Sund kost er stærk medicin - men befolkningen spiser den ikke

Strengt kontrollerede kostforsøg viser ganske overbevisende, at sund kost kan være stærk medicin, og i visse tilfælde lige så effektiv som lægemidler, men uden bivirkninger. Den biologiske effekt er markant, uanset om det gælder raske eller syge personer. Gode eksempler er Lyon Diet Heart Study, hvor patienterne efter akut koronarsygdom fik nedsat dødeligheden med 70% efter kostomlægning [1], og DASH-studiet, hvor en fedtreduceret kost med mere frugt, grønt og fedtfattige mejeriprodukter kunne normalisere blodtrykket hos 60% med let hypertoni [2]. Som påvist af Ovesen & Larsen [3] i dette Ugeskrift er kosten stærk medicin, når overholdelsen sikres i velkontrollerede forsøg, men effekten synes at være beskeden, når kostændringen søges gennemført i større befolkningsgrupper. Da effekten på befolkningsniveau er vigtig, er der grund til at reflektere over, hvorfor det er så vanskeligt at overføre effekten til mere »fritlevende« personer. Problemet er naturligvis manglende overholdelse af kostforskrifterne - et problem, der er helt analogt til manglende medicinindtagelse. Vi spiser ikke alene for at stille sulten, men også for at nyde god mad og drikke i en social kontekst. Alene udtrykket diætforskrift forbindes med restriktioner og askese, og selv omskrivning til kostomlægning med mere positive råd sikrer ikke overholdelse. Sund mad bliver nemt kedelig og smagløs, og det kræver en indsats at ændre på det forhold. Et gourmetkokkekursus kunne således reducere frafaldet i et vægtvedligeholdelsesprogram ganske betydeligt, uden at det gik ud over vægttabet [4].

De fleste personer spiser mindst tre gange om dagen, så tilgængeligheden af sunde måltider bliver helt afgørende for overholdelse. Vi lever i et »toksisk miljø« , hvor vi konstant udsættes for et pres for at købe og konsumere usunde fødevarer, drikkevarer og måltider, og det kræver viljestyrke, selvkontrol, viden og økonomisk formåen at kunne gå imod strømmen. Kun få har i hverdagen det nødvendige overskud og formår at manøvrere forbi alle de usunde tilbud. Det kan derfor ikke undre, at kostvaner, motion og overvægt viser en stærk social gradient, hvor f.eks. forekomsten af fedme er tre gange så høj blandt dem med korte uddannelser som blandt dem med længere uddannelser. En oplagt løsning er øget tilgængelighed af sunde måltider og begrænset markedsføring af slik, sodavand og usund junkfood over for sårbare grupper, især børn. Regulerende tiltag er nødvendige, og vi har eksempler på, at det godt kan lykkes.

Siden 2004 har Danmark som det eneste land i verden haft en lovgivning, der forbyder salg af fødevarer med industrielt fremstillede transfedtsyrer (IPTF). IPTF øger risikoen for abdominal fedme, type 2-diabetes, og iskæmisk hjerte-kar-sygdom. I de omkringliggende lande er det fortsat muligt at spise fastfood, der resulterer i et endda meget højt indtag af IPTF [5], og den danske lovgivning kan anslås årligt at have forebygget ca. 400 præmature hjerte-kar-dødsfald ved at have reduceret indtaget af IPTF fra ca. 1 g til praktisk taget 0 g dagligt uden at påvirke fødevarernes tilgængelighed, smag eller pris.

De store folkesygdomme vil i de kommende årtier være fedme og type 2-diabetes. Selv et mindre vægttab hos svært overvægtige med nedsat glukosetolerans kan mere end halvere forekomsten af type 2-diabetes. Den protektive virkning kan opnås både med diæt, motion, vægtreducerende lægemidler og gastrisk kirurgi, men den store udfordring er at etablere mere effektive behandlingsprogrammer til at fremkalde og bevare vægttab hos overvægtige højrisikopatienter. Forebyggelse af vægtøgning i befolkningen er dog endnu vigtigere. Måske skal vi slagte nogle hellige køer og tænke på lovindgreb, der kan modvirke »toksiske miljøer« og sikre, at det umiddelbare valg bliver det sunde valg. Mere forskning i årsager til vægtøgning er ligeledes påkrævet. Alternativet er, at de 20% af befolkningen, der er svært overvægtige, vokser, får følgesygdomme og må medicineres. Der er behov for handling, og det haster.

Korrespondance: Arne V. Astrup , Institut for Human Ernæring, LMC, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, DK-1958 Frederiksberg C. E-mail: ast@kvl.dk

Interessekonflikt: Forfatteren er konsulent for og modtager forskningsstøtte fra en lang række fødevare- og medicinalfirmaer.