Sundhedsfremme og forebyggelse i en brydningstid

Sundhedsfremme og forebyggelse er væsentlige elementer i den samlede indsats for at forbedre og fastholde folkesundheden, og en styrkelse kan medvirke til at reducere det stigende pres på behandlingssektoren samt øge kvaliteten i rehabiliteringen og arbejdet med de kroniske patienter. Ingen tvivl om det - men hvordan?

Ugeskriftets temanummer om sundhedsfremme og forebyggelse udfolder forskellige perspektiver, og artiklerne afspejler en bred vifte af indsatser i og uden for sundhedssektoren på både individ- og befolkningsniveau. Artiklerne rejser meget relevante problemstillinger for udvikling og kvalificering af arbejdet. Forebyggelse og sundhedsfremme er tværfagligt arbejde, og forfatterne kommer da også fra nogle af de mange forskellige professioner, der bidrager til sundhedsfremme og forebyggelse i Danmark.

Vi vil gerne arbejde evidensbaseret, men i det forebyggende arbejde er der lang vej igen.

Jørgensen et al beskriver, hvordan den overvældende evidens for risikofaktorer til hjerte-kar-sygdomme slet ikke modsvares af evidensen for effektive forebyggelsesmetoder [1]. Dette gælder også inden for andre områder. Evalueringsforskning om sundhedsfremme og forebyggelse er vanskelig at gennemføre og tolke, fordi politiske, strukturelle og kulturelle forhold påvirker udviklingen af en planlagt intervention, og fordi chancerne for at vise tydelige effekter især på befolkningsniveau ikke er store. På det individuelle niveau træffer mennesker også valg, som afviger fra de professionelles anbefalinger. Skal vi forstå menneskers handlinger og udvikle effektive sundhedsfremme- og forebyggelsesmetoder, må det sundhedsvidenskabelige evalueringsparadigme suppleres med andre videnskabelige paradigmer [2].

Også i rådgivningen af den enkelte patient kan der anlægges mange perspektiver på forebyggelse.

Hvas beskæftiger sig i sin artikel med de dilemmaer, der opstår, når klinikere skal rådgive raske kvinder i overgangsalderen om risiko, forebyggelse og sundhed [3]. Hvas foreslår at målrette en specifik indsats omkring osteoporose til udvalgte patientgrupper og så i øvrigt satse på primær forebyggelse. Dette fører til en bedre balance imellem risikooplysning og fokus på den enkelte patients personlige resurser.

Ligesom behandlingsmuligheder må også forebyggelsestiltag prioriteres. Den aktuelle politiske prioritet er folkesygdomme og patientrettet forebyggelse - vigtige angrebspunkter, men langtfra tilstrækkelige. De mest effektive strategier kombinerer strukturelle forandringer med aktiviteter rettet mod individer og befolkningsgrupper. Troelsen demonstrerer i det miljøbevarende cykelbyprojekt, at sundhedsfremme og forebyggelse på befolkningsniveau kan være nært forbundne, selv om strategierne har forskellige mål og midler: cyklismen stiger, og antallet af cykeluheld falder [4].

Prioriteringen gælder også for strukturelle forhold. Med en forestående kommunalreform og fremsættelse af en ny samlet sundhedslov er der lagt op til en styrkelse af sundhedsfremme og forebyggelse, men også en ændret opgavefordeling med kommunerne som centrale aktører. Den kommunale medfinansiering af sundhedsudgifterne er et incitament til at investere i især patientrettet forebyggelse. Det kan kun påskønnes, at kommunerne forpligtes til at gøre en øget indsats, men det må kraftigt understreges, at der påhviler kommunerne et stort ansvar for tillige at fortsætte arbejdet med sundhedsfremme og primær forebyggelse, som i sagens natur ikke efterspørges på grund af et akut problem, og som heller ikke giver en umiddelbar økonomisk gevinst.

Kommunerne er ikke alene om opgaverne. Sygehuse og almen praksis er tiltænkt en stærkere sundhedsfremmende og forebyggende rolle i bestræbelserne på at integrere indsatsen i et patientforløb. Goldstein et al giver eksempler på, hvordan udvalgte sygehuse allerede har taget opgaven på sig, men de påpeger også, at der er langt igen, før klinisk forebyggelse er implementeret på danske sygehuse [5]. Dette bliver endnu en opgave for de kommende regioner. Endelig får regionerne en forskningsforpligtelse, også inden for sundhedsfremme og forebyggelse.

Der er stort behov for den sundhedsfremme- og forebyggelsesekspertise, som er opbygget i de nuværende amter gennem de seneste 15-20 år; og der er stort behov for at styrke tværfaglige folkesundhedsmiljøer med en tæt kobling til forskningsinstitutioner. Lad os håbe, at erfaringer, forskning og struktur vil sikre dynamik og kvalitet i fremtidens sundhedsfremmende og forebyggende arbejde i Danmark.

Korrespondance: Kirsten Vinther-Jensen, Afdelingen for Folkesundhed, Sundhedsfremmeenheden, Århus Amt, Olof Palmes Allé 17, DK-8200 Århus. E-mail: kvj@ag.aaa.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet