Såret - ikke død

Eksplosionen var øresønderrivende og blev fulgt af et par sekunders stilhed.

Hånden, den højre, sad løst. Den venstre kunne heller ikke røre sig. Han forsøgte at komme ud af bilen, men der var ingen styrke i benene.

»Jeg tænkte fandens også«, forklarer han.

Ulykken skete under patruljering af et område syd for Bagdad. Hanes' bil havde ramt en hjemmelavet mine.

Det lykkedes endelig for chaufføren, som selv havde et brækket ben, at trække ham ud. Kammeraterne fra konvojen ydede førstehjælp, og et kvarter efter lå Hanes i en helikopter på vej til et sygehus. Derefter er hans erindring uklar.

»Jeg fik en indsprøjtning med et eller andet og var vel i chok«. Et døgn efter landede han i Landstuhl. Den første telefonsamtale var med sin kone. »Jeg er lidt ramponeret. Jeg må nok hellere holde fri et par dage«, lød den galgenhumoristiske besked.

Skaderne var omfattende. En åben fraktur på højre lårben med knogletab og flere metalfragmenter i muskulaturen, adskillige åbne frakturer i højre håndled. Venstre underarm var flænset op, og både sener og nerver var beskadiget. Der var brandsår flere steder på kroppen.

Läkartidningen møder den professionelle soldat, Hanes, tre uger efter den skæbnesvangre begivenhed. Syv operationer senere har han fået en smule følelse tilbage i fingrene. Men flere indgreb venter, når han om nogle dage ruller om bord på flyet til USA. Det forventes, at genoptræningen kommer til at tage et år, og det er usikkert, om han nogensinde får førligheden i hænderne tilbage.

»Jeg har det fint«, siger den sengeliggende David Hanes. »Behandlingen har været helt fantastisk, og jeg føler mig ret sikker på, at jeg i det mindste ikke bliver alvorligt handicappet. Det kunne også have været meget værre; det er en trøst. Jeg påskønner livet meget mere nu«.

På sengebordet står to tv-apparater og en stabel ulæste bøger. Og også en tegning af børnene på 12 og seks år: »Du er den bedste«, har de skrevet. En sygeplejerske kommer forbi med en smertestillende morfinindsprøjtning. Moderen, fløjet ind fra USA, småpusler også rundt om sin snart dekorerede søn.

Hanes fortæller, at han tænker meget på kammeraterne. På dem, som er døde, på ham, som mistede begge ben, og på dem, som stadig er i Irak.

»Hvis jeg får chancen, vil jeg tilbage. Min loyalitet er hos drengene«, siger han.

Moderen begynder at græde.

»Uden krigen ville vi have oplevet flere terrorangreb i USA«, fortsætter majoren. »Der er meget ondskab i verden, men det værste er, når gode mennesker ikke gør noget.«

Hvad med din familie?

Det er hårdt for dem. Men min kone er stærk.

Oversat fra svensk af Rikke M. Jensen, Ugeskrift for Læger