Spis mindre - lev længere

Hellere sund og gammel end syg og ung. Det kunne være mottoet for CR - Calorie Restriction - livsstilen, som på det seneste har fået stor opmærksomhed i USA. Målet er ikke at slanke sig, men at leve rigtig længe og være sund imens. Metoden er at skære sit spiseri voldsomt ned, uden at det går ud over næringsindholdet i maden.

Amerikanske myndigheder anbefaler at spise 2.000 kalorier om dagen for kvinder og 2.500 for mænd, men tilhængere af CR får typisk 30-50 pct. mindre.

Sultespiserne udgør stadig en lille del af de mad- og helseinteresserede amerikanere, men gruppen vokser, efterhånden som den alderdomsforskrækkede baby boomer-generation kommer stadigt længere op i årene.

Nu er også forskningsverdenen begyndt at interesse sig for, hvad der sker, hvis man reducerer sit kalorieindtag så meget. Dyreforsøg har vist, at sultespiseri fører til både bedre helbred og længere levetid, og de første resultater fra forsøg med mennesker peger også mod, at man bliver sundere, hvis man spiser meget mindre end normen.

Forskerholdet Luigi Fontana, Timothy Meyer, Samuel Klein og John Holloszy har kigget på, hvad det betyder for risikoen for åreforkalkning, hvis man praktiserer CR.

I slutningen af april offentliggjorde holdet i PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences) - det amerikanske Videnskabernes Akademis blad - den konklusion, at »langtids CR har en kraftig, beskyttende virkning mod åreforkalkning«.

Om man også lever længere, hvis man sultespiser, har forskningen ikke haft tid til at belyse endnu.

»Vi ved ikke, hvor længe hvert individ faktisk vil ende med at leve, men de har i hvert tilfælde en meget længere forventet levetid end gennemsnittet, fordi det er meget usandsynligt, at de vil dø af hjerteanfald, hjerneblødning eller sukkersyge«, siger forskningsholdets leder, professor John Holloszy fra Washington University i St. Louis i delstaten Missouri, til amerikanske medier.

Under 1.000 kalorier om dagen

Professor Holloszys konklusion er baseret på undersøgelser af 18 amerikanere, der har praktiseret CR konsekvent mellem tre og 15 år - gennemsnittet var seks år. Deres alder rangerede mellem 35 og 82 med et gennemsnit på 50.

Mary Robinson er en af de tre kvinder, der var med.

Hun blev nærmest uden at vide det fan af CR eller CRON - Calorie Restriction Optimal Nutrition - som tilhængerne kalder deres diæt, når de skal være korrekte.

»Jeg begyndte at gå på slankekur i juli 2000 for at tabe mig og spise mere sundt. Jeg spiste 1.000 kalorier om dagen eller mindre. Den efterfølgende januar havde jeg tabt mig 25 pund og følte mig meget bedre tilpas. På det tidspunkt så jeg et TV-program om Dr. Walfords CRON diæt og indså, at jeg havde levet sådan lige siden juli«, fortæller Mary Robinson.

Den Dr. Walford, Mary Robinson omtaler, er Roy Walford fra det californiske universitet UCLA, som i 1983 udgav bogen »Maximum Lifespan« og tre år senere »The 120-Year Diet«, som nærmest er blevet CR-folkets bibler.

I dag kunne Mary Robinson ikke tænke sig at leve på anden måde. Hun holder nøje øje med, hvad hun spiser og har endda lavet et software program, som følger hendes indtag af næringsstoffer. I alt får hun nu ca. 1.150 kalorier dagligt og synes ikke, hun fornægter sig noget.

»En gang imellem spiser jeg et stykke kage eller en snack, men jeg går overhovedet ikke og hungrer efter de ting. Jeg spiser dem nærmest for at vise mig selv, at de slet ikke smager særlig godt. Jeg ville faktisk hellere have en skål jordbær. Jeg foretrækker i høj grad sund mad nu og savner ikke al den usunde mad, jeg plejede at spise«, siger hun.

Vendt og drejet, målt og vejet

Mary Robinson meldte sig ind i CR-tilhængernes forening, The CR Society, i 2001 og meldte sig også, da John Holloszy og hans team efterlyste forsøgspersoner til deres undersøgelser.

»Jeg er meget interesseret i at se forskning foretaget på menneskers CR. Jeg har personligt haft stor glæde af det, selv på kort sigt. Jeg har elimineret mange mindre helbredsproblemer og føler mig mere vågen og energisk. Og helt personligt fik jeg som deltager i studiet et gratis, meget vidtgående medicinsk check«, siger Mary Robinson om sin motivation for at deltage.

Selve de mange tests blev foretaget over tre dage på Washington University.

»Det var ligesom at checke sig ind på et hospital«, som Mary Robinson siger.

Her blev hun og de andre CR-deltagere - samt en kontrolgruppe på 18 almindeligt spisende amerikanere - målt og vejet og undersøgt i alle ender og kanter.

»Der var bl.a. blodprøver, en test for glucosetolerance, en løbebåndstest for stress, et hjertekardiogram, en knogle-scanning og en test for åre-elasticitet. Jeg gav dem også mine medicinske oplysninger gennem ti år«, siger Mary Robinson.

Alle deltagerne blev så bedt om at føre et nøjagtigt regnskab over, hvad de spiste, i syv dage.

CR-folkene fik kun mellem 1.112 og 1.958 kalorier om dagen, men fik over 100 pct. af det daglige anbefalede indtag af nødvendige næringsstoffer.

I alt kom 26 pct. af deres kalorier fra protein, 28 pct. fra fedt og 46 pct. fra kulhydrater.

Til sammenligning fik kontrolgruppen næsten dobbelt så mange kalorier - fra 1.976 til 3.537 kalorier pr. dag - og sammensætningen var også ganske anderledes. De »almindelige« amerikanere fik 18 pct. af deres daglige kalorier fra protein, 32 pct. fra fedt og 50 pct. fra kulhydrater.

Den største forskel i de to gruppers madvaner ser ud til at bestå i, at CR-gruppen skyr langt det meste færdigmad, stort set aldrig spiser snacks og heller ikke drikker sodavand.

Desuden tog CR-folkene mange tilskud i form af vitamin- og mineralpiller, men forskningsprojektet fandt ikke, at det gjorde den store forskel.

Til gengæld var der meget stor forskel på alt muligt andet.

Meget ringere risiko

På alle indikatorer var de 18 CR-folk betydeligt sundere end de »almindelige« amerikanere, som udgjorde kontrolgruppen.

»Vores data viser, at CR resulterer i dybe og vedvarende positive virkninger på de store risikofaktorer for åreforkalkning«, som der står i forskerholdets artikel i PNAS.

Mest åbenbare var nok forskellene i blodtryk. Både det systoliske og det diastoliske blodtryk i CR-gruppen var »bemærkelsesværdigt lave« med gennemsnitsværdier på henholdsvis 99 og 61, der normalt findes i »ti-årige børn«, som forskerholdet skriver.

Bemærkelsesværdigt var også, at tallet for det »gode« kolesterol var så højt hos CR-gruppen - 63 - fordi mennesker på slankekur ofte oplever, at det tal falder. Det sker især, når deres indtag af fedt går ned.

Rent fysisk siger det nærmest sig selv, at CR-folkene var meget tyndere end gennemsnitsamerikanerne i kontrolgruppen. Body-mass indekset - BMI - hos de mandlige sultespisere var f.eks. i gennemsnit på 19,6, mens det tilsvarende tal i kontrolgruppen var på 25,9.

Ud over denne research mener holdet, at den eneste anden mulighed, videnskaben indtil videre har haft for at vurdere, hvad der sker, når mennesker indtager meget lidt mad, kom fra den såkaldte Biosphere 2.

Biosphere 2 var et lukket naturkredsløb - en slags boble - hvor otte menne-sker i to år levede af det, de selv producerede. En af dem var i øvrigt Roy Walford, der senere blev »CR-guru« med sine bøger om at spise mindre og leve længere.

Ifølge PNAS-artiklen var Biosphere 2-beboerne tvunget til at skære ned på maden.

»På grund af tekniske problemer var der ikke så megen føde til rådighed, og kalorieindtaget var på gennesnitligt 1.780 kalorier om dagen i de første seks måneder«, skriver Holloszy-teamet.

