Sarkopeni - aldersrelateret tab af muskelmasse og muskelstyrke

Undersøgelser af træningseffekter hos ældre er et relativt nyt område inden for træningsfysiologien. Der eksisterer kun få studier fra før 1980'erne, hvorefter der er sket en eksplosiv forøgelse. Langt de fleste har undersøgt effekten af styrketræning i forhold til tab af muskelmasse og dermed muskelstyrke. Sarkopeni er et multifaktorielt fænomen, der kræver en alsidig faglig tilgang for at forstå dets betydning for funktionsevnen hos ældre mænd og kvinder.

Artiklen »Sarkopeni og styrketræning« [1] i dette nummer af Ugeskriftet opsummerer evidensbaserede studier, der beskriver forskellige basalfysiologiske parametre og træningseffekten herpå. Disse indikerer, at styrketræning hos ældre inducerer øget neuromuskulær aktivitet samt muskelhypertrofi, der bevirker styrketilvækst og powerøgning, især hos ældre med lavt initialt niveau i muskelstyrke. Dette dokumenterer, at det aldersbetingede tab af muskelmasse og dermed muskelstyrke kan modvirkes signifikant med styrketræning. Sarkopeni synes både at afspejle en reduktion i antallet og størrelsen af musklens fibre. I den forbindelse er det interessant, at man i dyreeksperimentelle aldringsstudier har vist, at styrketræning primært inducerer en markant hypertrofi af musklens fibre, men ikke modvirker det aldersbetingede tab af disse. Dette indikerer tilstedeværelsen af en irreversibel aldringsproces, som ikke modvirkes, men kompenseres ved styrketræning.

Kun i få studier har man undersøgt sammenhængen mellem styrketræning og evnen til at udføre hverdagsaktiviteter. Det primære formål med træning i forebyggelsesøjemed må være at forbedre funktionsevnen, idet det er evnen til at bibeholde de daglige funktioner, der er afgørende for, om den ældre bliver afhængig af hjælp. I gennemsnit er kvinder funktionelt afhængige i ca. fire år mere end mænd, hvorfor især forebyggelse hos ældre kvinder er vigtig [2]. Generelt er svage ældre i større risiko for at blive afhængige end raske ældre. I et dansk studie blev der etableret varieret træning, som et behandlingstilbud til svage hjemmeboende ældre, der blev henvist fra almen praksis. Resultaterne fra dette studie viste, at 12 ugers varieret træning medførte signifikante forbedringer i både muskelstyrke og dagligdagsfunktioner [3]. Samtidig blev de gennemsnitlige omkostninger til træning antaget at ville medføre reducerede omkostninger for kommuner og amter i form af mindre plejebehov i hjemmet, udskydelse af plejehjemsophold samt færre sygehusindlæggelser [4].

Der er identificeret en lang række risikofaktorer for at få nedsat funktionsevne. I et skandinavisk studie (NORA75) har man vist, at muskelstyrketest kan bruges til at identificere de uafhængige ældre, der har lav muskelstyrke og derfor er i høj risiko for at blive afhængige fem år senere [5]. Flere muskelgrupper kan bruges til at vurdere fremtidig afhængighed, f.eks. er håndgribestyrke en meget brugbar test, der er både hurtig og nem at udføre. Andre parametre, som man kan forudsige senere funktionsnedsættelse med, er ganghastighed og træthed.

På trods af den efterhånden store viden om styrketrænings effekt på ældre er det stadig vanskeligt at give entydige retningslinjer for træning, når det gælder træningsvarighed,
-frekvens, -intensitet eller -belastning. En lille forbedring i
muskelstyrke medfører formodentlig kun en relativt beskeden ændring i funktionsniveauet hos en person med et meget lavt udgangsniveau. Det menes, at der eksisterer en tærskelværdi for muskelstyrke, som skal overskrides, før de store funktionelle gevinster kan opleves. Når man til gengæld over denne tærskel, kan selv små muskelstyrkeforbedringer medføre store funktionelle forbedringer [6].

Ældre udgør en stor og forskelligartet gruppe, specielt hvad angår fysisk formåen. Denne mangfoldighed har oplagte konsekvenser for de retningslinjer, der kan udstedes med
hensyn til træning og fysisk aktivitet for ældre. Er formålet at opnå en reel forbedring af den funktionelle kapacitet, eller er hensigten af mere generel sundhedsmæssig og sygdomsforebyggende karakter? Anbefalingerne bør variere alt efter formålet, og det er vigtigt, at disse baseres på den akkumulerede viden fra evidensbaserede studier. I den sammenhæng yder artiklen »Sarkopeni og styrketræning« [1] et kærkomment
bidrag.