Skip to main content

Stemplet som cannabis-tossen

Tina Horsteds forsvar for cannabis har bragt hende på kant med store dele af lægestanden. Men ”så meget nej” bekræfter hende blot i, at "lægestanden er stokkonservativ."

Tina Horsted, speciallæge i anæstesi, er 100 pct. fortaler for brugen af cannabis i smertebehandling og åbnede for to år siden sin første smerteklinik. Sammen med sin partner er hun ved at oprette klinikker i både Danmark, Sverige og Norge
Tina Horsted, speciallæge i anæstesi, er 100 pct. fortaler for brugen af cannabis i smertebehandling og åbnede for to år siden sin første smerteklinik. Sammen med sin partner er hun ved at oprette klinikker i både Danmark, Sverige og Norge

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk

1. mar. 2018
4 min.

Hvis der fandtes en klub for kontroversielle læger, ville Tina Horsted være selvskrevet som medlem. Den 56-årige speciallæge i anæstesi med en liberal tilgang til behandling med medicinsk cannabis er efter eget udsagn ikke god til at gå i takt. En egenskab, der de seneste par år har gjort, at hun oplever at blive set skævt til blandt kolleger.

”Jeg bliver mødt af så meget ’nej’, men det bekræfter mig blot i, hvor stokkonservativ lægestanden er”, siger hovedpersonen selv, med baggrund i at bl.a. Lægeforeningen og Dansk Selskab for Almen Medicin har afskrevet cannabis som behandling på grund af manglende evidens.

”Jeg får virkelig mange lamme kommentarer. Både i lukkede facebookfora og i den offentlige debat oplever jeg kolleger, der opfører sig som en flok lemminger. Ingen siger, det er godt gået, at jeg gider løfte opgaven at ordinere cannabis under kyndig vejledning og kontrollerede forhold. Derimod er jeg stigmatiseret som hende ’cannabis-tossen’, selv om jeg også foretager masser af konventionel behandling. ’Den store cannabis-læge’ stod der på en henvisning fra en praktiserende læge til min klinik”.

I 2016 åbnede Tina Horsted en smerteklinik i det indre København, hvor 80 pct. af patienterne kommer for at få recept på medicinsk cannabis, som deres egen læge som forsøg har haft mulighed for at udskrive siden årsskiftet.

Hun har som uddannelsesansvarlig overlæge taget flere kampe for yngre læger, og nu er det hendes patienter, hun står op for.

Med baggrund i ventetider på op til et år opstod der i oktober endnu en smerteklinik på adressen i Farvergade for selvbetalende patienter. Og lige nu arbejdes der på at finde en partner i Jylland og også gerne en på Fyn. Målet på længere sigt er, at Tina Horsted ikke selv skal behandle patienter, men snarere indtage en rolle som mentor.

Speciallæge i anæstesiologi Merete Petersen har arbejdet sammen med Tina Horsted ad flere omgange, senest i smerteklinikken: ”Et karaktertræk, der går igen, er hendes vilje til at kæmpe. Hun har bl.a. som uddannelsesansvarlig overlæge taget flere kampe for yngre læger, og nu er det hendes patienter, hun står op for. Og det gør hun stærkere end de fleste af os andre – her har hun et jernpanser”, siger Merete Petersen.

Ven og studiekammerat, speciallæge i plastikkirurgi, Christian Sneistrup, mener nok, at kritikken berører Tina Horsted, men: ”Den lægger ikke en dæmper på hende. Hun er entreprenant og brænder for det her. Den forskrækkelse, der eksplicit udtrykkes, kommer fra kolleger, som selv udskriver store mængder af vanedannende medicin”, siger Christian Sneistrup og tilføjer: ”Og så lægger man jo mærke til hende”.

Tina Horsted er meget direkte og uden omsvøb og både hendes Facebook- og Instagramprofil er tilgængelig for alle.

Faktaboks

Fakta

Hun er opvokset i Tisvilde og ville egentlig være dyrlæge. Men i 3. g trak for mange fester gennemsnittet ned. Det blev derfor først til en uddannelse og seks års virke som sygeplejerske, inden hun besluttede sig for den ”store pakke” og blev cand.med. som knap 40-årig.

Når hun ikke arbejder ”sindssygt meget” og turnerer landet rundt med cannabis-foredrag, rejser hun. En årlig rejse til f.eks. Indien med udrensning, yoga og vegetarkost er en nødvendig kontrast til en hektisk hverdag. Det var under et sådant ophold, hun i 2016 besluttede at opsige sit job som overlæge på Rigshospitalets tværfaglige smertecenter.

Tina Horsted har efter eget udsagn altid været ”modig og fuld af spilopper”, har dyrket kampsport, kørt motorcross og Harley Davidson.

Og der er fortsat fart på – i mere end én forstand: For nylig blev Audien skiftet ud med en Jaguar.