Ellen Breddam er netop gået på pension efter en lang karriere som embedslæge, også efter at deres opgaver blev lagt ind i Styrelsen for Patientsikkerhed. Hun genkender sig selv i lægeprotesten mod styrelsen.
Først blev Embedslægeinstitutionen nedlagt og funktionerne lagt ind under Sundhedsstyrelsen, hvorefter de – eller rettere nogle af dem - så nogle år senere blev udskilt til den nydannede Styrelsen for Patientsikkerhed.
Ellen Breddam, som er samfundsmediciner, var med hele vejen. Hun blev pensioneret for ganske nylig, sammenfaldende med den bølge af protest mod netop Styrelsen for Patientsikkerhed, som har rejst sig fra lægeside. På sin vis altså en protest mod læger som hende selv og hendes kolleger.
Vi så jo sundhedspersoner, som blev knust over de her sanktioner, som blev givet, hvor vi tidligere ville have lavet aftaler og troet på folk. Tidligere overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, Ellen Breddam
Ikke desto mindre har Ellen Breddam selv skrevet under på protesten. For hun genkender sig selv i den.
”Jeg var egentlig positiv over for, at der blev oprettet en tilsynsstyrelse, fordi der blev sat fokus på det, og det syntes jeg var vigtigt. Og jeg troede jo meget på dialog og læring”, siger hun.
Men lægerne synes jo, tilsynet er for skrapt?
”Det er først de sidste par år, som jeg oplever det. Det hænger sammen med den lovændring, der er sket. De muligheder er blevet udnyttet fuldt ud. Jeg kan ikke snakke om konkrete sager, men helt ærligt så synes jeg, det blev sværere og sværere at være speciallæge i det system. Man havde sine faglige kompetencer, men meget var bestemt af den jura, der var”.
Hvordan mener du?
”Jeg synes, vores faglige skøn ofte blev tilsidesat. Vi var godt i gang med at arbejde på tværs af embedslægeinstitutionerne, og det fortsatte, da opgaverne blev lagt ind under Sundhedsstyrelsen. Det blev et tværfagligt forum, der tog beslutningerne, om der skulle være sanktioner, eller om man kunne komme videre med dette her uden at sanktionere. Nu er kursen blevet meget skrappere. Vi oplevede flere gange, at selv om vi var meget enige lokalt, så blev vores faglige vurderinger og indstillinger ikke fulgt. Det gjaldt både læger og sygeplejersker. Det blev tiltagende frustrerende. Jeg er glad for ikke at være der længere”.
Faktaboks
Registrering er en evig kilde til frustration for læger, der arbejder klinisk, og sådan er det også for lægerne i styrelsen, siger Ellen Breddam.
”Jeg tror, vi har fuld forståelse for, at det kan være vanskeligt engang imellem at acceptere at bruge så megen tid på registrering. Selvfølgelig skal man registrere, og som ledelse skal man følge med i, hvad der foregår. Men hos os tog det virkelig overhånd. Man hyrede et konsulentfirma til at beskrive, hvordan vi kunne registrere bedre. Der blev en meget høj grad af ensretning. Vi arbejdede efter standard operating procedure i stedet for efter fagligt skøn. Jeg går ind for ensartethed – det sikrer retssikkerheden, at vi arbejder på samme måde – men jeg går ikke ind for, at man ikke skal anvende sit faglige skøn”.
Er styrelsen blevet for hård ved lægerne?
”Kursen er blevet alt for skrap. Vi var tidligere gode til dialog og læring, så jeg er helt enig i den kritik, det er også derfor, jeg har skrevet under på lægeprotesten. Det sidste års tid var frustrerende. Vi så jo sundhedspersoner, som blev knust over de her sanktioner, som blev givet, hvor vi tidligere ville have lavet aftaler og troet på folk. Baggrunden var et par dårlige sager, hvor der ikke blev fulgt ordentligt op. Men de allerfleste blev jo fulgt op”.
Nogle har kritiseret styrelsens samfundsmedicinere som dig selv for ikke at kende nok til den kliniske hverdag. Er det en fair kritik?
”Det synes jeg ikke, det er. Hvis vi har været i tvivl om noget klinisk, så har vi spurgt en sagkyndig rådgiver. Det er jo det, vi kan – samarbejde med andre faggrupper og specialer. Jeg mener, at samfundsmedicinere er de bedste til at lave tilsyn. Nogle af vores hovedkompetencer er kommunikation og læring i et tværfagligt samarbejde, også med jurister og andre”.
Samtidig peger Ellen Breddam på, at den måde, læger uddannes på i dag, ikke just befordrer klinisk erfaring hos f.eks. samfundsmedicinerne.
”Tidligere, før fire- og femårsregel osv. var der mange, der først blev samfundsmedicinere efter et længere klinisk forløb, så der er nogle stykker, der har sådan en baggrund. Det kan man ikke mere”.
Skulle man skille tilsyn og læring ad?
”Det synes jeg ikke. Det hænger i den grad sammen. Det er også den læring, vi har draget af tilsynet med plejehjemmene og f.eks. misbrugsbehandlingssteder. Det er svært at lave tilsyn, hvis der ikke samtidig er læring”.