Resultaterne viste til en vis grad de samme virkninger, som Hollszys hold nu har konstateret. Også her var der lavere blodtryk og mindre »dårlig« kolesterol. Men til gengæld var det »gode« kolesteroltal også lavere i modsætning til deltagerne i Holloszys CR-eksperiment.

Researcherne regner med, at det skyldes diætens sammensætning, hvor CR-folkene ikke skar ned på fedtstoffer i nær samme grad, som deltagerne i Biosphere 2 var nødt til at gøre.

Svær at holde

Holloszys resultater synes at bekræfte tesen om, at man bliver sundere af at spise meget lidt. Men spørgsmålet er, hvor stor resonans det budskab vil have i en befolkning som den amerikanske, hvor flere og flere flytter deres madvaner i den stik modsatte retning og indtager alt for mange kalorier.

Ifølge Centers for Disease Control and Prevention var 65 pct. af USAs voksne befolkning overvægtige i år 2000 og 28 pct. endda så meget, at de karakteriseres som fede. For 20 år siden var de samme tal henholdsvis 47 og 15 pct., så overvægten er i bogstaveligste forstand et voksende problem.

I en tid hvor det er vanskeligt at få folk til at lade være med at spise for meget, er der måske ringe håb om at få dem til at spise næsten ingenting.

Samtidig er det ikke alle, der har nemt ved at holde antallet af kalorier nede.

Formanden for CR Society, Brian Delaney, indrømmer, at han længes efter, at nogen opfinder en pille, der kan give samme virkning som de begrænsede kalorier.

»Jeg har nok større vanskeligheder end mange med denne diæt. Den dag, der bliver opfundet en pille, som kan det samme, skrotter jeg den nok«, sagde Delaney for nylig til Berlingske Tidende.

Omvendt tiltaler teorien om, at CR fører til et længere liv, formentlig mange - uanset at teorien ikke er videnskabeligt bevist for mennesker endnu.

Det er åbenbart især tilfældet for mænd - langt de fleste af CR Societys ca. 1.200 medlemmer er af hankøn. Ifølge Brian Delaney kan det muligvis skyldes, at kvinder ikke er nær så forhippede på at blive gamle - de kan føde børn og synes måske derfor, at de »lever videre« på den måde.

Der er også nogen, som frygter, at en CR-diæt kan være farlig og ligefrem føre til anoreksi.

Men ifølge Liza May, der er kostrådgiver i USAs hovedstad Washington, er der ingen sammenhæng mellem de to ting.Hun har gennem sit arbejde mødt mange anoreksi-ramte, og de har et helt andet udgangspunkt end folk, der som hun selv følger en CR-diæt.

»Deres motivationer er helt forskellige. Anoreksikere kommer fra et udgangspunkt, hvor de hader sig selv, og de ønsker at straffe sig selv. Mennesker, der praktiserer CR, gør det for at være gode ved sig selv; fordi de kan lide sig selv«, siger Liza May.

En anden forskel er, at anoreksikere udelukkende fokuserer på at være tynde og veje meget lidt, mens CR-tilhængerne fokuserer på antallet af kalorier. At være tynd er en biting.

I det omfang, der er en kobling, findes den på det psykologiske plan.

»Nogle anoreksikere skjuler sig bag CR og forsøger nærmest at retfærdiggøre deres manglende spisning med henvisning til CR«, siger Liza May.

»Det er meget vigtigt for os at få frem, at de to ting ikke hænger sammen. Nogle anoreksikere spiser næsten ingenting, mens CR-folk netop gør meget ud af at få nok næring - blot med et lavt kalorieindtag«, siger hun.

En enkelt gruppe mennesker er dog afskåret fra at leve en CR-livsstil, og det er småbørn.

»Det er ikke nogen god ide at udsætte små børn for CR. Børn har behov for at vokse. Ganske vist er det ikke særlig sundt for dem at spise det, som amerikanske forældre giver deres børn, og som gør dem fede, men de har behov for masser af kalorier til at vokse. Når de bliver teenagere - efter puberteten - kan de gå på CR«, siger Liza May.

Men måske det allervigtigste budskab om kost og kalorier er, at der ikke er nogen facitliste. Liza May anbefaler f.eks. aldrig andre at følge CR, selv om hun selv er tilhænger.

»Der findes ikke én, rigtig diæt, som passer alle. Man må altid tage individuelle hensyn«, siger hun.