Ros fra retorikeren

Hun havde forventet kedelige taler. At talerne ikke var nær så velformulerede. At det hele var så fornuftigt, så fagligt, så forudsigeligt. Det var jo et fagpolitisk møde, og de er jo kedelige.

Men hun tog fejl!

Anne Jensen, lektor i sprogtilegnelse og sprogpædagogik, Institut for Filo-sofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet, har vurderet talerne under debatten af formandens beretning og bedømte præstationen til noget i retning af 8 med en pil op.

»Debattonen var rar, præget af ro. Det gør, at folk kan være relativt ærlige på talerstolen. Generelt er lægerne veltalende, ingen går i stå, og der er stort set ikke noget hakkeri. Lægerne vævede ikke, var gode til at holde sig til sagen. De havde lagt sig fast på, hvad de ville sige, og flere sagde indledningsvis, hvor mange og hvilke emner, de ville komme ind på, og det hjælper til at afstemme tilhørernes forventninger og opmærksomhed«, mener hun.

Men i al rosen er der anmærkninger. Et gennemgående problem er, at talerne ikke var forberedte. Kun én tale vurderer Anne Jensen til at være forberedt ... og den var måske endda for forberedt. For taleren læste meget op fra de nedfældede noter, kiggede ikke nok på tilhørerne. Alligevel vurderer Anne Jensen, at den forberedte taler var blandt de bedste.

»Det var bedst, hvis taleren havde lært talen udenad eller støttede sig til et par stikord, men vedkommende var desværre afhængig af at læse op, men alt andet lige er det bedre at være forberedt«, siger Anne Jensen.

Dem og os

Selve mødets fysiske form var en barriere for at komme godt ud over talerstolen - eller bare at få folk op på den.

For der kan være lang vej for en uprøvet taler fra den forholdsvis mørke sal og op på en scene til talerstolen flankeret af samtlige medlemmer af hovedbestyrelsen samt foreningens direktør og advokat. Det signalerer afstand mellem hovedbestyrelse og repræsentantskab og er ikke en invitation til talelysten, vurderer Anne Jensen.

Hovedbestyrelsen et al skulle hellere sidde foran talerstolen på lige fod med de andre repræsentanter, og podiet, burde fjernes og optimalt erstattes med et rum som et amfiteater.

Talerstolen er tryg for taleren, er i bogstaveligste forstand noget at klamre sig til, og det gjorde stort set alle talerne. Men for hovedparten af talerne var talerstolen en retorisk hæmsko, fordi talerstolen blev en fæstning mellem taler og publikum og gjorde mødet mere formelt end godt er.

To slags talere

Anne Jensen delte talerne op i to kategorier:

De, som entrerer talestolen, fordi de har en sag, og de, som gør det som et show off, for at manifestere, at de er til stede og ikke andet. Sidstnævnte kategori dukkede også op et par gange i debatten om formandens beretning, og de fik ikke gode karakterer af retoriklektoren.

Og til taleren, som ytrede sig med tyggegummi i munden ... Det signalerer despekt over for tilhørerne og hæmmer artikulationen, lyder Anne Jensens kontante kommentar.

Anne Jensen opfordrer lægerne til at indøve retoriske færdigheder - det fremmer ganske enkelt salget af talens budskab.

»At holde en tale er den eneste chance for at kommentere formandens tale over for repræsentantskabet. Der er kun et skud i bøssen! At holde en god tale skal holde tilhørere fast, som har siddet i to dage i møder i mørke lokaler. Talerne kan ikke holde tilhørerne fast ved at holde sig til det rent faglige men ved deres evner som talere«, siger Anne Jensen.