I 1940 sad en gruppe turnuslæger på Rigshospitalet og diskuterede deres fremtid. En af dem var Grete Olsen (1912-2010). Hun ville være plastikkirurg. De andre kiggede på hende: »Skønhedskirurg? Det kan en læge med respekt for sig selv da ikke være!«, udbrød kollegerne vantro. Kirurgi var ifølge uskrevne love forbudt område for kvinder. Og plastikkirurgi fandtes slet ikke som speciale i Danmark. Det gjorde fordommene til gengæld: Så sent som i 1980 fortalte plastikkirurgen Bo Jønsson i et interview, at kollegerne så på hans ønske om at blive plastikkirurg »med foragt«.
Under Første Verdenskrig havde den engelske kirurg Harold Gillies grundlagt den moderne plastikkirurgi. Han udgav i 1920 den første samlede bog om emnet, og den bog – sikkert det eneste eksemplar i Danmark – fandt Grete Olsen tilfældigvis i et privat bibliotek.
Det var ikke en nem karriere, hofbagermester Olsens datter havde valgt. Dels var kirurgi et upassende speciale for kvinder, og plastikkirurgi måtte man til udlandet for at lære hos en af fagets pionerer – allerhelst Harold Gillies i London. Som var et meget fjernt sted i 1940, mens Danmark var besat.
I 1941 var Grete Olsen frivillig læge ved fronten i Finlands krig med Rusland. Her mødte hun Sveriges første plastikkirurg, Allan Ragnell, som var uddannet hos Harold Gillies. Han tilbød at ansætte hende i sin egen klinik i Stockholm. »Hun må have vist sit værd. Ragnell ville næppe risikere sit professionelle omdømme ved at tilbyde en underkvalificeret person ansættelse i sin egen klinik, og da slet ikke ved at anbefale hende til et koryfæ som Gillies«, siger Maria Greibe Christensen, som netop har skrevet historiespeciale om Grete Olsen.
Allan Ragnell skrev og anbefalede hende til sin læremester i London. Og anbefalingerne må virkelig have været varme: I svaret til Allan Ragnell lovede Harold Gillies at ansætte Grete Olsen, hvis hun kunne komme til England. Faglige kvalifikationer, ikke nepotisme, bragte Grete Olsen et stort skridt nærmere på opfyldelsen af hendes ambition. Trods krigen (og den danske udenrigstjenestes benspænd) slap hun i 1942 via Færøerne og Skotland til London. Under Harold Gillies’ vejledning lærte hun faget af Mesteren selv på et militærhospital, som under krigen ikke manglede »undervisningsmateriale«. Som eneste kvinde i specialet blev hun i 1944-1945 leder af en afdeling.
Indtil Første Verdenskrig havde plastikkirurgi været nogle få kirurgers eksotiske hobby, som især havde haft fokus på »hareskår«. Det store spring fremad skete med afsæt i de voldsomme kvæstelser, der ramte soldaterne under krigens industrielle massemyrderi med moderne våbentyper.
I de krigsførende lande var nogle få kirurger beskæftiget med at behandle soldater med svære ansigtslæsioner og forbrændinger. Ofte måtte skaderne behandles ved fronten, hvor kirurgerne nødtørftigt rimpede et flænget sår sammen uden mulighed for at kompensere for det kød, som var forsvundet. Når sårene helede, krympede vævet og fortrak ansigtet i en frygtelig grimasse. Nogle havde et gabende hul, hvor næsen havde været. Hos andre var underansigtet og kæben helt eller delvist bortskudt, så patienten ikke kunne spise, men skulle sondemades og måtte sove i siddende stilling for ikke at blive kvalt.
Danmark var neutralt under Første Verdenskrig og slap relativt nemt gennem den næste. Landet oplevede ikke at se tusinder af unge mænd med frygteligt vansirende krigsskader. Det kan være en forklaring på, at der fortsat blev set skævt til plastikkirurgien, da Grete Olsen i 1946 vendte hjem.
Hendes karriere kørte på skinner i England. Alligevel rejste hun hjem og søgte ansættelse på Rigshospitalet i den naive tro, at man gerne ville have en læge, der efter fire intense læreår hos den verdensberømte Harold Gillies beherskede plastikkirurgien. Sådan gik det ikke. Selv beskriver hun sit skuffende møde med den »tyskinspirerede mandschauvinisme« hos førende danske kirurger:
»Efter at have virket som overlæge i den engelske afdeling i det sidste år, var det noget af et chok at blive sat til at tage blodprøver, lave urinundersøgelser og assistere reservekirurgerne ved operation uden at lave noget positivt selv«, skriver hun. »Jeg fik ikke engang lov til at foretage de simpleste kirurgiske indgreb«.
