Se mennesket bag diagnosen

Kritiske patienter sætter ny dagsorden. Sådan lød overskriften på en stor artikel i Berlingske for nylig. Ja, det gør de, og det er godt. Mange patienter har i dag en helt anden selvbevidsthed og mulighed for at søge viden end for blot tyve år siden. De vil vide besked, ofte har de selv opsøgt viden på nettet, de har en pårørende med til lægen, og for dem er patientinddragelse allerede i dag tæt på at være en selvfølge.

Men der er også mennesker, som ikke magter at læse indlægssedler, som ikke kan google deres diagnose på engelsk, eller hvis sygdom er så altdominerende i deres liv, at de har brug for, at læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle tager særlige hensyn.

Derfor skal vi gå på to ben i behandling, pleje og opfølgning. Nationale kliniske retningslinjer og pakkeforløb er helt afgørende for at sikre tilbud af høj kvalitet. Samtidig skal vi kunne tilpasse forløb, som tager højde for, at alle ikke har de samme behov og resurser. Dialog og inddragelse er forudsætninger for, at læge og patient sammen kan tage det valg, som er bedst for hver enkelt patient.

Lige nu arbejder Danske Regioner på et stort udspil om Borgernes Sundhedsvæsen, hvor man netop har fokus på, at sundhedsvæsenet skal tilpasses den enkelte patients behov og forudsætninger. Lægeforeningen er sammen med andre organisationer sparringspartner i arbejdet, og vi bakker op om, at regionerne på denne måde klart tilkendegiver, at de vil fremme en mere individuel tilgang til de millioner af mennesker, som hvert år behandles i det danske sundhedsvæsen. Det er jo patienterne, som det hele drejer sig om, og derfor er det indlysende rigtigt.

Den fælles udfordring for både medarbejdere og ledere i sundhedsvæsenet bliver at holde fokus, når blikket løftes fra visionspapiret til hverdagens ofte modsatrettede krav. F.eks. når man som læge sidder over for en patient, som har en lang liste med spørgsmål, og man ved, at der uden for døren sidder tre andre patienter og venter utålmodigt. Eller når man skal overbringe nyheden om en alvorlig diagnose til en ængstelig patient på en fyldt firesengsstue.

Min erfaring er, at læger allerede i dag tilstræber en individuel tilgang. I almen praksis har patient og læge ofte kendt hinanden gennem mange år, hvilket er en klar fordel. Men på sygehusene er kontakten i mange tilfælde mere flygtig og de fysiske forhold langtfra ideelle.

Lægeforeningen har sammen med Danske Patienter og Dansk Sygeplejeråd sidste år peget på en række initiativer, som vil fremme patientinddragelse. Her pointerer vi, at inddragelsen af patienterne skal ske systematisk og med afsæt i viden om, hvad der virker. Men vi peger også på, at tid til samtale med den enkelte patient og gode fysiske rammer, som gør det muligt at tale sammen i fortrolighed, er forudsætninger for en bedre patientinddragelse.

Lægeforeningen, YL, FAS og PLO er i dialog med regionerne, som bl.a. vil sætte fokus på kulturen i sundhedsvæsenet og lægge op til, at lederne går forrest i denne proces og skaber rammerne. På Lægemødet den 25. april vil vi i Lægeforeningen selv debattere, hvordan lægen kan skabe et tættere og bedre samarbejde med patienten. Men de nuværende produktivitetskrav til sundhedsvæsenet skal suppleres med klare mål for kvalitet, patientsikkerhed og patient¬inddragelse. Det er helt afgørende, at tankerne om højere kvalitet gennem mere individuel tilgang vinder indpas hos de myndigheder – herunder Finansministeriet – som definerer sundhedsvæsenets succesmål, og måske er det her, at der er brug for den største kulturforandring?