Skip to main content

Struktur, overenskomst og mediepolitik

1. nov. 2005
5 min.

Dirigenten valgte at lade formandens beretning efterfølge af beretning fra det overenskomstforberedende udvalg, det seniorpolitiske udvalg og det mediepolitiske udvalg for at samle debatten om struktur (sundhedsvæsenet og politisk-administrativ), overenskomst, mediepolitik, seniorpolitik og øvrige spørgsmål. Formandens beretning og udvalgenes beretninger kan ses på Overlægeforeningens hjemmeside i deres fulde længde.

Struktur

Formanden fremhævede den tidligere vedtagne prioriteringspolitik: 1. Faglighed, 2. Arbejdsmiljø, 3. Nærhed, og at der ikke bør drives beskæftigelsespolitik via sundhedspolitikken. Tre områder har særlig fokus: 1) afdelingsbegrebet og det kliniske arbejde, 2) ledelsesforholdene og 3) lønforholdene. Et tilbagevendende problem er udefunktioner, som let kan gøre det svært at fastholde forankringen i afdelingen. Et svagere tilhørsforhold er også et anslag mod arbejdsglæden, som i forvejen ikke har de bedste kår. Den nye speciallægeuddannelse vil også sætte tilhørsforhold og arbejdsglæde under pres, fordi uddannelsen indebærer kortere ophold på de enkelte afdelinger. Udefunktionerne truer den faglige indflydelse, og for nogle kan tiden som yngre læge blive husket som den, hvor forankringen til afdelingen var større. Ledelsesforholdene skal baseres på de fire grundpiller: diagnostik, behandling, forskning og undervisning. En logisk konsekvens er, at der skabes en entydig lægelig ledelse på områder med direkte kliniske funktioner. Ny Løn er søsat i vekslende grad i landet, men hvor den er indført, ser det ud til, at man er kommet godt fra start.

Overenskomst

Det overenskomstforberedende udvalg har fokuseret på tre områder: vagt, arbejdstid og en »consultant«-ordning. Vagtspørgsmålet omfatter bl.a. såvel afgrænsning i tid som belastning og vagtform. Arbejdstiden kan opdeles i modultid. Forkert udnyttet kan det blive en arbejdsmæssig fælde, men rigtigt udnyttet en gevinst for arbejdstageren. Der er et langt stykke endnu, inden der er opnået en gensidig forståelse mellem de to parter, men ingen tvivl om, at modultid kan blive et nyttigt redskab i tilrettelæggelsen af arbejdstiden. Consultant-ordningen defineres som: »En consultant er en speciallæge på et højt fagligt/specialiseret niveau, som enten opgavemæssigt eller tidsmæssigt kan varetage kliniske funktioner i afgrænset omfang. En consultant adskiller sig fra en overlæge ved ikke at være tillagt ledelsesopgaver, og derfor ikke indgår i afdelingens ledelsesgruppe, men dog i det faglige team. En consultant vil næppe være fuldtidsansat på en enkelt afdeling, men kan være »consultant på fuld tid i form af to eller flere ansættelser.«

Seniorpolitik

Alle overlæger har brug for gode arbejdsforhold, og de foreslåede seniorordninger vandt genklang hos deltagerne som et initiativ til at fastholde ældre kolleger på deres afdelinger. En kritik af, at ældre kolleger skulle arbejde mindre for den fulde løn, blev imødegået med de to alternativer: enten ingen ældre kolleger, der bliver, eller ældre kolleger, der til et højere konsulenthonorar flytter til naboamtet. Det blev også fra anden side fremhævet, at seniorpolitikken bør modtages bedre, end tilfældet er.

Mediepolitik

Dialogen i Overlægeforeningen og kendskabet til dens politik foreslås udbygget gennem brug af Ugeskrift for Læger, Lægeforeningens elektroniske medier, Lægekredsforeningernes tidsskrifter og dagspressen. Den interne dialog vil blive udbygget fx med elektroniske nyhedsbreve og korte notater efter hvert bestyrelsesmøde. Under debatten var der flere, som fremhævede, at »bestyrelsen skal ud til medlemmerne«, men der var ikke samme entydighed i måden. Nyhedsformidlingen gennem hjemmesiden blev kritiseret med henvisning til, at flere medlemmer ikke kender deres brugernavn (og slet ikke password), og bestyrelsen blev foreslået at komme ud til medlemmerne. Det overordnede indtryk er, at nyhedsformidling fra og dialog med bestyrelsen via de elektroniske medier ikke kan stå alene. Flere rejste problemet om, hvorledes den decentrale kommunikation kan opbygges og udbygges og opfordrede til handling på dette område.

Overlægeforeningens struktur og placering i FAS og DADL

Bestyrelsens forslag til ændring af Overlægeforeningens struktur og placering i FAS går ud på, at Foreningen af Speciallæger ændres til en paraplyorganisation for erhvervsforeningerne. Den politiske og forhandlingsmæssige kompetence er herefter placeret direkte hos erhvervsforeningerne (Overlægeforeningen, FAPS og de 8 øvrige erhvervsforeninger). FAS' bestyrelses sammensætning ændres til, at Overlægeforeningen vælger 5 medlemmer, FAPS vælger 2 medlemmer, og de øvrige erhvervsforeninger vælger 2 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand blandt bestyrelsens medlemmer. Under debatten blev det fremhævet, at man anså et fortsat samarbejde mellem erhvervsforeningerne for vigtigt, men at man samtidig støttede forslaget om øget indflydelse i FAS. Det fremgik i øvrigt, at FAPS eller FASKO ikke har lagt sten i vejen for Overlægeforeningen. I forslaget indgår også en reduktion af Overlægeforeningens bestyrelse fra 10 til 7 medlemmer. Det undrede nogle i lyset af de mange opgaver, som bestyrelsen skal løfte. Endelig viste det sig, at der var en vis uklarhed over, hvem der kan blive medlem af FAS i forbindelse med et spørgsmål om afdelingslægernes medlemskab af Lægeforeningen og FAYL. Flere indlæg gav udtryk for stort arbejdspres på amtsrepræsentanterne og et ønske om at styrke den decentrale organisation som støtte i deres arbejde, hvor bl.a. ny løn bliver en stor opgave at løse.

Den nye bestyrelse

Der var valg til 2 af de i alt 10 pladser i Overlægeforeningens bestyrelse. Overlæge, dr.med. Martin Rudnicki, Roskilde Amts Sygehus, blev valgt ind i bestyrelsen. Han afløser Connie Lærkholm Hansen. Adm. overlæge, dr.med. Poul Jaszczak, Amtssygehuset i Herlev, blev genvalgt.

Bestyrelsen er nu Erik Kristensen (formand), Poul Jasczcak (næstformand), Ib Zeeberg, Helle Aggernæs, Jens Bjerre Winther, Lise Møller, Mogens Hüttel, Anna Birthe Bach, Erling Birk Madsen og Martin Rudnicki.

Valg til repræsentantskabet

Der skulle vælges 2 nye medlemmer af repræsentantskabet og 1 suppleant. Efter vedtægterne skal der hvert år vælges 2 medlemmer og 1 suppleant til repræsentantskabet, men pga. vakancer skulle der ved dette års møde i alt vælges 5 repræsentanter og 2 suppleanter.

Mogens Hüttel og Anna Birthe Bach blev valgt til repræsentant i en 3-årig periode, Niels Johannessen og Hanne Kirkeby for en 2-årig periode og Helle Charlotte Knudsen for en 1-årig periode. Som suppleant blev Peter Hove Sørensen valgt for en 3-årig periode og Peter Udson blev valgt for en 2-årig periode.

Kontingentstigning

Repræsentantskabet vedtog en stigning på 150 kr. Det betyder, at det årlige kontingent til Overlægeforeningen fremover er 650 kr.