I slutningen af oktober begyndte personalet at tage det nye psykiatrisygehus i Slagelse i brug. Der er en hel del ting, de ansatte skal vænne sig til.
Det er få dage siden, at Michael Schmidt, ledende overlæge i Region Sjællands Psykiatri Vest, og hans kolleger begyndte indflytningen i det nye psykiatrisygehus, som samler en lang række enheder i de nye bygninger lige ved siden af det somatiske sygehus. De to sygehuse er forbundet med en underjordisk gang.
Hele komplekset udstråler nyt, nyt, nyt - og i enkelte rum formelig runger det. I løbet af en måneds tid skulle alle medarbejdere både i sengeafsnit og ambulatorier være på plads - foreløbig er sengeafsnittene åbnet og patienterne allerede flyttet ind den dag, Ugeskriftet er på besøg.
Der er flere nyskabelser i de nye omgivelser. F.eks. i kompleksets højhus på fem etager.
"Det er en kombination af forskning, undervisning og ambulatorier i samme bygning", forklarer Michael Schmidt, mens han viser rundt.
"På 4. sal vil der udelukkende være forskning og undervisning, og resten er forskellige former for ambulatorier, ældrepsykiatri, retspsykiatri, psykiatrisk klinik og distriktspsykiatri, og der vil ledelserne også sidde. Som noget nyt har man lavet en masse behandlerrum på den ene side af bygningen, og på den anden side er der åbne kontormiljøer", siger han.
"Det kan vi lige så godt sige med det samme, at det er en af de gigantstore udfordringer for personalet. Hver behandler er vant til at have sit eget kontor. I psykiatrien må man da også sige, at kontoret er et basalt arbejdsredskab i kontakten mellem f.eks. patient og læge. For hvis der er alt for meget, der forstyrrer os, er det ikke sikkert, at vi kan snakke om meget private forhold i patientens livshistorie. Behandlere skal også diktere journal, og det kan være vanskeligt, hvis der er for meget uro", siger han.
Vi er gået væk fra at have en særlig afdeling med de allertungeste patienter. I stedet for at have 12 af de allersværeste patienter samlet ét sted, har vi nu integrerede afsnit med to skærmpladser på hvert sengeafsnit. LEDENDE OVERLÆGE MICHAEL SCHMIDT
Som behandler booker man et lokale til patientkontakt, og det kræver nye rutiner for bl.a. lægerne, hvis de uforstyrret skal have mulighed for at diktere journal, foretage telefonopkald mv.
"Men lad os nu se om ikke vi hurtigt vænner os til de nye forhold. Jeg tror, vi vil se en bedre synergieffekt mellem de forskellige fagpersoner og faggrupper. Specielt på forskningssiden kan det give god mening. Og man har observeret, at andre steder står de fleste kontorer tomme det meste af tiden", siger Michael Schmidt.
For ham er den største fordel netop samlingen af flere små sygehusmatrikler og ambulatorier.
"Det giver en kæmpe mulighed for at udvikle et bedre fagligt miljø. Vi kan lave undervisning af studenter, læger, psykologer og plejepersonale - vi kan blande tingene. Der skal ikke ret meget til, før der kommer 10-20 mennesker til noget undervisning. Så det faglige løft vil være den største forskel", siger han.
"Dernæst kommer sikkerheden. På de små enheder, som vi havde før, kom der måske tre-fem mennesker, hvis du trykkede på alarmknappen. Hvis du gør det her, så kommer der et tilstrækkeligt højt antal mennesker til, at vi kan klare alle situationer".
Det nye psykiatrisygehus er også udstyret med en særlig politi- og ambulanceindgang, som kan lukkes af.
"Det skulle gerne give en meget bedre modtagelse af patienten. Vi kan modtage meget udadreagerende, misbrugende eller kriseramte patienter og behøver ikke blande dem sammen med de øvrige, mere fredelige patienter", siger Michael Schmidt.
Men senere kommer de meget dårlige patienter faktisk netop ud blandt de øvrige.
"Vi er gået væk fra at have en særlig afdeling med de allertungeste patienter. I stedet for at have 12 af de allersværeste patienter samlet ét sted, har vi nu integrerede afsnit med to skærmpladser på hvert sengeafsnit. For personalet giver det et meget intenst arbejdsmiljø, hvis man kun har meget svært syge patienter. Så ved at fortynde det lidt ud populært sagt, skulle det gerne give et fredeligere og bedre behandlingsmiljø for både patienter og personale", siger han.
Alle vegne er der grønne arealer - eller nok snarere potentielt grønne arealer, for de små planter og buske skal først vokse til. Der er også flere motionsrum og større rum, der kan opdeles, og som kan bruges fleksibelt efter behov. Selve patientværelserne er til gengæld ret små.
"Vi har prioriteret, at fællesrummene skulle være ekstra store. Det er de rum, patienterne gerne skulle komme ud i. Vi har bevidst fravalgt at gøre enestuerne alt for store, for så bliver man derinde", siger Michael Schmidt.
Andreas Munk, som efter planen bliver speciallæge i psykiatri til foråret, er en af de læger, der skal arbejde i det nye psykiatrisygehus.
”Det er en fornøjelse at være en del af dette her, at vi får bygget sådan et sygehus op. Det er virkelig en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til psykiatrien. Patienterne får langt bedre forhold end tidligere, og de faglige kompetencer samles. For os som yngre læger betyder det rigtig meget, at vi bliver en del af en større gruppe. At vi ikke sidder i solitære enheder spredt rundt omkring”, siger han.
Faktaboks
Kontrasten til hans gamle arbejdssted er stor.
”Jeg kom fra det tidligere nervesanatorium i Dianalund. Beliggenheden var formidabel med bøgeskoven lige i baghaven, men de bygningsmæssige rammer var utidssvarende for et psykiatrisk sengeafsnit med smalle korridorer og små patientstuer. Men mange har oplevet en nærhed og tryghed i det miljø”, siger han og peger på netop det som den største udfordring for det nye sygehus.
”Jeg kan godt forstå, at nogle af patienterne oplever det noget stort og upersonligt, men efterhånden skulle vi gerne få det rettet til, så det fuldt ud kan tjene sit formål”.
Andreas Munk er dog ikke udelt begejstret for arkitekturen:
”Rent æstetisk er sygehuset rigtig vellykket, men der er ikke tænkt tilstrækkeligt på diskretion i forhold til samtalerum med glasvægge, og flere steder er der så dårlige lydforhold, at det er muligt at følge med i samtalen inde ved siden af. Det virker helt skørt på mig”, siger han.
En af de store udfordringer for personalet formodes at blive fælleskontorerne, men præcis den problematik slipper Andreas Munk stort set for. Han er tilknyttet sengeafsnittene og ikke ambulatoriet. Og det er han glad for.
”Jeg sætter meget pris på at have et kontor. Selvfølgelig er det som yngre læge luksus, men jeg synes især med det arbejde, vi som læger i psykiatrien har med skrivearbejde, diktering osv. - der er det jo vigtigt at kunne arbejde koncentreret uden forstyrrelser. Jeg kan godt følge det fornuftige i, at vi ikke sidder bag hver vores lukkede dør, og der ikke er nogen som helst kontakt. Måske kan fælleskontorerne også gøre det nemmere, hvis man har brug for en seniorkollega, men det kræver nok temmelig meget tilpasning, hvis man har været vant til sit eget".
Kommer du til at savne Dianalund, tror du?
”De naturskønne omgivelser, ja, og vi skal have ført dette her hen til det, som Dianalund også kunne. Her er det flot design og arkitektur, men i hverdagen kommer funktionaliteten først”.
