Patienten, de pårørende og hele det tværfaglige team holder stuegang sammen på Apopleksiafsnittet på Glostrup Hospital. Det er en revolution, at der ikke forud for stuegangen er et tværfagligt møde, hvor budskabet til patienten er aftalt. I stedet afgøres behandlingen sammen med patienten under stuegangen.
brugerinddragelse ii Rehabiliteringsafsnittet på Apopleksienheden på Glostrup Hospital har indført Den Involverende Stuegang. Og de vender aldrig tilbage til den gamle måde. Aldrig.
»Den nye måde at have stuegang på kommer vi ikke af med. Den har været en øjenåbner. Vi har tilfredse patienter, og vi har ingen klager haft siden vi indførte den«, siger apopleksioverlæge Helle Iversen.
Hun tilføjer:
»Det eneste, man kan sige, er, at det egentlig er noget meget simpelt, så hvorfor i alverden har vi ikke indført det før?«
Det simple ligger i, at det organisatorisk er relativt let at indføre. Der aftales en stuegang med de pårørende og hele det tværfaglige team omkring patienten, f.eks. en gang om ugen. Stuegangen er i virkeligheden et møde, ikke ved patientens seng, men på et kontor, og det er en ny måde at organisere det på. Desuden er det forbudt at komme for sent, der er ingen venten på stuegangsholdet, hverken for patienter eller pårørende.
Den store omorganisering er sket oppe i hovedet på personalet, siger Helle Iversen. Hun forklarer:
»Rehabilitering har altid været meget tværfagligt og har altid haft en væsentlig inddragelse af patienter og pårørende. Forskellen på det, vi gør nu og tidligere, er, at vi ikke længere holder tværfagligt møde før stuegang og aftaler, hvad vi skal sige til patienten. Den enkle ting gør en overraskende stor forskel. Sagen er, at hvis vi aftaler behandlingen på forhånd, er vi blot budbringere over for patienten. Når vi ikke gør det, opstår der en helt ny energi og en dynamik i samtalen, som ellers ikke havde været der, og det baner vej for patientens inddragelse«.
Personalet skal monofagligt forberede sig til stuegangen. Lægerne kan f.eks. læse i journalen om der er opstået noget akut, eller om der er kommet nye blodprøvesvar o.l. Resultatet er, at man har et møde, hvor de fagprofessionelle kan være uenige med hinanden – og vise det åbent.
»Det kan synes provokerende. Men på den anden side, hvis man ikke er enig om en behandling, er det fordi, der ikke er evidens for, hvilken behandling der skal til. Så kan patienten inddrages og vælge«, siger Helle Iversen.
Er der omvendt klar evidens for, hvad der skal gøres, bliver patienten anbefalet det – fordi det er der evidens for.
»Vi går ikke ned i de dybe informationer og begynder at forklare, hvilke stoffer der er i det ene og det andet. Det er patienterne ikke interesserede i. Hvis de eller de pårørende udtrykker interesse for det, går vi selvfølgelig i detaljer. Og hvis de ikke vil følge vores anbefaling, så må vi se på det, jeg har dog kun sjældent oplevet det. Hvis det er en lille afvigelse fra retningslinjerne, der ikke skader, så accepterer vi og anfører det i journalen«, siger Helle Iversen.
Ved mødet/stuegangen sidder patienten ved siden af lægen – så de pårørende ikke kommer til fylde det hele – stuegangen er patientens, forklarer Helle Iversen. Og projektet kan så f.eks. være at finde ud af, hvilken genoptræning der på kort sigt skal vægtes højest, f.eks. at klare sig på toilettet eller gangtræning.
»Vi finder ud af, hvad der skal satses mest på, og det er patientens eget valg. Det bliver truffet på grundlag af de tværfaglige input. Det, der sker, er patient empowerment. Patienten ved, at selv om hun er syg og dårlig, så har hun foden på speederen og bremsen. Det betyder meget«.
Og hvad får personalet ud af det?
Projektet er indledningsvist mødt med både skepsis og glæde. Men en helt klar fordel har det været, at patienterne og de pårørende er mere tilfredse. Det betyder, at lægerne og personale ikke skal bruge tid på møder med utilfredse og klagende patienter og pårørende – klart forbedrende for arbejdsglæden, forklarer Helle Iversen.
Den nye struktur på stuegangen betyder, at personalet kommer til at kende patienter og pårørende bedre. Møderne er tidsfastsatte, og der er kommet klarere forløb, hvilket betyder, at der er færre overraskelser.
Kan alle afdelinger lave en involverende stuegang?
»Ja, nogle af principperne kan alle have. Men den fulde model er svær på en akutafdeling. Men holdningen i det – det med at komme til en stuegang og sige: ,Vi har lige haft en tværfaglig konference, og her blev vi enige om …’ det kan man godt ændre på – i de tilfælde, hvor der skal tages stilling til noget, hvor der ikke er en entydig evidens«.
