgik budgetforlig for 2018, er budgetterne nu på plads i samtlige fem regioner.

I budgetterne er der afsat ekstra midler til psykiatrien – og fælles for i alle regioner er, at budgetterne fritages hospitalsafdelinger fra det kontroversielle 2 procents-krav.

Region Sjælland og Region Midtjylland har allerede i 2017 fjernet kravet om to procent mere aktivitet. I stedet har man indført rammestyring, og det fortsætter man med i 2018.

I Region Hovedstaden bliver Finsencentret fritaget fra aktivitetsstyring, lige som det allerede er sket for Bornholms Hospital og Rigshospitalets hjertecenter.

Region Nordjylland ophæver 2 procents-kravet helt i 2018, og i Region Syddanmark er kravet allerede i år afskaffet på cirka en tredjedel af hospitalsaktiviteterne, og den udvikling får lov at fortsætte.

Og som Danske Regioners formand, Bent Hansen UI(S) siger i en pressemeddelelse:

”Der tegner sig heldigvis langt om længe et folketingsflertal for at afskaffe produktivttetskravet, men ude i hospitalsvirkeligheden er vi allerede i fuld gang”.

Og han tilføjer:

”Vi kan jo se, at mange af vores hospitalsafdelinger fungerer bedre uden kravet om mere og mere aktivitet hele tiden”.