FOLKEMØDE - Forskningsmiljøerne har forsømt at fortælle om nødvendigheden af forskning. Nu står de i en skrøbelig situation, efter at regeringen har skåret i den offentlige støtte.
Paradoks: Forskning i sundhed er afgørende for at skabe udvikling. Regeringen har sparet 1, 4 milliarder kroner i den offentlige forskningsstøtte.
Ingen af de politisk ansvarlige for nedskæringerne havde tid eller lyst til at stille op. Debatten lørdag morgen på Folkemødets tredje dag blev derfor en diskussion mellem diverse ”ofre” for nedskæringerne af, hvor slemt, det er og hvad man kan gøre.
Der var enighed om, at det er slemt. Alle forskningsmiljøer er præget af ustabilitet og den er nu blevet mere udpræget.
”Vi har vært alt for dårlige til at forklare nødvendigheden af forskning”, Henrik Ullum.
Andreas Rudkjøbing, der selv er sundhedstjenesteforsker, sagde:
”Det er en enormt kedelig udvikling. Vi mærker, at det går ud over den forskerinitierede forskning. Og der er kommet mere skrøbelighed i den enkelte forskers situation. Når støtten bliver mindre går det ud over den langsigtede forskning. I forskningbudgetterne kommer en langt større andel udefra. Bare der hvor jeg forsker, må vi hvert år sige farvel til adskillige forskere, fordi der ikke er penge til deres forskning”.
Formand for LVS (de Lægevidenskabelige Selskaber), Henrik Ullum, supplerede:
”Ser vi på den samlede pulje af ansøgere til forskningsmidler, har kun 5-10 procent en chance for at få penge. Desuden har alle fondene deres agenda. Og selvom der heldigvis er overlap til de offentlige interesser, så er det stadig meget vigtigt, at der er offentlige midler også, for at sikre bredden”.
Hvilken forskning mangler?
Panelet kom med bud på, hvor der i dag mangler forskning og som de tilrådeværende midler ikke tilgodeser. Sundhedstjenesteforskning, forskning i innovation og i sundhedsvæsenets organisering, psykiatri og personlig medicin blev nævnt.
”Vi mangler også forskning i forskningens effekt. Den samfundsøkonomiske effekt”, sagde kommunikationschef i Novo Nordisk Fonden, Steffen Lüders.
Hvordan får man så skaffet flere midler – det var det store spørgsmål.
Der var almindelig enighed om, at forskningsmiljøerne har forsømt at gøre opmærksom på, hvor vigtig forskning er – i enhver henseende.
”Vi har vært alt for dårlige til at forklare nødvendigheden af forskning”, sagde Henrik Ullum.
Der skal være en strategi. Et tema, som er nationalt defineret og som har fagfolk og gerne en lokal forankring bag sig, sagde formand for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt:
”Det er vigtigt med en kombination af tingene – nationalt, faglig og lokalt – for at tiltrække midler og også for at sikre en bredde i forskningens emner”, sagde hun.
Netop den geografiske bredde udgør et problem i sig selv. Fx for Region Sjælland:
”Vi er hæmmet af at vi ikke har et universitet, så vi har svært ved at tiltrække forskning, forskeren vil gerne være der, hvor de begyndte”, sagde hun.
Hun tilføjede:
”Vi er i en situation, hvor vi må prioritere. Og vi har også problemer ned at rekruttere generelt, så hvis jeg skal vælge mellem to klinikere og en forsker, så vil jeg foretrække det første”.
Henrik Ullum indskød:
”Men netop et godt forskningsmiljø tiltrækker jo læger!”
Situationen bider sig selv i halen der, men der var en vis enighed at spore om en strategi for at få flere forskningspenge. Flere var med på Anne Lindhardts tanker om at et nationalt fokus kan trække flere gode ting med sig, herunder midler fra fonde.
”Jeg tror, vi kan påvirke regeringen ved at tænke i forskningsstrategier. Det kan være personlig medicin, fx. Hvis man nationalt forpligter sig, vil det generere private støtte”.
