Rejsende i hjemve

At digte er ikke nyt for Christian Graugaard, der debuterede i Hvedekorn som 18-årig og har udgivet tre digtsamlinger i slutningen af firserne. Professoren i sexologi har igennem årene formidlet seksualitetens kompleksitet forbilledligt i faglige og folkelige sammenhænge. Hans digtning er nok mindre kendt, men nu er chancen der. En lille perlerække af digte, - men det er små skæve perler, der ikke ligger på en snor, men triller livligt i mange retninger.

Allerede titlen ’Rejsende i hjemve’ rummer samlingens første poetiske sammenstød. Én længsel trækker digteren ud i verden, rejsen, en anden trækker ham hjem. Bevægelserne får et fælles liv igennem hele denne fine lille samling, hvor stort set intet bare er velklingende, pænt eller entydigt.

/Jeg tvivler på alt/og tiltager mig retten til undren/. Med dette udgangspunkt begiver Graugaard sig ud i de skæveste digte og sproget udnyttes til bristepunktet:

/Alt kan være i sproget/selv den voldsomme olding/ og hans afdøde familie, selv/tavsheden i de store/ forsamlinger, selv solsortens oplyste enevælde/Sproget kan være i alt/

Digtenes univers er drømmeagtigt ufiltreret og samtidig er der en minutiøs præcision i den måde hvert enkelt digt er skåret. Død, forlis, forfald og mørke er gennemgående temaer og alligevel ligger skønheden og lurer bag hver en linje.

Selvfølgelig er man nysgerrig efter hvor Graugaard placerer sig selv, ikke kun som digter men også som læge og sexolog. Læs her:

/Sæt dig ned/og opfind en god nyhed/Tag plads mellem kønnene/ i asylets dybeste stol/ Tænk på et bogstav og drøm det tilhørende digt/

Og hvor placerer han kønnet? Man må vel bare sige: Centralt!

/Kønnene er godt fundet på/og vi har ikke en chance/når de tumler gennem natten/i deres store, tomme ambulancer.

Så drømmer vi om modsætninger/og voldsom befrugtning, så bugner vi af/ragelse og storslåede regnefejl/som dem/.

God læselyst!