Efter 11 måneder på Rigshospitalet havde Grete Olsen fået nok. Hun rejste dybt deprimeret tilbage til London, hvor der ikke var nogen lægestillinger åbne. Hun tog arbejde i en pub, hvor hun i nogle måneder vaskede glas og krus mod kost og logi. Depressionen lettede, og Grete Olsen rejste atter hjem til Danmark. Hun havde sat sig i hovedet at få plastikkirurgien anerkendt som speciale. Men hun var jo kvinde, og ingen gad lytte til hende. De kirurgiske afdelinger forblev lukkede for hende.
Grete Olsen besluttede at åbne sin egen praksis. Samtidig forskede hun i modermærkekræft og udviklede nye behandlingsmetoder, der nedbragte dødeligheden med op mod 40%.
Ved siden af arbejdet i privatklinikken fik hun via Harold Gillies en stilling som konsulent for en radiologisk klinik i Bruxelles. Fire-fem gange om året tilbragte hun en uges tid der og opererede patienter med cancer. Fra 1947 havde hun ansættelse som konsulent for Finseninstituttet og Radiumstationen, som havde brug for plastikkirurgisk ekspertise til rekonstruktion efter radikale kræftindgreb. Langsomt blev hendes kunnen efterspurgt.
Som den første dansker udførte Grete Olsen i 1955 en operation, hvor patienten fik en »kunstig gane« af væv fra armen – en operation, hun havde set under opholdet i England. Men selv om hun var udlært hos den moderne plastikkirurgis grundlægger, nægtede Kirurgisk Selskab at anerkende hende som speciallæge. Det kunne først ske, hvis hun gennemgik uddannelsen som organkirurg – hvilket hun blankt afviste.
To gange søgte Grete Olsen om anerkendelsen – og fik afslag. Og dog uddannede hun flere yngre kolleger, som uden problemer fik anerkendelse som plastikkirurger. Endelig indsendte hun en tredje ansøgning med begrundelsen, at hun foruden de tidligere nævnte kvalifikationer nu også havde fået Lægeforeningens Pfizer-pris for 25 års arbejde med plastikkirurgien.
Denne gang var det for svært at afvise hende. Grete Olsen fik endelig sin anerkendelse.
Ved siden af lægearbejdet og kampen for anerkendelse havde Grete Olsen en parallel karriere – som fægter. Ikke alene var hun ferm med skalpellen. Også fleuretten lå godt i hendes højre hånd. I 1933-1938 vandt hun klubmesterskaber, DM, EM og VM. Hun deltog i OL i 1932, 1936 og 1948.
Fægtning var en mandsdomineret sport. Måske derfor var det ikke dygtighed og talent, avisomtalerne fokuserede på som årsag til Grete Olsens succes: »Frøken Grethe synes født under en heldig Stjerne«, skrev Dagens Nyheder i 1933. Selv forklarede »frøken Grethe« i 2004, at »fægtning gælder jo ikke bare om at ramme modstanderen først. Det gælder også om ikke at blive ramt«.
»Det var måske den evne, der gjorde, at hun kunne stå distancen i et mandsdomineret miljø?«, lyder et gæt fra Maria Greibe Christensen. Det var i hvert fald de evner, hun fik brug for, da hun vendte hjem til Danmark med det formål at få indført plastikkirurgi i et mandsdomineret og fjendtligt, fagligt miljø.
Grete Olsen blev ikke alene Danmarks første kvindelige plastikkirurg. Hun blev overhovedet Danmarks første plastikkirurg. Til sidst opnåede hun ikke alene specialistanerkendelse, men blev på sine ældre dage overdænget med hæder: Hun var medstifter af Scandinavian Association of Plastic Surgeons, hvor hun i flere perioder var medlem af bestyrelsen og formand i 1959-1960, i 1971 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat, hun blev i 1980 Ridder af Dannebrog, og hun er tildelt Chr. X’s Frihedsmedalje for sin indsats under krigen.
Artiklen bygger på interview med Maria Greibe Christensen, på hendes speciale: »At skære igennem som kvinde« (2024) samt Grete Olsens lille selvbiografiske bog »Med skalpel og fleuret«.
Onsdag den 6. marts kl. 19.30 holder historiker Maria Greibe Christensen foredrag om Grete Olsen: »At skære igennem som kvinde – Danmarks første plastikkirurg Grete Olsent«.
Sted: Medicinsk Museion, Bredgade 62, København. Der er gratis adgang.
