Sugekopforløsning skal bevares, men kræver øgede kompetencer

Instrumentel vaginal forløsning med fødselstang har været kendt siden 1700-tallet, men siden Tage Malmstrøm i 1950'erne introducerede vakuumekstraktoren, har sugekopforløsning været foretrukket i Skandinavien. I anglosaksiske lande er sugekoppen først accepteret senere, men også her anvendes den nu også oftere end tang.

I Danmark har anvendelsen af sugekopforløsninger gennem de seneste 15 år været konstant (ca. 8% af alle fødsler), og tilsvarende tal ses i andre europæiske lande. I USA falder anvendelsen af sugekop, hvilket kan skyldes, at FDA i 1998 udstedte en advarsel om brugen af denne teknik pga. risikoen for komplikationer [1]. Den konkrete anledning var, at man i USA over en fireårsperiode havde observeret 12 dødsfald blandt nyfødte børn, der var blevet forløst vha. sugekop.

Sugekopforløsning har i Danmark været opfattet som et nemt og sikkert indgreb. Ønsker vi at fastholde denne opfattelse, er der forhold, som skal respekteres, specielt varigheden af forløsningen (maks. 15-20 min) og antallet af træk (maks. 3-4). I de tilfælde, hvor sugekoppen trækkes af, er det vigtigt at gøre sig klart, at dette ikke er en sikkerhedsventil (indbygget fra fabrikanten), men en advarsel om enten at revurdere sin trækretning eller afbryde forsøget.

I dette nummer af Ugeskrift for Læger præsenteres en sygehistorie om en mislykket sugekopforløsning og et svært påvirket barn, som senere døde pga. en komplikation i forbindelse med forsøg på vaginal forløsning [2]. Vi påmindes om den risiko, der knytter sig til sugekopforløsning, herunder mislykkede forsøg [3]. Dobbeltinstrumentering (sugekop og tang, sugekop og sectio) medfører formentlig en øget risiko for børnene.

I kasuistikken beskrives en af de sjældne, men alvorlige komplikationer, som en sugekopforløsning kan medføre. Det subgaleale hæmatom kan opstå akut inden for minutter eller mindre velkendt subakut inden for de første dage [4], hvor børnene kan have udtalte hypovolæmiske symptomer, når de ankommer til hospitalet, hvilket kan bevirke, at de bliver tolket som potentielle »hjertebørn«. På dette tidspunkt vil hæmatomet være fast og samlet og Derfor vanskeligt at skelne fra knogle. Et øget hovedomfang er ofte det eneste kliniske tegn.

Hvordan kan vi nedsætte risikoen for sugekopskader? Der synes at være færre komplikationer, hvis den uøvede læge har fået simulationsbaseret træning [5]. De refererede studier bygger dog på retrospektive sammenligninger. Måske kan vi nedsætte risikoen, for at der opstår skader, ved at sætte yderligere fokus på træning ved fødefantomer.

Skal vi forlade rutiner med anvendelse af instrumentel vaginal forløsning? Resultatet kunne være amerikanske forhold, hvor op mod en tredjedel af alle nyfødte bringes til verden ved sectio. Svaret er ikke svært for os. Vi ønsker at bevare sugekopforløsning og derved modvirke en stigende sectiorate, der giver grund til bekymring. Løsningen må være øgede kompetencer og respekt for sugekopforløsninger, således at fremtidens obstetrik også rummer gode og sikre instrumentelle forløsninger. Vi må også udforske metoder, som kan hjælpe fødselslæger i beslutningsprocessen, således at mislykkede sugekopforløsninger reduceres; ultralydundersøgelse på fødestuen synes at rumme muligheder for støtte her.

KORRESPONDANCE: Morten Hedegaard , Juliane Marie Centret, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø. E-mail: morten.hedegaard@regionh.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen