Rystet

»Tag en dyb indånding. Fra det øjeblik, I træder ud af helikopteren, er I forandrede for altid.« Sådan sagde den lokale kontaktperson, inden 29-årige Mozammil Iqbal og hans tre lægekolleger skulle ud i jordskælvsområdet.

Mozammil Iqbal fortæller: »Vi var alle sammen meget ivrige for at komme i gang med at hjælpe hurtigt. Vi vidste, at det ville blive hårdt, men vi havde ikke fantasi til at forestille os, hvor slemt det var. Derfor sagde min fætter, som fungerede som vores lokale kontakt, at vi lige skulle bremse et øjeblik og ånde dybt, inden vi steg ud af helikopteren i Muzaffarabad. Forberede os på den forandring, der ville ske med os.«

Dybt bevæget

De fire læger, alle med dansk-pakistansk baggrund, er netop kommet tilbage til Danmark fra en hektisk tur til Muzaffarabad, den hårdest ramte storby i katastrofeområdet, hvor de har opereret jordskælvsofre i døgndrift.

De har meldt sig frivilligt til det danske netværk Hjælp Pakistan, som blev hastigt organiseret umiddelbart efter jordskælvet den 8. oktober.

Til daglig er Mozammil Iqbal reservelæge på H:S Rigshospitalets kirurgiske afdeling. Han er født af pakistanske forældre og opvokset i Rødovre vest for København. Han har taget sin lægeuddannelse i Pakistan, hvor han også har gennemført en del af sin turnus.

Som lægestuderende i Pakistan assisterede han engang ved en stor togulykke. Så det er ikke første gang, han ser en voldsom katastrofe. Alligevel er han dybt bevæget efter at have set følgerne af jordskælvet.

Ufatteligt syn

»Oppe fra helikopteren var det svært at se, at der var sket noget. Da vi landede, fik vi udleveret masker på grund af stanken. Det havde vi ikke tænkt på, men der lugtede jo ad helvede til i Muzaffarabad på grund af alle ligene,« fortæller Mozammil Iqbal. Han fortsætter:

»Synet, der mødte os, var ufatteligt. Hele gader var lagt ned. Det er ligesom at forestille sig Blegdamsvej, hvor hver eneste boligblok bare er kollapset. Vi så en skole, der var klappet sammen midt i skoletiden med 300 børn og lærere. Med lygter kunne vi se ind mellem murbrokkerne. Der lå ligene af børnene i lag. Det var næsten ikke til at bære. Vi mødte en enkelt dreng, der havde overlevet, fordi han havde pjækket. Han var udenfor, da jordskælvet ramte. Han var helt ødelagt af dårlig samvittighed over at leve, når alle hans kammerater og lærere var døde.«

Så stor smerte

Organisationen Hjælp Pakistan planlægger at sende adskillige lægehold til landet i de kommende måneder. Mozammil Iqbal og hans tre kolleger var det første hold.

Alle Muzaffarabads hospitaler var kollapset med patienter, læger og personale indeni. Derfor skulle Mozammil Iqbal arbejde på et nødtørftigt hospital bestående af fire store telte.

»Det var mest benbrud og infektioner. Men selvom jeg er kirurg, har jeg aldrig set noget lignende. Noget af det var så slemt, at jeg troede, jeg skulle brække mig. En mand ankom med foden dinglende. Han havde gået i tre dage oppe fra bjergene for at komme til hospitalet. Men det var ikke foden, han havde gået på, for den hang og dinglede. Det var knoglen fra underbenet, der stak ud. Jeg tænkte, at det her ikke burde kunne lade sig gøre. Det strider mod, hvad jeg har lært. Hvordan kan man udholde så stor smerte?«

Jeg måtte bare hjælpe

Da jordskælvet ramte Pakistan den 8. oktober, blev Mozammil Iqbal ramt af en stærk frustration. Følelsen af at sidde i Danmark med alle sine lægelige kvalifikationer og intet kunne gøre var overvældende. Derfor henvendte han sig straks efter at have hørt om jordskælvet til Røde Kors og Læger Uden Grænser for at tilbyde sin hjælp. Men de store organisationer havde ikke mulighed for at sende folk, de ikke kendte, til Pakistan med få dages varsel.

»Men jeg må da kunne gøre nytte, tænkte jeg. Jeg er kirurg, jeg taler sproget, og jeg har et stort netværk i landet. Det var utrolig frustrerende ikke at kunne gøre noget. Så hørte jeg i tv-avisen, at nogle andre pakistanske læger ville tage af sted. Jeg ringede straks til dem. Det viste sig, at alle havde følt den samme frustration som jeg selv. De kunne ikke bare sidde og se på lidelserne på tv.«

I løbet af de følgende dage blev lægerne organiseret og fik skaffet både midler og udstyr. Det blev til den frivillige organisation Hjælp Pakistan.

»Det var en stor oplevelse at mærke den velvilje, der blev vist alle steder, vi ringede hen. Alle vægge var brudt ned. Alle var klar til bare at give os, hvad vi skulle bruge.«

Få dage senere sad Mozammil Iqbal og tre andre danske læger i flyet på vej mod Pakistan - alle optændt af iveren efter at komme i gang med at hjælpe, hvor man kunne.

Forandret for altid

Under opholdet arbejdede lægerne hele tiden - kun afbrudt af korte spisepauser og nogle få timers søvn.

»Til sidst bliver man meget objektiv af at se så meget elendighed,« fortæller Mozammil Iqbal om sine følelser under den endeløse række af operationer. Han er ikke i tvivl om, at den korte uge i Pakistan har forandret ham.

»Det var rigtigt, som min fætter sagde, at vi aldrig ville blive de samme igen, når vi havde været i Muzaffarabad. Pludselig ser jeg mit liv udefra. Jeg har været så fokuseret på min karriere, på at stabilisere min økonomi. Hverdagen er fuld af tidsplaner, som man synes er så vigtige. Nu forekommer det hele pludselig ligegyldigt. Det eneste der er vigtigt lige nu, er at kunne hjælpe mennesker i nød. Jeg vil derud igen på et af de næste lægehold. Helt sikkert.«

Mozammil Iqbal opfordrer alle læger i Danmark, der gerne vil hjælpe, til at henvende sig til Hjælp Pakistan. Der er brug for læger, uanset nationalitet og fagområde. Find Hjælp Pakistan på: