Sundhedshumaniora rykker ud: litteratur til læger

På Syddansk Universitet i Odense underviser vi de unge lægestuderende i et obligatorisk fag, der hedder narrativ medicin og også tilbydes som et valgfag på de sundhedsfaglige kandidatuddannelser, og vi forsker på livet løs i noget vi kalder sundhedshumaniora. Det dækker en række overlap mellem forskellige humanistiske discipliner og sundhedsvidenskab. Kernen i vores litterære undervisning og forskning er en tese om, at nærlæsning af skønlitterære tekster og dermed kritisk fordybelse i en kompleks kunstnerisk ytring, som taler om svære emner på mange niveauer, kan gøre de studerende bedre til at lytte til, forstå og præcist gengive det, som patienterne fortæller og dermed i sidste ende give bedre og mere effektiv behandling. Vi arbejder også på at udvikle efteruddannelse af sundhedsprofessionelle ud fra antagelsen om, at den opmærksomme læsning af litteratur giver særlige muligheder for at skærpe de professionelles blik for det hele menneske »bag« diagnosen.

Hvilke tekster i dansk litteratur tænker vi, at læger kunne drage nytte og have fornøjelse af at læse?

I de seneste godt ti år er der i Danmark udkommet påfaldende mange digtsamlinger, der handler om sygdom og behandling. I hast kan nævns seks markante digtbøger, der kredser om emnerne: Pablo Llambías »Monte Lema« (2011), Asta Olivia Nordenhof »Det nemme og det ensomme« (2013), Bjørn Rasmussen »Ming« (2015), Mikael Josephsen »Knæk« (2016) og Olga Ravn »Den hvide rose« (2016). Flere kunne nævnes, men der skulle være nok til at udpege en trend: Der digtes om egen og andres sygdom i en svær kontakt med sundhedsvæsenet i dansk samtidslitteratur.

Bøgerne er typisk bundet op på en fortælling (narrativ), hvor sygdommen bryder ud og bryder ind i og afbryder en oplevet normalitet, medfører indlæggelse og behandling, for så at slutte med udskrivelse uden helbredelse med en blanding af håb og frygt, lettelse og nagende tvivl om tilbagefald. Igennem de enkelte digte og det forløb, de tilsammen beskriver, prøver værkerne at skabe forbindelser mellem før, under og efter sygdom og dermed give en slags retning på tilværelsen, skabe sammenhæng i det afbrudte liv ved at skrive sig ud af sygdomskrisen.

Pia Tafdrups digtsamling »Tarkovskijs heste« (2006) var en slags trendsætter i denne nye kanon af sygdomsdigtsamlinger. Her er det ikke digteren selv, der er patient, men hendes far, der får Alzheimers. Men projektet med at finde mening i sygdommen, at kompensere for tab og afsavn er det samme, nu blot som pårørende. Hvis man kort sagt vil vide, hvordan en af det danske sprogs mestre og mest sensitive ordkunstnere oplevede tabet af en både meget højt elsket og dybt beundret far, er der intet sted, det kan studeres bedre, end i disse digte. De er ikke »svære« eller mystiske, selvom der er referencer til mytologi, anden litteratur og kunst, som kan forekomme fremmed, og selvom der til tider kan være lettere kryptiske formuleringer og brudt form med mange pludselige linjeskift, som kan være tricky for den, der ikke læser seriøs og højstemt lyrik til hverdag. Men de fleste digte er helt nøgterne og utroligt smukke og rørende, sine steder også morsomme øjebliksbilleder fra livet som pårørende til en person med demens.

Samlingen består af tre dele: en intro og en outro på ét digt hver, og så den lange midterdel »Glemslens grotesker«, der består af 50 digte a ca. en side. En grotesk er en særlig kunstnerisk form, hvor ting virker unormale og fordrejede som de små vrængende ansigter på f.eks. katedralers facader, hvilket præcist er, hvad der er på tale med særlig fokus på situationer bundet op på et dobbelttab af faren og af farens hukommelse. Vi følger datterens liv med faren, fra hun for første gang ved, at »Min far forstår ikke, / hvad han gør«, til at han begynder at bytte om på konen og datteren og sin egen mor, ikke kan hitte rede i årstiderne (faren var landmand og havde hele sin identitet knyttet til årstidernes skifte), kalder på den hund, som har været død i årevis, bliver anbragt på plejehjem mod sin vilje, men fordi ingen andre muligheder er til stede (»det er tid / til at leve adskilt sammen«).

Herefter følger vi sygdommens progression til den uundgåelige død i digtet »Krig og fred«: »Ja – / der gives et strømsvigt, der rammer / hele kloden. / – Og måske er det derfor, et lys står tændt i stagen«. Puha! Sikke et billede på følelsen af farens død og mødet med hans afsjælede krop i hospitalssengen. Det er virkelig storladen patos med schwung, og det går rent ind. Det må være sådan, det er pludselig at være alene tilbage med sit navn. En række efterfølgende digte behandler sorgen og mindet, førend der i outro-igtet samles op med en modig gestus.

Mens digtene overvejende har fokuseret på tab, fravær, afsavn, død og længsel – glemslens grotesker – tillader Tafdrup sig afsluttende at se og skabe og fastholde det smukke og det skønne og harmoniske i farens liv og død, i hans sygdom og tab. Hun finder dyb mening i demensen. Faren var tæt knyttet til naturen og landet, som mange digte handler om, at han mister forbindelsen til (det sidste, der er tilbage, er en genkendelse af duften af markchampignon), men i det sidste digt knyttes forbindelsen sammen igen: »I den skønhed en hest / opviser, / stående i sol / på en græsmark, / som jeg i et tog kører forbi, / få dage efter / at min far døde – / ser jeg ham pludselig igen«. Her foreviger digteren faren som skøn erindring i denne digtsamling, hvori han som kunstnerisk skabelse overlever os alle.

I introdigtet havde Tafdrup påkaldt sig den mytiske figur Eurydike, Orfeus’ elskede, som han med sin digterkraft bragte tilbage fra dødsriget, men ikke kunne vente med at se og derfor fik dræbt, da han kiggede sig tilbage, og hun blev en saltstøtte. Tafdrup forestiller sig på feministisk vis Eurydikes liv før hendes død, før Orfeus, og at hun dér havde Orfeuskræfter til med sang og digt at bringe sin døde far tilbage. Som bogen slutter: »En skygge lyser, / nu ER han her bare«. Sort på hvidt gennem litteraturens magiske mørkekammer også kaldet fantasien, hvori de døde kan få nyt liv og overleve sig selv og deres sygdom.

Pia Tafdrup er en nyklassiker i nyere dansk litteratur, og en af Gyldendals store forfattere, men vi finder også i disse år et spirende vækstlag af fremragende yngre forfattere, som i fortællende prosa tager fat på emner om sundhed og sygdom som Caroline Albertine Minor med novellerne »Velsignelser« (2016), der blandt andet fortæller om at have en kæreste, der bliver hjerneskadet af en trafikulykke, eller Mette Zingenberg med fortællingerne »Min lille horror« (2017), der er surrealistiske beretninger om forfald og sygdom. Man skal læse de unge og nye, fordi de har deres egen finger på pulsen og giver os deres fortolkninger af tilværelsen og deres bud på, hvordan det er at leve i nutiden.

Et af de mange små forlag, som er værd at gå på opdagelse hos, er forlaget Kronstork, der drager fordel af ikke at arbejde med et tungt maskineri. De kan hurtigt udsende nye bøger og har mange unge forfattere på deres program. Liv Nimand Duvå debuterede på Kronstork i 2017 med romanen »Vi er vel helte«. Bogens knaldgule omslag er til at få øje på, og romanens historie om den unge medicinstuderende Billie kan man ikke undgå at blive fanget af, når man har læst de første sider. Vi følger den unge piges oplevelse af sin fars død. Faren dør efter mange års alkoholmisbrug, og han efterlader sin datter med en knugende sorg og smerte.

Billies far var musiker og med i et miljø, hvor alt for meget alkohol var fast inventar. Faren var god til at skjule, hvor galt det var fat med ham, men kom også så langt ud, at blackouts og hospitalsindlæggelser hurtigt afløste hinanden. Billie er snart ene om at klare de mange problemer, som farens druk fører med sig. Hun kæmper for at få ham til at holde op med at drikke og er der altid for ham, men de mange anstrengelser hjælper ikke. Han klamrer sig til sine guldøller og kan ikke selv tage de skridt, som er nødvendige, hvis han skal overleve. Forfaldets logik er frygteligt at følge, men det er også skræmmende at se, hvor selvopofrende Billie bliver i sin kamp med og mod faren. Det professionelle system er der, men alkoholikere er ifølge Billie ikke særlig højt ansete patienter; de burde selv gøre noget og har jo selv bragt sig i ulykke. En grum og umenneskelig tankegang i betragtning af alkoholens forfærdelige forgiftning af krop og sjæl. Romanen viser, at en alkoholiker er hjælpeløs og behøver andres hjælp; men den fortæller også, hvordan man som pårørende kan være ude af stand til at yde den rigtige hjælp, hvor gerne man end vil gøre det rigtige. Romanen blev i anmeldelserne kaldt en »pårørenderoman«.

Liv Nimand Duvås roman lægger op til eftertanke og samtale om alkoholisme, medmenneskelighed, forholdet mellem forældre og børn og om, at vores velfærdsinstitutioner, herunder sundhedssystemet, ikke i alle tilfælde lever op til de idealer, vi drømte om. Vi er vel helte bygger på forfatterens egne erfaringer som pårørende til en alkoholiseret far, og som hun siger i et interview: »Jeg havde båret rundt på hans hemmelighed, og hans hemmelighed var blevet min. Et helt livs indoktrineret skam omkring de ord: alkoholiker, alkohol«.

Hele problemstillingen om lettelsen ved at udtale alkoholdjævelens navn og samtidig alligevel ikke rigtig være fri for de ubærlige følelser kommer for en dag, når historien fortælles som et stykke kunstnerisk litteratur. I den kunstneriske fortolkning er det netop muligt at holde fast ved modsigelserne, alt det uvisse og ubestemte. Her er det muligt at lade modsætninger stå ved magt, og lade stemmer modsige hinanden. Her skal følelserne ikke nødvendigvis bringes til ro eller til en afklaring; her kan de få lov til at tale med og mod hinanden. Det er måske først og fremmest den lære, man kan drage af Liv Nimand Duvås roman: lær af litteraturen at være lydhør over for det enkelte menneskes særlige historie, særlige vilkår og menneskelighed, hvad enten du er datter eller far, behandler, patient eller pårørende. Vi vil vel alle gerne være helte i tilværelsens svære situationer eller hvad?

En del af de bøger, der skrives for tiden, handler om sygdom uden at have kunstneriske ambitioner. Mange bøger i dansk litteratur har kunstnerisk højt niveau uden at handle om sygdom. En af de relativt få bøger, der ligesom hos Pia Tafdrup og Liv Nimand Duvå forener sygdomstemaet med skrivekunst, er Johanne Kirstine Falls debutroman »Der er altid nogen at befri« fra 2017 udgivet på det mellemstore forlag Gladiator.

Romanen beskriver den unge Katrina, som lider af en alvorlig spiseforstyrrelse, og hendes kamp for at blive »befriet« fra sygdommen. Hun bor til daglig i København, men hun har valgt at lade sig indlægge på en åben psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital tilskyndet hertil af sin kæreste og sin mor. Katrina har igennem mange år lidt af en spiseforstyrrelse. I folkeskolens ældste klasser kastede hun sin mad op, og nu spiser hun meget, meget lidt mad og aldrig uden præcis at vide, hvor mange kalorier det, hun indtager, indeholder. Hendes idealvægt er langt under, hvad der er sundt for en ung kvinde omkring tyve år. Da hun lader sig indlægge, er det egentlig ikke fordi, hun erkender, at hun er syg, og det er først, da sygeplejerskerne et stykke inde i behandlingsforløbet taler om fremtidsperspektiver med hende, at hun træffer en beslutning om at tage på i vægt og nærme sig normalen. Katrina vil gerne have et barn en dag og gerne med sin kæreste Jakob. Hun har dog ikke haft menstruation i mindst fire år, så hvis hun skal opnå sit højeste ønske for fremtiden, må hun nødvendigvis begynde at spise mere.

En følge af årelang anoreksi og en meget lav vægt er psykotiske tilstande med hallucinationer. En af romanens åbenlyse styrker er den troværdige fremstilling af uhyggelige stankelben, der pludselig taler til Katrina, eller mærkelige flagermus, som gemmer sig i maven på hende. I disse afsnit af bogen »ser« læseren med Katrinas »indre« øje, oplever den deformerede virkelighed, som den psykotiske patient oplever, også selvom læseren aldrig selv har haft hallucinationer. Det er noget af det forunderlige ved bogen og ved litteratur i det hele taget; at et menneske gennem virkemidler som metafor, syntaks, ordvalg og lignende kan fremstille en subjektiv virkelighed og gøre den tilgængelig for andre mennesker gennem deres indlevelse og forestillingskraft. Som læser af denne roman føres jeg igennem den snoede og bugtede vej for at befri sig selv fra en spiseforstyrrelse, og jeg forstår, at der ikke findes nogen smutveje, og at det er ikke alle, der finder udvejen.

Romanen beskriver et hospitalspersonale bestående af en overlæge og flere sygeplejersker, der gør et beundringsværdigt og tålmodigt arbejde med unge kvinder på Katrinas alder. De er seks indlagt ad gangen på den åbne afdeling i Odense. De har alle hver deres historie, og de gør allesammen, hvad de kan for at snyde med deres vægt ved eksempelvis at indtage afførings- og slankespiller i skjul for behandlerne. Katrina skiller sig ud ved, at hun læser litteratur, rigtig god litteratur. Hun læser Bjørn Rasmussens »Pynt« (2013), hun læser Asta Olivia Nordenhofs »Det nemme og det ensomme« (2013), og hun læser Rudolf Broby-Johansens klassiker »BLOD« (1922). Hun læser ikke Tove Ditlevsens roman »Ansigterne« (1968), der handler om en skizofren digter, forfatterens alter ego, og hun læser heller ikke Helga Johansens »Hinsides« (1900), der for et par år siden blev genudgivet på forlaget Gladiator. For mig at se forlænger Johanne Kirstine Fall ellers netop denne række af danske romaner om svær psykisk lidelse oplevet indefra og skildret med et særligt kunstnerisk talent.

Årsagen til Katrinas spiseforstyrrelse er et punkt, der berøres mod slutningen af romanen. Det siges ikke ligeud, fordi det aldrig er så enkelt, men Katrina er bevidst om, at en forklaring kan findes i hendes tidlige opvækst. Moren og faren blev skilt i Katrinas tidlige leveår, og hun fortæller en af de andre indlagte, at hun kun har dårlige minder fra sine første leveår med forældrene. Moren bevarer hun en god relation til, hvorimod faren beskrives som en alkoholiseret mand, der kun kontakter hende pr. telefon, når han står på randen af endnu et selvmordsforsøg og trygler om, at hun skal hjælpe ham. Det skal også med, at den kultur, hvor kvindelige modeller i modebladene fremstår på grænsen til det sygelige, bærer en del af forklaringen på disse unge pigers vrangforestillinger om den ideale kvindekrop. At vi i Danmark har et så veludviklet sundhedssystem med så dygtige og dedikerede behandlere, som tilfældet er her, skal vi påskynde og være taknemmelige for. Litteratur som Johanne Kirstine Falls roman kan formentlig bidrage til, at endnu flere sundhedsprofessionelle får en nødvendig indsigt i, hvordan mennesker tænker, føler og oplever, når de er »fanget« i en spiseforstyrrelse. Der er altid nogen at »befri«, som en empatisk sygeplejerske siger mod slutningen af romanen.

Den nye danske skønlitteratur af både etablerede og debuterende forfattere giver os anledning til eftertanke over sundhed og sygdom, og som opmærksom læser kan man træne sin lydhørhed over for de vigtige nuancer, der ofte går tabt for os i hverdagens travlhed. Litteraturen kan gøre os bedre til at se og høre hinanden som medmennesker. Derfor bør den have en vigtig plads i en moderne sundhedssektor, der har som ideal at sætte patienten – eller ligefrem mennesket – i centrum.