Skip to main content

Stærke patienter og pårørende i Nord må belave sig på en lavere service

Ovenpå opråb fra ledende overlæger på regionshospital Nordjylland, erkender lægefaglig direktør, at der ikke ”flyder noget fløde”, der kan suges væk. Intensiv jagt på klinisk spild har ikke kastet mange penge af sig.

Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Regionshospitalet Nordjylland. Foto: Lars Horn.
Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Regionshospitalet Nordjylland. Foto: Lars Horn.

Dorte .R. Jungersen, doj@dadl.dk

16. nov. 2017
4 min.

I et åbent brev stilet til hospitalsledelsen og regionrådet siger otte ledende overlæger fra Klinik Medicin på regionshospital Nordjylland nu fra over for de seneste besparelser og måden hvorpå de effektueres.

”Som læger har vi ytringspligt, hvis fagligheden er i fare, og det får konsekvenser for patientsikkerheden, Og det er dertil, vi er nået: Nok er nok! Vi har brug for, at I som politikere træder i karakter, og at hospitalsledelsen ikke benytter sig af grønthøster besparelser, når det bliver svært.

Der skal derfor prioriteringer til, og de kan ikke længere alene komme fra lederne og medarbejderne”, hedder det i det åbne brev, der er offentliggjort i Nordjyske torsdag.

Brevet knytter an til de varslede besparelse for 2018 på mere end 32 mio. for hele regionshospitalet, hvoraf Klinik Medicin skal spare lidt mindre end en fjerdedel.

En besparelse, som hospitalsledelsen på RHN (Regionshospitalet Nordjylland) har besluttet skal fordeles ligeligt klinikkerne imellem.

”Man når dertil som klinik, at det kan være rigtig svært at se, hvad guleroden skal være for at overholde budgettet, når man alligevel kommer til at betale for sygehusets samlede overskridelser af budgettet”, hedder det i det åbne brev fra overlægerne i klinik akut, som beskriver sig selv som "de pæne i klassen".

Forsvar for grønthøsteren

Lægefaglig direktør på regionshospital Nordjylland, Claus Brøckner Nielsen, forstår og deler de ledende overlægers frustration, men inden han torsdag eftermiddag skal til møde med lægerne, forsvarer han brugen af grønthøsteren.

”Vi har allerede tidligere på året nedsat flere arbejdsgrupper med henblik på at undersøge, om der er områder på tværs af specialer og klinikker, hvor der kunne findes fokuserede besparelser, herunder om der kunne findes noget ’klinisk spild’. Vi har f.eks. set på, om vi kunne samarbejde bedre om ambulatorie- og sengeafsnit. Indtil nu har den proces ikke kastet mange penge af sig - kun lidt inden for logistik og service og muligheden for at lukke senge ned.

Der er simpelthen ikke steder, der flyder med fløde og honning.

Og derfor ser vi ingen anden mulighed end at tage grønthøstermetoden i brug. Det er den mest kollektive måde at finde besparelser på. Og jeg synes det er beklageligt, hvis den metode fører til en intern konflikt de enkelte klinikker imellem. Ja, der er nogen, der ikke har overholdt deres budgetter. Men det har der været gode grunde til. Flere steder er man voldsomt udfordret af mangel på speciallæger og har derfor været nødt til at ansætte vikarer, som er dyre ”.

Vi har alle sorteper

Til Nordjyske udtaler regionsrådsformand Ulla Astman, som brevet også er stilet til: ”Hvordan den aktuelle omprioritering - som er det, der er tale om - skal udmøntes, er en ledelsesopgave. Det kan og, synes jeg, skal jeg ikke blande mig i”.

Hertil siger Claus Brøckner Nielsen:

”Regionpolitikerne har ingen penge fået - derfor må vi omprioritere. Og jeg bliver nødt til at anerkende, at regionsrådet med Ulla Astman i spidsen har ladet det være op til os i hospitalsledelsen at finde ud af, hvor der kan skæres. Den opgave tager vi selvfølgelig på os i hospitalsledelsen.

Og vi er ikke færdige med at afsøge muligheder for at spare på særlige, fokuserede områder.

Vi kommer til at nedlægge stillinger – forhåbentlig undgår vi at skulle fyre nogen. Og så kommer vi nok til at skelne mellem stærke patienter og pårørende og svage patienter og pårørende, således at førstnævnte kommer til at opleve en kende mindre service, end de har været vant til - patientsikkerheden kommer altid først”.

Hvem sender du sorteper videre til?

”Jeg sender den videre til os allesammen. Vi har alle en del af sorteper. Vi mangler en ordentlig diskussion af, hvad vi er villige til at betale for vores sundhedsvæsen, og hvad det er, vi ikke skal gøre. Der er ikke overensstemmelse mellem det, der meldes ud, vi skal opfylde, og de ressourcer der afsættes.

Udredningsretten inden for 30 dage er et helt legitimt ønske blandt politikere og borgere og støttes selvfølgelig af de fagprofessionelle, men den ret er et stort effektivitets- og produktivitetskrav, som har langt større konsekvenser for os, end de to procents effektivitetskrav, som vi nu slipper af med. Og sådan er der flere områder, der trænger til en ordentlig dialog”.

Det åbne brev fra lægerne på regionshospital Nordjylland følger i slipstrømmen på de seneste måneders opråb fra læger landet over, der alle problematiserer misforholdet mellem politisk udmeldte løfter, forventninger til service, kvalitet og aktivitet og de ressourcer der er at gøre godt med.