Skamløs grådighed - eller: går'n så går'n

Medicinindustrien har altid kæmpet for at opretholde en moralsk fernis over for sin profitorienterede kernevirksomhed. Med større eller mindre held.

Argumentet, at man tager urimelige overpriser og kæmper for eneret og patenter langt ud over anstændige tidsgrænser for at kunne få råd til at forske og nyskabe og fremstille ikkeindtægtsgivende, nyttige præparater, bliver skamredet, indtil det ender med den rene klynk. Som når Cipramil ikke længere kan monopoliseres og forvorpne konkurrenter tillader sig at fremstille midlet billigere end ophavsmændene (der åbenbart ikke kan finde ud af selv at producere stoffet og tjene på det til en lavere pris).

Det seneste og - for mig at se - groveste eksempel har jeg selv oplevet for nylig, da jeg skulle ordinere »hjertemagnyl« ad usum proprium.

Acetylsalicylsyre, Magnyl, Albyl, Aspirin er vel det ældste industrielt fremstillede farmakon med mere end 100 år på bagen, så vidt jeg er orienteret. Det figurerede allerede i farmakologien, da jeg for snart et halvt århundrede siden studerede faget under K.O. Møller. Ganske vist betragtet som lidt pudsigt altmodisch, en bevaringsværdig kuriositet, mens nye vidunderstoffer som penicillin, Restenil og cortison erobrede forgrunden og opmærksomheden, men immervæk anvendeligt til hovedpine eller som febernedsættende middel, også til børn. Det var så gammelt og velkendt, at det allerede dengang var på håndkøb - og ret så billigt. Og som alle industrielt fremstillede varer var pris og mængde på fornuftig vis sammenhængende - som når en lille pose sukker koster mindre end en stor og en halv meter kjolestof mindre end en hel.

Langt senere fandt man så ud af, at stoffet foruden den antypyretiske og mildt analgetiske virkning har en værdifuld egenskab, nemlig at virke forebyggende på tromboemboliske fænomener hos patienter med hjerte/kredsløbslidelser af forskellig art. Selv fik jeg det tilrådet for en del år siden, da jeg fik konstateret modereat hypertension - og kunne berette om arvelig disposition til bl.a. koronarinfarkt m.v. Jeg købte de små Magnyler 100 stk. ad gangen og spiste den troligt én om dagen, år ud og år ind. Senere kom der andre medikamenter til, og jeg tillod mig nu at skrive dem på recept som medicin mod »varig lidelse« - og opdagede derfor ikke før for nylig, hvad producenten lige så stille har sneget sig til - nemlig en mangedobling af en pris, der i forvejen næppe har givet tab.

I dag koster 100 stk. almindelig Magnyl a 500 mg - det gammelkendte analgetikum - ca. 80 kr., og det samme er tilfældet for de små magnyler a 150 mg.

Man aner hensigten og bliver bekræftet i sine fordomme: Gennem de senere år er der sket et regulært boom i forbruget af de profylaktiske små Magnyler - læger ordinerer dem på recept i bunkevis og - formentlig - 100.000-vis af danske mænd og kvinder og spiser dem, gudskelov for det - det sparer sikkert mange tromber og embolier og okklusioner. Men fidusen er jo, at takket være sygesikringstilskuddet (pga. receptordinationen og »den varige lidelse«), hvortil i mange tilfælde yderligere kommer tilskud fra sygeforsikringen »danmark«, mærker patienten ingenting. Det er »bare« samfundet, der betaler. Og medicinfabrikanten, der scorer. Indtil for få år siden kostede de små Magnyler forholdsvis lige så meget mindre, som de vejede, i forhold til de store. Men det var før de rigtigt blev populære - og industrien vejrede det nemme bytte.

Jeg sender en kopi af dette brev til forbrugerombudsmanden og håber, at det ikke blot er en almindelig anstændighed og moral, der krænkes her, men måske også en eller anden lov.

I mellemtiden har jeg videregivet et lille fif til dem, der ikke synes det er i orden, at grådige udbyttere lukrerer på samfundets gode fællesforanstaltninger: Hver fjerde dag tager jeg en 500-mg Magnyl og en skarp køkkenkniv og deler den i fire lige store dele (det er såre nemt) - og 125 mg er efter det mig oplyste alt rigeligt til den ønskede profylakse. Den daglige dosis koster mig således godt og vel 20 øre, hvad endda er mindre end jeg gav med sygesikrings- og »danmark«stilskud med de autoriserede Magnyl mite. Og tilfredsstillelsen herved opvejer langt den beskedne ulejlighed med grøntsagskniven.

At forvente nogen selvransagelse endsige »røde øren« hos medicinmafiaen er nok for meget. Men kollegernes opmærksomhed er heller ikke at foragte.