Sandhedens time for sundhedsforskningen

Vi står foran et vigtigt valg med den sundhedsvidenskabelige forskning i Danmark. Vi kan fortsætte som nu, stagnere og langsomt falde bagud i forhold til de lande, vi konkurrerer med. Eller vi kan beslutte, at vi her har et område, der er så grundlæggende vitalt for vores fremtidige velfærd, at vi sætter bastant ind for at komme tilbage i den verdensklasse, som vi er ved at glide ud af. Når det specielt gælder den patientnære eller kliniske sundhedsforskning, er det sandhedens øjeblik. Der er brug for at formulere en national strategi, og der er brug for, at den patientnære sundhedsforskning bliver fast forankret i ét ministerium.

Sundhedsforskningen er et stedbarn, og den slags har som bekendt ofte svært ved at få opmærksomhed. Ansvaret for denne forskning har været placeret mellem Indenrigs- og sundhedsministeriet og Videnskabsministeriet, og ingen har rigtig brændt for sagen. Det er forhåbentlig under foran-dring. Hele temaet om den danske sundhedsforskning bliveri denne uge taget op på en konference arrangeret i et samarbejde mellem Lægemiddelindustriforeningen, Danske Regioner og Lægeforeningen, og en af hovedtalerne er indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Det opfatter vi som et signal om, at den stedmoderlige behandling er ved at være en saga blot.

Overskriften for konferencen er »en national strategi for sundhedsvidenskabelig forskning«, og det appellerer til, at vi vælger det andet alternativ af de to, der er nævnt i starten. Der er brug for, at vi ikke alene får placeret ejerskabet til sundhedsforskningen i det offentlige regi, men også at samarbejdet mellem det private og det offentlige bliver styrket og ikke mindst, at politikerne er opmærksomme på, at sundhedsforskningen bliver prioriteret højt, når der deles penge ud fra de nye midler, som er stillet i udsigt i de kommende år. Lægemiddelindustrien har den sidste halve snes år fordoblet sin forskning på sundhedsområdet, så industrien nu bruger over 300 millioner kroner årligt på kliniske forsøg i det danske sundhedsvæsen, så industrien nu tegner sig for 70 procent af den kliniske forskning, mens den offentlige andel tilsvarende er faldet fra 40 til 30 procent i perioden. Det er fra det offentlige, at saltvandsindsprøjtningen skal komme.

Det er også det offentlige, der skal sikre attraktive forskermiljøer på fremtidens sygehuse, bl.a. ved at forskningen foregår tæt på klinikken og ikke i en fjern kælder i hospitalskomplekset. Det er også de offentlige sygehusejere, der skal sikre, at der bliver koordineret og samarbejdet mellem forskerne på tværs af de nye regioner. Industrien skal til gengæld være med til at definere de behov, der kan sikre en fortsat vækst, og være med til fortsat at afprøve og sikre de lægemidler, der sendes på det danske marked.

Den patientnære sundhedsforskning er så central, fordi den bl.a. er med til at sikre fremtiden for en af vores største eksportindustrier og dermed er med til at sikre vores velfærd. Men også fordi denne forskning sikrer, at det er de nyeste og bedste lægemidler og behandlinger, der bliver tilbudt danske patienter, og at de er sikre for patienterne og økonomisk forsvarlige. Dansk sundhedsforskning har klaret sig på trods, og det skyldes blandt andet en masse gode viljer. Men konkurrencen er meget hård, også om de gode forskere. Derfor er der brug for en national strategi.