Spædbarnsernæringens betydning for udvikling af type 1-diabetes

Type 1-diabetes er en T-celle-medieret autoimmun sygdom, der opstår efter en gradvis og selektiv destruktion af de insulinproducerende β-celler i pancreas. Sygdommen er multifaktorielt betinget og opstår hos genetisk disponerede individer, men miljømæssige faktorer såsom perinatale infektioner og spædbarnsernæringen, har formentlig også patogenetisk betydning. Hos patienter med diabetes findes en overhyppighed af cøliaki (glutenintolerans) og andre autoimmune sygdomme. I en række udenlandske undersøgelser har man vist en prævalens af cøliaki blandt patienter med type 1-diabetes på 2-7%. I en nylig publiceret dansk undersøgelse af børn og unge med type 1-diabetes var prævalensen af cøliaki på 10%.

Sammenhængen mellem cøliaki og diabetes kan delvis forklares ved en fælles genetisk disposition. Mere end 90% af patienterne med cøliaki har HLA-DR3/DQ2-haplotyperne, og stort set resten af patienterne har DR4/DQ8, begge hyppige haplotypekonfigurationer hos type 1-diabetikere. Blandt miljøfaktorer har der været speciel fokus på ernæringsmæssige faktorer, der kan have betydning for udviklingen af begge sygdommene. I nyere undersøgelser har man således beskæftiget sig med, hvorvidt gluten kan have en direkte patogenetisk betydning ikke blot for cøliakiudviklingen, men også for udviklingen af type 1-diabetes. I et retrospektivt studie af Ventura et al [1] fandt man en betydelig højere prævalens af andre autoimmune sygdomme, herunder diabetes, hos børn og unge med cøliaki diagnosticeret sent end hos børn med tidlig diagnose. Forfatterne konkluderede, at prævalensen af autoimmune sygdomme ved cøliaki var relateret til varigheden af gluteneksposition. I efterfølgende studier har man dog ikke entydigt kunnet bekræfte denne hypotese. I dette nummer af Ugeskrift for Læger beskriver Buschard og Bock [2] såvel dyreforsøg som studier med mennesker, der kan understøtte sammenhængen mellem glutenholdig kost og diabetesudvikling. Herunder beskrives to nye prospektive studier, hvori det antydes, at tidspunktet for introduktion af gluten i spædbarnskosten kan have betydning for diabetesudviklingen. Således gav tidlig introduktion af gluten før tremånedersalderen en betydeligt øget risiko for udvikling af ø-celle-antistoffer hos disponerede børn, mens introduktion af gluten i et tidsvindue mellem firemånedersalderen og seksmånedersalderen i et enkelt studie reducerede antistofudviklingen. Det drejer det sig om præliminære undersøgelser, der bør følges op af analyser i andre populationer, men perspektivet i studierne er spændende.

Andre ernæringsmæssige faktorer har været undersøgt i forhold til udviklingen af type 1-diabetes. Således har man i en række retrospektive epidemiologiske undersøgelser antydet, at risikoen for udvikling af type 1-diabetes reduceres hos brysternærede spædbørn, mens man i andre studier ikke har kunnet genfinde denne sammenhæng. I andre studier har man antydet, at tidlig introduktion af komælk, hvis proteiner kan have en antigenlighed med β-celle-antigener, øger diabetesincidensen. Der pågår i øjeblikket longitudinelle kohortestudier, som forhåbentlig kan være med til at afklare disse spørgsmål. Hos brysternærede børn har man også kunnet påvise en nedsat risiko for at få cøliaki, og risikoen var yderligere reduceret, når brysternæringen fortsatte, efter at gluten var introduceret i kosten. Mængden af tilført gluten har formentlig også betydning for cøliakiudviklingen. I Sverige, hvor gluten introduceres i en større mænge i spædbarnskosten end hos f.eks. danske børn, har man i de senere år oplevet en epidemi af cøliaki hos børn yngre end to år. Det er tankevækkende, at man i Sverige over den samme periode har set en stigning i diabetesincidensen i barnealderen.

I overensstemmelse med ovenstående tyder både dyreforsøg og studier med mennesker på, at tarmens immunsystem er involveret i udviklingen af type 1-diabetes. Spædbarnsperioden, hvor tarmens barrierefunktion og immunoregulation endnu ikke er helt færdigudviklet, kan i denne sammenhæng være særlig vigtig. En optimal timing og dosering af diverse fødevareantigener i denne periode kan derfor være afgørende.

Incidensen af type 1-diabetes i barnealderen har været stigende i Danmark gennem de seneste år, og det er sandsynligt, at faktorer i miljøet er årsag hertil. Ovennævnte studier giver spændende perspektiver i forhold til den videre forskning i, hvorvidt samspillet mellem tarmen og forskellige fødevareantigener kan spille en rolle for udviklingen af diabetes og evt. andre autoimmune sygdomme. Det er alt for tidligt at give egentlige rekommandationer ud fra de foreliggende data, men der er fortsat grundlag for at opretholde WHO's generelle rekommandationer til spædbarnsernæring med anbefaling om brysternæring i minimum 6 mdr. og tilførsel af kornprodukter fra tidligst 4-6-måneders-alderen.

Korrespondance: Bendt Brock Jacobsen , Pædiatrisk Afdeling H, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C. E-mail: bendt.brock@ouh.fyns-amt.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet