Søvnapnø og andre søvnrelaterede respirationsforstyrrelser

Siden Lugaresis & Gastauts beskrivelse af obstruktiv søvnapnøsyndrom (OSAS) i 1965 har der internationalt været en stigende interesse for søvnrelaterede respirationsforstyrrelser. Denne interesse har i Danmark hidtil været begrænset. Søvnrelaterede vejrtrækningsforstyrrelser (sleep disordered breathing [SDB]) omfatter en stor gruppe tilstande, der er karakteriseret ved utilstrækkelig respiration under søvn (1). Årsagerne indbefatter såvel mekaniske forhold som forhold, der er relaterede til CNS.

Obstruktiv søvnapnø (OSA) udgør den hyppigste form for SDB. Tilstanden karakteriseres ved intermitterende komplet eller delvis okklusion af de øvre luftveje. Okklusionen brydes ved kortvarig opvågning, der medfører fragmentering af søvnen og nedsat søvnkvalitet. Som en konsekvens heraf udvikler patienterne udtalt søvnighed og søvnanfald i dagtiden.

Lidelsen rammer såvel børn som voksne med en hyppighed på 1-2% svarende til, at flere end 50.000 mennesker i Danmark har OSAS. Hertil kommer et fortsat ukendt antal tilfælde af patienter med søvnrelaterede respirationsforstyrrelser af anden årsag.

OSAS medfører en række alvorlige konsekvenser bl.a. med udspring i søvnighed og søvnanfald i dagtiden. Blandt de alvorligste er nedsat livskvalitet, sociale problemer, nedsat arbejds- og erhvervsevne og øget trafikrisiko. De søvnrelaterede apnøer medfører hypoksi, sværere cerebrovaskulære og kardiovaskulære ændringer samt betydelige ændringer i endokrine forhold. Patienterne udviser derfor øget kardio- og cerebrovaskulær sygelighed og dødelighed. Patienter med ubehandlet OSAS har et større antal indlæggelser end baggrundsbefolkningen. Tilstandene udgør derfor en betydelig sundhedsøkonomisk belastning.

Hyppige årsager til OSAS omfatter blandt andet abnormiteter i de øvre luftveje og neuromuskulære forhold. Overvægt og visse livsstilsforhold forværrer tilstanden. Herudover forekommer SDB ved en lang række neurologiske sygdomme såsom neuromuskulære, cerebrovaskulære og neurodegenerative sygdomme. SDB observeres ofte hos patienter med medicinske sygdomme som for eksempel kronisk obstruktiv lungesygdom, en række endokrine sygdomme samt kardiovaskulære sygdomme (for eksempel hypertension og AMI). SDB forværrer tilsyneladende morbiditeten ved disse tilstande (2).

Patienter med SDB har hidtil i det væsentlige været udiagnosticerede i Danmark. Således menes mindre end 10% af patienterne med OSAS at være diagnosticeret og behandlet. Der undersøges kun i beskedent omfang for SDB ved neurologiske og medicinske sygdomme.

En stor gruppe af patienterne kan primært udredes med registrering af kardiorespiratoriske parametre. Denne metode er velegnet til screening for søvnrelaterede respirationsforstyrrelser og er i en del af tilfældene diagnostisk udtømmende. I andre tilfælde, ved specielle diagnostiske og differentialdiagnostiske problemer og som led i udredning af andre primære søvnsygdomme - må man anbefale polysomnografi (dvs. registrering af søvnkarakteristik og andre fysiologiske parametre. Herudover retter udredningen sig mod årsagen til patienternes respirationsforstyrrelser.

Behandlingen omfatter primært continuous positive airway pressure (CPAP) og non-invasiv ventilation og livsstilsændringer. CPAP-behandling er veldokumenteret og effektiv hos et stort antal patienter (3). Dagfunktion, erhvervsevne og livskvalitet øges. Morbiditet og muligvis mortalitet reduceres (4). Der mangler dog fortsat regelrette kontrollerede undersøgelser, men disse er vanskelige at gennemføre, da CPAP-behandling er meget effektiv. Ligesom andre behandlinger skal patienterne følges systematisk. Behandlingen bør endvidere suppleres med vejledning i hensigtsmæssige livsstilsændringer. Andre behandlingsmuligheder omfatter odontologisk udstyr til fiksering af underkæben under søvn og i udvalgte tilfælde kirurgisk behandling. Dokumentationen for behandlingens effektivitet er fortsat inkomplet (5).

Der er et påtrængende behov for, at mulighederne for diagnostik og behandling forbedres væsentligt. Udredning og behandling bør hvile på internationalt accepterede standarder og retningslinjer. Opsporing, diagnostik, behandling og opfølgning er tværfaglig og bør inkludere såvel primær- som sekundærsektorerne og bør varetages i samarbejde mellem de involverede specialer.

Se klaringsrapporten på www.ugeskriftet.dk samt et kort resumé på side 4551.