Skip to main content

Rigsrevision ser på indsats mod MRSA

Den markante stigning i forekomsten af MRSA – samt et voksende forbrug af antibiotika i især svineproduktionen - får nu Rigsrevisionen til at se nærmere på Fødevareministeriets indsats for at reducere udbredelsen af de multiresistente bakterier fra landbruget.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
6. okt. 2014
1 min.

Den markante stigning i forekomsten af multiresistente stafylokokker – MRSA – samt et voksende forbrug af antibiotika i især svineproduktionen får nu Rigsrevisionen til at se nærmere på Fødevareministeriets indsats for at reducere udbredelsen af de multiresistente bakterier fra landbruget. Det oplyser Politiken søndag.

I første omgang er der tale om en såkaldt forundersøgelse. Det vil sige, at Rigsrevisionen gennemfører en mindre undersøgelse i løbet af cirka to måneder. Herefter skal det besluttes, om der er grundlag for at foretage en større undersøgelse af området.

Rigsrevisionen begrunder ifølge avisen sit initiativ med, at selv om Fødevarestyrelsen siden 2008 har gennemført en række indsatser for at mindske udbredelsen af resistente bakterier fra landbruget, lader de ikke til at have virket efter hensigten. Tværtimod har brugen af antibiotika været stigende siden 2011, og antallet af personer, som er smittet med svine-MRSA, er steget markant.

Det skal blandt andet undersøges, om der er grund til at kulegrave, hvorvidt Fødevareministeriet har brugt skatteborgernes penge på bedste vis eller ej.